I sidste uge bragte Bibliopatens besøg hos Ebon Borg, Bogsamlernes dronning, sensationelt nyt om Henrik Ibsens Nora fra 'Et Dukkehjem'. Det viste sig, at Nora, efter at være skredet fra Helmer, tog til Østerbrogade 158 i København! Men Bibliopaten er langtfra færdig med sin beretning om skattene i de Borgske gemakker ... Dybhavsfisken Der findes boghuler, boggrotter og bogdyb. Og Ebon Borgs samling må være bogverdenens svar på Marianergraven. Fuld af svundne tider, fuld af oplysninger om stort og småt, som det udspillede sig engang for længe siden. Som en dybhavsfisk med lysende øjne svømmer fru Borg rundt i dybet. Hvordan mon folk havde det i 1706, 1806 eller i 1906? Svaret finder hun i sit bibliotek. Et par opslag eller tyve i tidsskrifter, leksika, ja, hvad som helst i papirets og tryksværtens verden. Hun har bøger i korridoren, i de store stuer, i arbejdsværelse, pigekammer og soveværelse. I entreen og i køkkenet - og sikkert også på badeværelset. Opbyggelig etik Da Bibliopaten kanter sig igennem den lange korridor ud til det hyggelige køkken, stopper fru Borg op for lige at hive 70 udklipsbøger ned fra hylden. »Det er alt, hvad der i sin tid blev skrevet om Soya i aviserne. Han klippede det hele ud«. Så har man set det med. En kvinde, der opbevarer Soya i korridoren, hvorfor ikke, og hvornår mon fru Borg giver en lille én? Det gør hun nu, og som sidste gang foregår det i pigekammeret, dér hvor der ikke må komme bøger, der først er kommet til verden efter år 1900. »Sæt dig ned, jeg har et par skatte, du må låne!«. Ebon Borg tager en gammel bog ned fra hylden. »Den her vil du elske!«. Mon ikke. Det drejer sig om intet mindre end Hendrick Thomosøn Gerners 'De vises politica practica-sacra' fra 1662. En opbyggelig etik om, hvordan både den enkelte og dem, der tjener staten, bør opføre sig i alle mulige situationer. Død af sult Forfatteren, der nu om dage er kendt under navnet Henrik Gerner eller Henrik Thomesen Gerner, blev født i 1629, og de, der måtte have hørt om ham, kender som regel kun den grufulde historie om hans død. Gerner døde 14. maj 1700 efter at have fået et stykke kød galt i halsen. Det havde simpelthen sat sig på tværs i spiserøret og lod sig ikke fjerne, uanset hvad man gjorde. Da Gerner indså, at der kun var en vej, lagde han sig resolut i kisten og ventede på at dø af sult. Nu om dage ville man sige: respekt! (Der står en statue i sten af Gerner i Bibliopatens hjemby, Birkerød. Tilfældet ville, at han for mindre end en uge siden kappedes med sin frue (gammel håndboldspiller) om, hvem der med en snebold først kunne ramme Sten-Gerner fra ti meters afstand!). (Det kunne den rødstøvlede naturligvis - ikke fordi hun er bedst til den slags, men fordi der er stunder, hvor en gentleman bør vejre en stemning og sigte for lavt, sig det aldrig til Fru Bibliopaten!). Lænker og lodder Henrik Gerner havde en fornem karriere som teolog, forfatter og præst i Birkerød, men kors i skuret, hvor måtte han dog igennem mange trælse stunder. Hele seks gange i løbet af 1659 blev præstegården plyndret af svenskerne. På et tidspunkt deltog Gerner i en sammensværgelse, der skulle befri prins Hamlets Kronborg fra svenskerne, men han endte med at blive fanget og tortureret - og dømt til døden. Dommen blev ikke eksekveret, men det kunne Gerner ikke vide, da han lå seks timer på pinebænken og forblev lige så tavs, som han på grund af kødklumpen i halsen var i sit allersidste døgn. I alt sad Gerner fanget på Kronborg og i Helsingborg i 43 uger. Hvis ens vej falder forbi Birkerøds smukke gamle kirke, hvor Deres Bibliopat for mere end 25 år siden fæstnede sine initialer på et hemmeligt sted i forbindelse med en hemmelig historie, vor mund er lukket med syv segl, bør man kaste et blik på et - ret voldsomt - minde om Gerner, som hænger på væggen. Nemlig de tredobbelte lænker og de jernlodder, han slæbte rundt på i sin fangenskab. Gerner hængte dem op i kirken for, at de til evig tid skulle minde om hans lidelser. Efter løsladelsen, som skete ved den danske konges mellemkomst, sad Gerner i Birkerød Præstegaard i 33 år. Han brugte tiden på at være sjælesørger og forfatter. Han blev magister i 1680, provst i 1690, biskop i Viborg og dr.theol. i 1693. Kampkraft Ak ja, sikke en historie og tænk engang: Hvis vi ikke havde lagt vejen inden om Ebon Borg, ville vor læser sikkert ikke ane en snus om Birkerøds gamle hædersmand. Det gør De nu, og så er vi ikke engang helt færdige: Om den gamle Birkerød-dreng skal det også nævnes, at han ikke kun skrev om moralske forhold, men også om sprog. Han var i årevis involveret i en strid om dansk retskrivning. Gerner modsatte sig den såkaldte 'Scaligers regel' om, at man skal skrive, som man taler. Hvis man endelig skal ud i uføret, måtte det efter hans mening ske med udgangspunkt i den sjællandske dialekt, ikke den langelandske, fynske eller jyske. Vel at mærke den sjællandske, som den blev talt af »dem der er opdraget af dannede familier i hovedstaden«. Ha! Tænk, hvis Gerner kunne være med på en lytter i vore dages børnefamilier. Da Bibliopaten forleden serverede sushi til sin ældste søn, der går i gymnasiet, svarede junior: »Fråderen! Fuck, hvor er det nice!