Det kan da godt være, 'Jammers Minde' burde være denne uges bog. I betragtning af alt det, folk fik jamret af sig over tirsdagens kulturministerielle bredside fra alle kanonudvalgene, hvor netop Leonora Christina kom ind som en flot nummer 1 i den litterære kanon. Nu MÅ vi altså også se at få læst de fængslende erindringer med den lokkende titel, ikke? Men en opgørelse over, hvordan kritikken tog imod værket fra kongedatteren i tårnet - dét kan vi desværre ikke lige levere på denne plads. Vi må nøjes med kanonudvalgets ord for, at værket »ved sin offentliggørelse i 1869 vakte berettiget sensation«, knapt to hundrede år efter damens død! Anatomiske kuriositeter Her på pladsen nøjes vi altså med en roman, der udkom for kun otte måneder siden og følgelig endnu ikke er kanoniseret. Men som jo alligevel nu ér ugens bog - for onsdag kom meddelelsen om, at Boghandlernes Gyldne Laurbær i år tilfalder Morten Ramsland for romanen 'Hundehoved'. Han var endda tæt på endnu en hædersbevisning, for romanen var også indstillet til Weekendavisens årlige litteraturpris - men den tilfaldt i (g)år Jørgen Leth, 'Det uperfekte menneske', der ganske vist også i visse menneskers øjne er reduceret til en anatomisk kuriositet: Om ikke en røv med ører, så dog noget i de legemsregioner. Men dét er en anden historie. Hundehovedet glammer Muligvis har du allerede læst 'Hundehoved'. Siden udgivelsen torsdag 26. maj 2005 er romanen nemlig allerede trykt i 85.000 eksemplarer, hvoraf de fleste i sagens natur allerede er solgt. På samme tid har alene Politiken omtalt manden og hans roman 38 gange, og de fleste gange på denne sektions bestsellerliste. Også rettighederne til udgaver i Norge, Tyskland, England, USA, Holland, Israel, Letland, Malta - tolv forskellige sprog, der skal have indbragt samlede forskud på halvanden million kroner. Poesi og komik Så alt i alt har den 34-årige Ramsland med adresse i Brabrand på et år skiftet status fra (cand.mag.-uddannet) handikaphjælper til millionær. Og kan han holde sig fra luksus - ud over det kolonihavehus, familien allerede har, også i Brabrand - så regner han med at have penge nok til otte-ti års arbejdsro, fortalte han for en uge siden til Ekstra Bladet. Så nu kommer det til at gå, som bladets anmelder opfordrede til ved modtagelsen af bogen for otte måneder siden. Kamilla Löfström Kristensen saluterede med fem stjerner og disse ord: »En af de bedste løgnehistorier, jeg har hørt. Tempoet er højt, og historien er både svævende poesi og jordnær komik«. Og så kom opfordringen: »Morten Ramsland har bare at gi' hals igen og igen«. Brandbil og bestseller Det var den første vurdering, den danske dagspresse gav af 'Hundehoved', for Ekstra Bladet var den eneste danske avis, der anmeldte årets laureat på udgivelsestorsdagen i maj. Men Politiken og Weekendavisen var nu lige i hælene, nemlig i den efterfølgende weekends bogsektioner. »Et kvælergreb af en bog« kaldte Steffen Larsen den store »norsk-danske familiekrønike« om Flapøre, Æblehoved, Møgtøsen og Hugtanden, andre medlemmer af de tre generationer af slægten, det handler om. »Ramsland fortæller som en brandbil. Med hornet i bund. Han kører også over for rødt. Der er høj energi i historien«, lød Larsens lakoniske signalement af en roman, der til hans uskrømtede glæde »lander tungt oven på tidens tynde og sirlige skriveøvelser«. Bukdahlsk eksperiment Alt andet end lakonisk gik Lars Bukdahl selvfølgelig til værks i Weekendavisen med et interessant dobbeltgreb: Hans kritik var dels »en meget positiv anmeldelse«, når han selv skulle sige det, men desuden »et seriøst litteratursociologisk eksperiment«, nærmere forklaret med følgende klamamse: »Når nu endelig en tyk roman udkommer, der med talent og overskud lever op til alle kedelige krav om en bred roman med læserappel, kan den så, hvis man i Weekendavisen med al ønskelig tydelighed og hysteri råber op om dens mainstream-kvaliteter, sælge bare tilnærmelsesvis lige så meget som de tykke romaner uden talent og overskud, der har solgt så åndssvagt meget de seneste år?