Metaforen om Naturens Store Bog - som allerede kirkefaderen Augustin betjente sig af i det fjerde århundrede - indebærer jo, at naturen rummer et budskab til os. At dette budskab skulle være et tegn fra Gud, var selvfølgelig Augustins tanke, men strengt taget 'taler' naturen direkte til enhver, der lytter efter, så udtrykket giver mening også uden Guds mellemkomst. Naturens budskab Ja, troen på en af Gud indstiftet orden i naturen har måske nærmere sinket os i at finde et af de smukkeste budskaber, naturen kunne tilbyde os. Budskabet om, at den orden, vi ser i naturen, ikke var der fra begyndelsen, men at den er opstået lidt efter lidt og af sig selv. Et budskab med andre ord om, at naturlige systemer har en tilbøjelighed til helt uden hjælp at indlejre sig i regelmæssigheder, der gør det muligt at forudse, hvad der vil ske med dem. Og som derfor muliggør fremvæksten på jorden af væsner, der kan 'forestille sig', hvad der vil ske om lidt. I en vis beskeden forstand af ordet 'forestille sig' er denne evne vel ganske enkelt, hvad der skiller det levende fra det døde. Teologisk Darwins teori om arternes oprindelse gik et langt stykke af vejen imod sådant et budskab. Men også Darwin hang fast i sit udgangspunkt, nemlig på den ene side i det newtonske videnskabsideal og på den anden side i naturteologien som formuleret af William Paley i det klassiske værk 'Natural theology' (1802). Sten og ur De indledende linjer i dette værk er berømte: »Hvis jeg på min vej over heden stødte min fod mod en sten og blev spurgt, hvordan stenen mon kunne være endt der, så kunne jeg måske svare, at jeg ikke havde nogen grund til at tro andet, end at den altid havde ligget der«. »Havde jeg derimod på min vej fundet et ur«, fortsætter Paley, »så ville jeg eller enhver anden straks konkludere, at her var tale om en genstand, som nogen måtte have skabt til et bestemt formål«. Dermed har vi så naturteologiens elementære tankefigur: De levende skabninger er - som uret - så hensigtsmæssige i deres utallige tilpasninger til levevilkårene, at der nødvendigvis må have stået en designer bag skabelsen af dem. Ingen med indsigt i naturens forunderlige vildnis af tilpasninger kan ifølge Paley tvivle på, at Gud må have skabt dem, netop som vi finder dem nu og her. Men just det skabte Darwin tvivl om med sin teori om, at naturens vidunder var det uundgåelige resultat af naturlig selektion. Styrende kraft Darwins teori var nøje afstemt med det newtonske forbillede, hvor alle solsystemets utallige legemer, fra de ydmygeste sten til de største planeter, i deres bevægelse adlyder en universel tyngdekrafts indvirkning på de mindste partikler, atomerne. I Darwins teori indtager individerne atomernes plads, og takket være variationen blandt individerne vil selektionen lidt efter lidt afstedkomme den samlede skabelse ikke blot af de mangfoldige arter, men også af deres (formodede) fint afstemte tilpasninger i naturens overordnede balancer. Darwin fik altså nok vristet skabningen ud af skabelsesberetningens vision. Men til formålet benyttede han sig af en newtonsk forståelsesramme, der bevarede ideen om en ned i den mindste detalje styrende kraft (selektionen som biologiens 'tyngdekraft'). Fraværende er også hos Darwin lydhørheden for det budskab fra naturens store bog, at naturen måske slet ikke er styret af nogen altomfattende kraft eller lovmæssighed. At naturen måske dybest set er rodet, uregerlig og kaotisk, men at den - på trods af dette - har formået hist og her at skabe ordnede tilstande og endog fantasi til at forudse disse.