In Cold Blood' er Truman Capotes mesterværk. Bogen tog livet af ham. Nedtællingen varede en snes år, fra den udkom i 1965 og gjorde ham læst i hundrede lande, til han døde, nedbrudt af kokain, valium og dry martini i 1984. Han vil juble i sit helvede - og andre steder kan han umuligt være havnet - hvis han vidste, at der nu er drejet to film om ham. Nonfiction Den første film er'Capote' med Philip Seymour Hoffman, der har danmarkspremiere i midten af marts og netop er blevet vist på Berlinalen, og den anden 'Have You Heard?' med Toby Jones og Gwyneth Paltrow, der skulle dukke op til efteråret. Capote rides again ... Litterær dimension 'Med koldt blod', som romanen hedder i den danske oversættelse fra 1966, bliver tit omtalt som et vendepunkt i amerikansk litteratur. Selv påstod Truman Capote, at han med sin bog opfandt begrebet nonfiction, fordi han i stedet for at opdigte en handling greb en historie fra virkeligheden, og med det journalistiske instinkt, der også var en del af hans talent, gav reportagen litterær dimension. Fame To tidligere straffefanger, Perry Smith og Dick Hickock, myrdede en efterårsaften i 1959 en farmerfamilie i Holcolmb, Kansas. De havde hørt, at manden på River Valley, Herbert William Clutter, lå inde med en formue i kontanter. Det gjorde mr. Clutter ikke. Udbyttet blev under 50 dollar, men Smith og Hickock skød far, mor, søn og datter - med koldt blod. Det var reportagen om denne brutale forbrydelse på forsiden af New York Times, der tændte an hos Truman Capote. Han var allerede en etableret forfatter og notabilitet i societyspalterne på det tidspunkt. For var der et stof, han var lige så afhængig af som de mere kemisk baserede, var det fame. Han ville være berømt. Mordene i Holcomb Det havde han besluttet allerede som barn, og han satte både sit talent og sit opsigtsvækkende liv ind på at nå det forfængelige mål. Somme tider med provokerende statements: »Jeg er bøsse, alkoholiker, stofmisbruger og geni!«. Og så på tv i den bedste sendetid. Det var ikke ligefrem family values, han spillede op til. Da Capote læste om mordene i Holcomb, kontaktede han The New Yorker, det elitære magasin, hvor han faktisk havde banet sig vej frem fra kontorbud til stjerneskribent mange år tidligere, for at foreslå, at han tog til den lille by ude i the Midwest for at skrive en historie om, hvordan de mennesker, der boede her, reagerede på den grusomme massakre. Ven med en morder Capote rejste ikke alene. Han tog sin barndomsveninde Nelle Harper Lee med til Holcomb. Sikkert ikke nogen dårlig ide, da hun med sin normale/kedelige fremtoning var en mere oplagt kontaktperson til de lokale end Truman med hans flamboyante fremtoning og drævende bøssesopran. Harper Lee havde netop skrevet, men endnu ikke udgivet sin eneste bog, 'Dræb ikke en sangfugl', der i dag er en klassiker i den moderne sydstatslitteratur. Men med sit talent for forførelse kommer Truman dog selv i nærkontakt med sagens nøglepersoner, der efterhånden kappes om hans gunst og nærvær, og da de to mordere bliver fanget i Las Vegas og bragt til Kansas, nærmer han sig også dem og får især fuld fortrolighed med Perry Smith, der som Truman selv er en lille, tæt person med samme miserable baggrund og artistiske, men undertrykte, inklinationer. Et sidste svigt Stoffet vokser. Capote åbner op for tusindvis af detaljer, som han samler i stigende angst for, om han en dag kan få de store linjer til at holde sammen i romanform. Han bliver, især på grund af det tiltagende venskab med Perry Smith, dybt personligt involveret, og han arbejder for de to fangers sag med lige dele hensyntagen til sit stof og sin sag. Det er et nervepirrende spil. Et højdepunkt i bogen er Perry Smiths endelige udredning af rædselsnatten på farmen. Er det for at trække endnu mere drama ud af sagen, at Capote skaffer de to mordere den advokatbistand, der udvirker appel på appel, indtil den endelige dom