«. Med mange krumspring får Bukdahl lagt afstand til de mainstream-kvaliteter og samtidig rost Ramsland for dem, så at sige med eksperimentet som påskud: »'Hundehoved' er bedre end 'Forestilling om det tyvende århundrede'«, proklamerer han, og med al annonceret tydelighed og hysteri slutter han: »Køb den, læs den, anbefal den til familie og venner, blæs den til bestseller!«. Hulemænd og skvatmikler Allerede mandag 30. maj sluttede Information sig til jubelkoret, da avisen fik plads til Signe Lindskov Hansens anmeldelse af dette »brag af en slægtsfortælling. Grov og sjov. Fin og følsom«. »En vildtvoksende og livsklog fabulering, der i særlig grad er mændenes og manddommens historie ... eksistentielle flygtninge, hulemænd og skvatmikler, stædige forførere, drukmåse, svindlertyper, søfarere, drømmere og potente slagsbrødre«. Romanen »står som en sitrende pendant til højdepunkterne i Sandemoses forfatterskab«, skriver hun: »En djævelsk god bog!«. Nu begynder det for alvor at ligne en succes, og tydeligere bliver det, da Politiken 8. juni bringer Dorte Hygum Sørensens interview med Ramsland plus et uddrag af romanen. Samme dag kommer Berlingske Tidende endelig med på bølgen, og der har Niels Houkjær også svært ved at få armene ned, for »historierne vrimler frem som i halvfjerdsernes syrede, surrealistiske og magiske realisme«, Poul Vad, Smærup Sørensen og John Irving kommer han til at tænke på. Romanen er ikke uden en vis »baksen med kronologi og fortællersynspunkter«, anmærker Houkjær. Men den får alligevel fem stjerner, for den er »særdeles begavet, velskrevet og mere end en sommerlatter værd«, lyder hans motivering for at udbringe »Et stort Vuf!«. Flimrende kvinder Dagen efter blander Vibeke Blaksteen også en anelse malurt i skålen med sin anmeldelse i Kristeligt Dagblad: »I en stor del af romanen savner jeg mere fokus og mindre spredning på personer og historier«, skriver hun, selv om projektet er »gigantisk på mange måder: mængden af historier, der fortælles, antallet af personer, der får stemme«. Yderligere kritisk er Ide Hejlskov i B.T., hvor romanen må nøjes med fire stjerner: For nok er man »stærkt og balstyrisk underholdt«, men »både over det magiske og det barske er der til tider noget luftigt. Desværre«, og kvinderne er ganske vist »maleriske, men flimrer for éns blik ... Når Asger (fortælleren, red.) til sidst forløses kunstnerisk og menneskeligt, står det som en løs påstand. Han får aldrig en stærk stemme selv«. »Man fornemmer efterhånden også tydeligere ekkoet af Peter Høegs 'Forestilling om det tyvende århundrede'«, indvender Hejlskov - og for hende er dét tydeligt nok en indvending. Det magiske nossegreb I Jyllands-Posten overgår Jon Helt Haarder samtlige kolleger i associationsrigdom: Ramsland »synes at have læst« 'Bliktrommen' (Grass), 'Halvbroderen' (Saabye Kristensen), 'Vanillepigen' (Michael) og 'Forestilling om det tyvende århundrede' (Høeg), »foruden Svend Åge Madsen, Tunström, Marquez og hvad de nu hedder«. Så skulle vi da være nogenlunde dækket ind. »Ramsland har godt fat om klunkerne på sin genre«, så selv om romanen ikke er »helt på omgangshøjde med nogle af forbillederne, så er den et godt bud på en roman, der egner sig til hængekøje og strandkant lige nu«, lyder den mærkbart beherskede applaus. Nå, én eller anden forklaring skal der jo være på, at bogen først anmeldes 1. juli, en god måneds tid efter udgivelsen. Og alt for sent til at slå skår i Lars Bukdahls tilfredshed med sit 'litteratursociologiske eksperiment': »Mission accomplished!« trompeterer han i Weekendavisen 8. juli og tilføjer med den grad af beskedenhed, der er så karakteristisk for ham: »Det er selvfølgelig ikke alt sammen WA-anmeldelsens skyld«. Han bliver ikke til at styre til laureatfesten i marts!