«. Og det er jo lige, hvad sushi er. Sygt-nice. Henrik Gerner var både sygt modig og syygt god til at klare smerter. Ebon Borg ser også ud til at have en betydelig kampkraft. »Jeg ønsker kun to ting«, siger Queen Bibliopatia: »At mine øjne skal blive ved med at fungere, og at min hukommelse også holder ud. Jeg vil kunne spille på hele klaviaturet«. Skål for det - og skål for historien om den svenske pølsemand, som vi bringer i næste uge! Quiz 1: »Den muhamedanske verdensanskuelse har som nazismen en uhyre selvfølelse: Den rettroende står over alle vantro, een rettroende står over alle vantro, een rettroende er mere værd end hele verdens guld«. Skrevet af hvilken dansk forfatter omkring 1940? Quiz 2: »I det Herrens år 1150, da de gudløse saracenere, jordens bærme og fortrop for Antikrist havde tilføjet vore folk adskillige nederlag i det Hellige Land ... «. Indledningen til hvilken roman? I sidste uge efterlyste vi i quiz 1 en dansk forfatter, der elskede Zoologisk Have og anbefalede, at haven fik et ordentligt pumahus! Svaret er Johannes V. Jensen. I quiz 2 efterlyste vi navnet på romanen om en mand, som hyldede tilfældet, og hvis nye liv begyndte en varm dag i august 1968. Svaret er 'Terningemanden' af Luke Rhinehart.Terningemanden Kære Bibliopat. Quiz 2 har igen et entydigt svar: Manden, der lod terningerne afgøre sine handlinger, er Luke Rhinehart. Forfatteren til denne bog, som satte min kæreste Silke-pigen i højeste alarmberedskab, da jeg selv forsøgte mig med spøgen i en kort periode i slutfirserne, indtil hun besluttede at lukke for det varme vand, om jeg så må sige, hvis jeg ikke holdt op med det pjat og påtog et ansvar igen, er George Cockcroft (udg. i hovedpersonens navn). Quiz 1: Jah, der er mange om buddet, synes jeg. Viggo Stuckenberg, Hans Scherfig, Karen Blixen, Martin A. Hansen, Henrik V. Ringsted, Thorkild Bjørnvig, Dan Turèll (det siger Silke-pigen) elskede alle Zoo. Vagn Lundbye, der faktisk engang har været dyrepasser i haven, elsker den formodentlig stadig. Men hvem der lige gjorde sig til talsmand for et pumahus!? Hvad med Bjørnvig? Han har i hvert fald både oversat Ted Hughes' digt 'Puma' og Rilkes klassiker 'Der Panther'. Mange hilsner Jens Bruno ... og Johannes V. Jensen Kære Bibliopat. Forfatteren, der skrev om Zoologisk Have, er vel Johannes V. Jensen. Svaret på spørgsmål 2 er 'The Dice Man' fra Luke Rhineharts roman af samme navn (da. 'Terningemanden'). Med venlig hilsen Daniel Radtleff, Hørne Farveblind Kære Bibliopat! Endelig! Endelig noget, man kan give sit besyv med i. Det er nemlig en sandhed med nogen modifikation, at man ikke længere - som BP hævdede sidste uge - kan få farvebånd til skrivemaskiner. De er aldeles ikke 'udgået'! Jeg sidder i bogstaveligste forstand med et håndgribeligt bevis herpå - et her i kanon-Jacobsens (J.P.) by indkøbt farvebånd (sort/rødt) til Electric Brother (kr. 43). Vi er nemlig mange, der sværger til den gamle teknik. Bare lyden! Jeg ser i en bog om Frank Jæger med aftryk af digtmanuskripter, at han endda (og med en ikke ringe effekt) var i stand til at bruge den sorte og røde farve samtidig. Men - det er altså for tidligt at sige farvel til farvebåndet. Bare navnet! Mange venlige hilsener Flemming Skipper, Thisted PH - den sure stodder Kære bibliopat! Angående forrige uges quiz: Den dæmonplagede forfatter må være Henrik Stangerup. Hans far var litteraten Hakon Stangerup, hans mor skuespillerinden Betty Söderberg, hans morfar forfatteren Hjalmar Söderberg. Jeg har truffet Hakon Stangerup. I min tidlige ungdom, da jeg var sekretær hos en højesteretssagfører, hos hvem han var klient. Og hvilken klient: Døren til forkontoret op med et elegant svung, støvfrakken i et sus af slængkappe, den lysegrå bowler på sned, stok i hånd, bonvivantens muntre elskværdighed. Om at blive meldt var der ikke tale. Han gik direkte ind til Højesteretten uden falbelader og under munter tale. Uanset hvad står dette billede for mig i modsætning til den folkelige PH, der var en sur stodder, som ikke nedværdigede sig til at hilse på en sekretær. Med venlig hilsen Birthe Holch