falder: henrettelse ved hængning. Den overværer forfatteren. Det er en psykologisk og emotionelt gribende beretning, der blander dokumentation med stemningsbeskrivelser på en måde, som ingen anden amerikansk forfatter havde gjort det før. Men mange siden. Norman Mailer f.eks. med 'The Armies of the Night' om protestmarchen mod Pentagon under Vietnamkrigen. Det sidste måltid Både Capote og Mailer var forposter for new journalism-revolutionen i USA. En forfatter som Tom Woolf er heller ikke uden inspiration fra pionererne i genren. Capote blev naturligvis beskyldt for både at have været manipulerende og kynisk i udvekslingen med forbryderne. Utvivlsomt. Den engelske kritiker Kenneth Tynan påstod i sin anmeldelse af 'In Cold Blood' i The Observer, at Truman kunne have reddet Perry Smith og Dick Hickock, men ikke gjorde det, fordi det ikke ville have givet hans bog en tilstrækkelig dramatisk slutning. Meget kunne man beskylde Capote for i retning af spekulation og svigt, men der var tale om en ren tilståelsessag, og de to stod ikke til at redde, da lovene i Kansas ikke involverede f.eks. psykiatriske hensyn. Spillede han sit eget spil? Svigtede han de to? Havde han et seksuelt forhold til Perry Smith, som en kilde påstår i George Plimtons interviewbog om Capote? I hvert fald var han så emotionelt trængt, at han ikke magtede at være sammen med Smith og Hickock i fængslet natten før hængningen, som han havde lovet dem. De måtte fortære deres sidste måltid af rejer og jordbæris uden hans selskab. Partydarling Romanen var i høj grad kontroversiel, og mange hævdede, at titlen sagde lige så meget om Capote som om de to mordere. Læser man 'Med koldt blod' i dag, kan det virke, som om Truman Capote ikke bestilte andet end at følge sagen i Kansas i de fem år, den stod på. Det gjorde han. Presset har været psykisk stort, men Capote tog sine afstikkere, ferier med det internationale jetset som partydarling. Hans vid og høje underholdningsværdi som begavet hofnar havde skaffet ham plads til højbords med pengearistokratiet og den del af intelligentsiaen, der kunne holde ham ud. Norman Mailer holdt ud, selv om Truman punkede ham gang på gang. Gore Vidal sprang fra og sagsøgte sin tidligere ven for injurier. Katharine Graham, ejeren af Washington Post, Jacqueline Kennedy/Onassis, økonomen John Kenneth Galbraith, Frank Sinatra, Marilyn Monroe, Tennessee Williams og Christopher Isherwood, you name it ... de stod alle i hans adressebog. Kaviar og champagne Millionerne rullede ind med udgivelsen af 'In Cold Blood', og Capote fejrede sin succes med det, der i New Yorks festannaler blev noteret som det 20. århundredes mest celebre fest, et maskebal i sort-hvidt på The Plaza. Tragedien i Kansas blev dulmet med kaviar og champagne. Han var en af sin tids største festaber. Truman Capote var kun syv år, da han holdt sit første selskab. Det var et halloweenparty i Monroeville, Alabama, hvor han boede hos sine tanter. Han skulle forlade den lille sydstatsflække for at rejse til New York og bo hos sin alkoholiserede, omflakkende mor og hendes nye mand, der adopterede Truman og gav ham sit efternavn. I den omtalte bog, hvor venner og fjender fortæller om Truman, beretter barndomsvennen Harper Lee: »Truman ønskede, at hans selskab skulle være så storslået, at alle ville huske ham«. Det fantastiske barn havde inviteret sorte børn med, og det fik lokalafdelingen af Ku Klux Klan til at rykke ud og rydde bulen, men de blev drevet på flugt af Trumans bedste venindes far. Dagen efter pakkede tanterne Trumans kuffert. Han sammenkaldte herefter, ifølge Harper Lee, sine gæster i en stor hule, han havde bygget i et træ, og udtalte: »Hvordan føles det at se historien med sine egne øjne? Vi har set Ku Klux Klan begå selvmord. De vil aldrig mere finde støtte her i landet. De døde i aftes«. Surrealistisk sydstatsstemning Noget fantastisk lyder historien, men når man følger Truman