Naturlæsning er i virkeligheden en gammel hæderkronet disciplin. Middelalderteologen Thomas Aquinas anbefalede, at vi sideløbende med 'Guds store bog', altså Bibelen, også læste 'naturens store bog', idet vi kun gennem en sådan parallellæsning ville kunne nærme os en fuldgyldig forståelse af Guds mening med sit skaberværk. At naturen rummer et budskab til os, har mennesker vel til alle tider følt, om end en sådan følelse i dag er blevet noget hjemløs, for så vidt som naturvidenskaben standhaftigt benægter, at naturen skulle være interesseret i os. Naturvidenskabens natur er hævet over de menneskelige drømme, længsler og fantasier, der mestendels anses for pudsige levninger, som den darwinistiske evolution af uransagelige grunde har aflejret i vort sind. Næsegrus tillid Man skal dog ikke tage fejl af, at den naturvidenskabelige benægtelse selv har rod i det, den benægter. For oplysningstidens næsegruse tillid til den menneskelige fornufts evne til at begribe naturen hvilede selvfølgelig på en forestilling om, at naturen faktisk var begribelig, at den altså var så velorganiseret, at det gav mening at kende dens love, som de var givet af Gud. Og den forestilling har næppe ganske sluppet os, idet naturvidenskaben den dag i dag med få undtagelser hylder en metafysik, der ser naturen som bestemt af naturlove. Men netop en sådan metafysik var jo, hvad der begrundede 1700-tals-filosofferne Humes, Voltaires og Rousseaus programmer. At naturen, som jeg skrev i sidste uge i min omtale af Peter Taylors bog, skulle være »et uregerligt rod«, kommer vist lige så meget bag på store dele af den moderne naturvidenskab, som det ville have gjort på Aquinas eller på Rousseau. Refleksionen udelukkes Men hvilken evidens er der for Taylors synspunkt? Her kommer vi til et sært træk ved moderne naturvidenskab. Det er ikke videre klart, hvad evidens vil sige. Mange vil nok hælde til det synspunkt, at alt, hvad der ikke er baseret på eksperimentelle undersøgelser, dybest set er spekulativt og falder uden for naturvidenskabens regi. Andre vil måske snarere vægte modelbaserede forudsigelser. Men i begge tilfælde udelukkes filosofisk refleksion fra naturvidenskaben, og det gør naturvidenskaben til en maskine, der ikke kan skifte spor. Viden og virkelighed Spørgsmålet om, hvad evidens overhovedet er for noget, er kort sagt ret påtrængende. Derfor var det med stor nysgerrighed, jeg i den forgangne uge deltog i et tværfagligt seminar på Carlsberg Akademi, der beskæftigede sig med »evidensbegrebet i videnskab og filosofi«. Hovedlæren fra det seminar var, at det er utrolig forskelligt, hvad der anses for evidens på forskellige videnskabelige felter. I sig selv er det stærkt opmuntrende, at man overhovedet i dag kan holde sådan et seminar. For den postmodernistiske lektie om alle teoriers uhjælpelige forankring i mere eller mindre esoteriske forudsætninger har meget længe skabt mistillid til ethvert forsøg på at begrunde en sammenhæng mellem viden og virkelighed. Og en sådan sammenhæng er jo netop, hvad evidens handler om. Basal evidens Jeg hæftede mig især ved filosoffen Søren Harnow Klausens insisteren på, at selv om alle de anvendte kriterier for evidens i praksis var 'betingede', dvs. afhængige af diverse forudsætninger, så lå der dog bag dem alle en kerne af 'basal evidens' - som når jeg holder min hånd op foran mine øjne og ved, at det er min hånd, jeg ser. At naturlovsmetafysikken er brudt sammen, indebærer jo ikke, at enhver realisme dermed er afvist. Det er længe siden, jeg har hørt den slags, og det lover godt for den fremtidige læsning af 'naturens store bog'.