I hans digte er der sne, granskov, elve, bjerge, en robåd på søen, en mand på et næs. Øjebliksbilleder i få streger af den norske natur. Men Tarjei Vesaas' poesi er ikke kun hjemstavnsdigtning. Naturen er ladet med en gru, der går over grænser. Billederne forestiller livet i dalene, men digtene handler om at vandre på afgrundens rand. Kafkask Lidt yngre end Martin A. Hansen, lidt ældre end H.C. Branner. Som dem mærket af århundredets traumer, fra verdenskrigene til Hiroshima-bomben. Og som dem prosaist, til en start. Vesaas debuterede først som lyriker 49 år gammel. Da havde han allerede mange romaner, skuespil og noveller bag sig. I 'Det store spil' havde han skildret oplevelsen af at hænge sammen med stedet og naturens mirakel. I 'Kimen' og 'Huset i mørket' havde han bevæget sig i en kafkask retning med stemningsmættede allegorier over forfølgelse og besættelse. Så brød digtene løs. Fem digtsamlinger på bare ti år, med en intens sammenvævning af landskab og sindstilstand. Bondeanger De første digte var ligesom de ældste romaner domineret af følelsen af at høre til et bestemt sted. Sne og granskov »hele, hele tiden / til der bliver slukket / for vore indlandshjerter«. Men snart tiltog gruen. Det er, som om digtene på ti år gennemløber det samme forløb som hans romaner på fyrre. Der kan være en tone af folkevise i de første digte, et helt liv gjort af på fire små strofer. To mennesker skriver deres navne med en kniv i et træ om foråret, og med skøjter på isen om efteråret. Så kommer vinteren, og der står nu kun et enligt navn, hugget ind i en sten. Der kan også være hele fortællinger i de tidlige digte. En mand sidder ved et skrivebord, børnene siger god nat, han går i gang med skriveriet. Så dukker noget op i mørket uden for vinduet, 'en hests vældige ansigt'. Den menneskeliggjorte hest minder ham om ansvaret for de nære ting og gør ham forlegen over de åndelige sysler, han har kastet sig over i stedet for at dyrke jorden som forældrene. Bondeanger, helt bogstaveligt. Men det varer ikke længe, inden Vesaas får lagt disse prosavaner af og løftet sine digte op i en universel sfære. Dødsangst og humor 'Det ror og ror' hedder et digt i den tredje samling. Nu er hans sprog ren lyrik. 'Det ror' eller 'der ror', sådan kan man jo ikke sige. Normalprosaen kræver, at der skal være nogen, der ror. At bevæge årerne kan ikke være en upersonlig affære. Men det er lige præcis, hvad roningen er i digtet af det navn. De handlinger, man udfører, er det andre, der udfører. Sådan er det at være angst og at have mistet kontrollen. Jo længere frem i det korte lyriske forfatterskab Vesaas kom, jo strammere blev digtene, og jo mere sigende blev bruddene på normalsproget. En hel kærligheds historie kunne han fortælle så kort som i digtet 'Dine knæ og mine'. Fra det hede møde i mosset til afskeden, på bare elleve linjer. Man kan også sige, at tiden er ophævet, digtet indfanger tiltrækning og frastødning i et. Det var i den femte og sidste digtsamling, fra 1956. Så vendte han tilbage til prosaen de sidste femten år af sit liv. Men i skrivebordsskuffen lå der digte nok til en posthum samling, 'Liv ved straumen'. Her var der en del om døden. Han vidste, at han til sidst havde en dødelig sygdom, og forholdt sig forunderlig afklaret til den. Hans angst midt i livet havde til tider været dræbende. Den rigtige dødsangst kunne derimod slå om i humor. I et af de efterladte digte leger han med tanken om, hvad der skal ske bagefter. Skal man mon træffe berømte mennesker i det hinsidige? »Edith Södergran? Åh, nej, ikke hende, hvad skulle man sige?«. Drømmen lever Mere end døden frygtede Tarjei Vesaas 'døden før vi dør', hvormed han mente den tilstand, hvor vi ikke længere drømmer og håber. For den tilstand fandt han skræmmende billeder: den tørre brønd, den kolde brand, en ubevægelig slanges øje. Men for ham selv nåede drømmen ikke at tørre ud. Hans romaner videregiver en intens oplevelse af tiden, hans noveller rækker ud over den. Hans digte rummer begge dele, både tiden, det lokale, og det elementære, universelle. 'Lev vår drøm' hedder digtet, som skildrer angsten for, at drømmen skulle dø. Men leve gør den endnu i dag, i disse digte.