Capotes videre livsbane, er det én stor og overvejende talentfuld selviscenesættelse på jagt efter - fame. Den nærmest patologiske iver efter opmærksomhed virker som en drivkraft bag hans i mange måder eminente forfatterskab, der på ingen måder er underkendt, men af gode grunde mistænkt, fordi det i sine bedste øjeblikke er sublimt og i sine værste korrumperet af karakterbrist og sensationshunger. Hans litterære debut med den stærkt personlige kortroman 'Other Voices, Other Rooms', der end ikke er nævnt i Den Store Danske Encyklopædis lemfældige biografi om ham, er et mindre mesterværk - en hed, ofte surrealistisk sydstatsstemning med den 13-årige Joel (Capote selv) i en tilgroet verden på landstedet Skullys Landing. Dekadent uskyld Den voksne verden, som den dirrende, følsomme og gammelkloge dreng er på vej ind i, tegner sig aldeles bizar og lægger nogle spor ud, der leder langt uden om normaliteten. I dagens anledning burde den genudgives i H.C. Branners holdbare, kongeniale oversættelse - 'Andre stemmer, andre steder'. Bogen var i sit indhold lige så foruroligende som billedet af den 23-årige forfatter på bagsiden: en engel med anelser om helvede. Dekadent i al sin tilsyneladende uskyld. Capote var på scenen fra det første. På sporet efter Proust I 1958 udkom 'Breakfast at Tiffany's', en sød, skarp New York-roman, set fra et sydstatsperspektiv af pigen Holly Golightly, filmatiseret med Audrey Hepburn i hovedrollen. Nu var Capote bekendt med Karen Blixen. Det var gensidig beundring, og hun skrev forordet til den danske udgave af 'Holly'. Blixen skrev om hans forfatterskab: »Vi følger det, som vi følger et egerns flugt i et træ, der på en gang er aldeles fantastisk og fuldt logisk«. Det var Truman Capotes force, at han oplevede sine omgivelser med journalistisk præcision. Hans idol var Marcel Proust, og hans hede ambition var at skrive den amerikanske nutidsversion af 'På sporet efter den tabte tid'. Han ville skildre tiden med udgangspunkt i overklassen, som han kendte til marv og ben som tom og falsk og uimodståelig. Capote lagde ud med en titel, der spøgte længe i den amerikanske forlagsverden. 'Answered Prayers', skulle mesterværket hedde med adresse til den hellige Teresas tese: »More tears are shed over answered prayers than unanswered ones«. Han ville skrive om alt det, han havde set i sin tid, men han kunne ikke. Det blev til maliciøse småbidder, der udleverede de rige og berømte, hvis darling han havde været. Projektet revnede, da han tillod magasinet Esquire at publicere fire kapitler i midten af 1970'erne, der skandaliserede the high society så vitriolt, at en af hans protagonister begik selvmord før publiceringen af hendes pikante levned. Uoprettelig deroute En darling blev djævel. Alle vendte ham ryggen. Kun i tv's talkshow kunne han boltre sig med at sjofle alt og alle til, hvis han ellers kunne holde sig oprejst. Han forsøgte sig med håbløse projekter, oftest stimuleret af Andy Warhol, der trykte hans essays i sit avantgardeblad Interview, samlet i bogen 'Musik for kamæleoner' (1980) med blandt andet en fin ode til Marilyn Monroe. Men Capotes deroute var uoprettelig, selv om der indimellem kom glimt af geniet. Hans tålmodige partner gennem det meste af livet, Jack Dunphy, der også figurerer i filmen 'Capote', forlod ham, men holdt dog forbindelsen, så Dunphy blev begravet ved siden af Truman, da han døde i 1992. Balancegang Der er skrevet et par glimrende biografier om Truman Capote, hans brevvekslinger er udgivet, og hans bøger er stadig i trykken. Han er kommet op på reolen ved siden af sine værker med sit liv, og det var nok, hvad han inderst inde gerne ville. Måske var hans store skisma, at han ikke kunne afgøre med sig selv, hvem der var vigtigst: det forfængelige ego Truman eller det eminente talent Capote. Nu smelter liv og værk sammen som film, og måske lykkes balancen bedre for hans instruktører end for ham selv.