Som dreng i 70'erne oplevede jeg engang, at min berømte neurolog-morfar blev kaldt til Irak for at kurere præsidentens fru moder, der led af Parkinsons sygdom. Min morfar og mormor tog troligt af sted, jeg ved ikke, om moderen blev rask (med al respekt, morfar: det gjorde hun næppe). Min morfar kom under alle omstændigheder tilbage belæsset med rige gaver, et opulent Philippe Patek-ur, et enormt ægte tæppe etc. Alt sammen genstande, der satte min drengede fantasi i sving og i brand. Formindsket myrra-skær Jeg var også begyndt at læse '1001 nats eventyr', og Jan Lööfs historier om Felix, hvoraf én netop foregik i Persien. Jeg så straks et uklart fatamorgana for mig, billedet af en til det yderste eksotisk og dragende del af verden. Senere gik det op for mig, at min morfar venligt havde hjulpet ingen ringere end Saddam Husseins mor. Irakkrigen og den verserende udenrigspolitiske krise føjede endnu nye dimensioner til - og pludselig fremstod Irak og Iran, Persien, ikke i et nær så varmt glødende myrra-skær som dengang. Strålende iransk lyriker Tværtimod fremstår de to lande, Iran og Irak, i dag som trøstesløse og totalitære statsformer af værste skuffe. Desto større en glæde har det været for mig - via den talentfulde elev på Forfatterskolen, Shadi Angelina Bazeghi - at støde på den strålende kvindelige iranske lyriker Forugh Farrokhzad (1934-1967). En ny liflig duft Rent litterært lever vi i en lokal udørk, på den måde at store dele af særlig verdenslyrik stadig er ukendt land for os (trods beundringsværdige tiltag fra Bebop og Borgens Verdenslyrik). Dertil kommer, at alle associationer knyttet til Iran er mørke og truende og deprimerende - ja så er det lifligt at kunne møde noget helt og aldeles andet. Kulturel rigdom Ikke for straks at romantisere og idealisere Orienten (Allah forbyde det), men som en åbning, en mulighed for at møde en lille flig af den kulturelle rigdom, den verdensdel naturligvis også rummer. Og ikke mindst for at gribe en chance for at levere et kærkomment supplement til det almindelige medie-billede af Iran og tilliggende områder. Melodramatisk skæbne Som om det ikke var nok, er Farrokhzad tilmed en kvindelig lyriker (kan det blive mere politisk korrekt?). Hun var oven i hatten lynende smuk, havde en både dramatisk og melodramatisk skæbne, og er i dag kanoniseret som Irans største kvindelige lyriker i nyere tid. Og så er der lige det med digtene. Noget stort Jeg behersker ikke mange arabiske dialekter eller afrikanske sprog, så er det sagt, men her kom Shadi Angelina til hjælp. Selv om man skal vare sig for uden videre at sætte Farrokhzad i klasse med Edith Södergran og Emily Dickinson, også kvindelige og også tidligt døde og også sære eller vilde skæbner, så er der umiskendeligt træk af noget stort og fint gennem hendes digte, som jeg nu har mødt dem. Jeg ærgrer mig blodigt over, at jeg ikke kan persisk, men jeg håber at De, kære læser, gennem Shadi Angelinas oversættelse ligesom jeg selv kan fornemme det hede sus af grum og afvæbnende og saftig direkthed i Farrokhzads digte. Frihedsgrader Farrokhzad havde den store lykke at være omgivet af tåbeligt intolerante og dobbeltmoralske mænd, det har formentlig skærpet hendes kritiske sanser, og samtidig er det måske sigende, at hun ligesom Södergran og Dickinson ikke kun er for de få, men er højt elsket af de mange. Dengang herskede shahen trods alt, og det er tydeligt, at der i hvert fald for visse individer var andre frihedsgrader end i dag. En kold årstid Farrokhzad kunne blive skilt, hun kunne rejse til England og gå på filmskole, hun kunne i sine digte bruge ord, der var stærkt stødende og afvigende i forhold til de klassiske persiske lyriktraditioner (som f.eks. 'urin'), hun kunne være arvtager til et europæisk inspireret og modernistisk brud med traditionens krav til rimskemaer efter digteren Nima Yushij (1896-1959) uden at blive fængslet. Hun kunne have flere elskere uden at blive stenet til døde (også selv om hun blev undsagt som 'skøge', det er jo den arketypiske og også hjemlige regel, der siger, at mandlige forførere er tyre, mens kvindelige ditto er skøger), hun kunne få udgivet sine digte i flere oplag. Desværre kunne hun også dø alt for ung, i et biluheld, som mange mener, at hun forudså i det lange digt, der blev udgivet posthumt som 'Lad os tro på begyndelsen af en kold årstid'. Farrokhzad skrev resolut om kvinders og mødres lod og skrev kritisk og åbent og satirisk om alvorlige samfundsproblemer. Sansede sandheder I forhold til nutidens stærke politiske og religiøse censur, er følgende interviewudsagn sigende: »I digtet 'Juvelernes land', er dette 'selv' et samfund. Et samfund, der eftersom det ikke kan udsige sine meninger i alvor, i det mindste siger dem med ironi og morsomheder. I dette digt stod jeg over for en håndfuld brutale, rådne og stupide samfundsproblemer«. Klar snak i 60'ernes Iran! Gid en ny Farrokhzad kunne komme til at sige et par rå, kvindeligt sansede sandheder til de arrige og pompøse mullaher og imamer i Iran anno 2006.