Det var ikke en af de folkekære digtersjæle, der i 2004 blev udvalgt til Poet Laureate. Louise Glück er om ikke eksklusiv, så i hvert fald en digtekunstens publicitysky aristokrat. Det hæderfulde hverv som nationens udvalgte digterstemme bestrider man i USA i et år. Med valget af Louise Glück (udtales Glick) pegede man på en af de mest konsistente og koncentrerede stemmer i ny amerikansk lyrik. Siden debuten med 'Firstborn' i 1968 har Glück udgivet en række digtsamlinger, hvor det er svært at få øje på overflødige ord i den spartansk instrumenterede kompleksitet. Det er næsten som frysetørret kaffe. Først når man hælder kogende vand på, åbenbarer koncentratets natur sig. Usynlig storhed »Fra jeg selv begyndte at læse digte, jeg var vel fire, fem, seks år, betragtede jeg digterne, jeg læste, som mine fæller og forgængere - jeg foretrak fra første færd det mest simple vokabularium«. »Hvad der fascinerede mig, var kontekstens muligheder (...)«. »Det forekom mig, at det enkle sprog (...) har den bedste mulighed for at indeholde den største og mest dramatiske betydningsvariation i de enkelte ord«. »Jeg kunne godt lide størrelse, men jeg foretrak den usynlig«. »Jeg elskede de digte, der så så små ud på siden, men svulmede op i sindet; jeg holdt ikke af dem, der blev blæst hid og did, dem, der skrumpede ind«. Skrev digteren og universitetslæreren Louise Glück i 'Proofs & Theories: Essays on Poetry' (1994) om det udgangspunkt, hun har holdt fast i. Spirituel profeti Ligner de tidlige digtsamlinger til tider en demonstration af det enkle sprogs mulighed for at resultere i indviklede digte, har hun igennem årene opnået en stadig stærkere og mere moden klarhed i mælet. Glück er en digter, der meget bevidst arbejder med at forene det tidløse, mytiske stof med et hudløst personligt udgangspunkt. Mytens arketype, historiske skikkelser og digterens egen familiehistorie, afdækket med hensynsløs ærlighed, bliver spundet sammen i ét stof. Akilleus' hæl og en bitter skilsmisses sidesår bløder sammen. »Digte er selvbiografi (...) og kommentar, den metronomiske skiften mellem anekdote og svar«, har hun sagt. Paradoksalt nok, og Glück elsker paradokset, har fremhævelsen af det 'fjerne' mytiske stof virket frigørende på hendes direkte personlige stemme. Fra og med 'The Triumph of Achilles' (1985) er hver digtsamling blevet ét langt digterisk forløb, hvor digterens inderste er i dialog med det mytisk-tidløse. Digtet som en spirituel profeti. Ethvert menneske som inkarnation af myten. Livet, der med sin værre redelighed skriver sig ind i en uendelig historie. Til at brænde sig på I 'The Wild Iris', som indbragte hende Pulitzerprisen i 1992, er det blomsternes mytologiske naturhistorie, hun er i lag med. Her er havens blomster, mytologiens figurer og gartnerens grønne fingersjæl tre sider af samme sag. Men det er tre andre digtsamlinger, der har ramt mig stærkest. Var 'Triumph of Achilles' en triumf for Glücks brug af det mytologiske spejl, og bogen man brænder sig på, er 'Ararat' fra 1990 banebrydende som portræt af en familie. Rammen er familien på den amerikanske Atlanterhavskyst. Gamle penge og opskyllet hvid-gråt træ. Med en særlig nøgtern brutalitet og sårbarhed skildrer Glück det livslange jalousiforhold til søsteren. Afsættet er den døde far, den døende hero. Ene mand omgivet af garvede kvinder. En central bifigur. Og hele tiden denne indædte, tavse, tilbageholdte kærlighed. Med sine kølige distancer og sine nøgternt ristede fodsåler et familieportræt, der kan måle sig med Bergmans bedste. Endnu et hovedværk kom i 1999, hvor Glück med Dante som fælle og forgænger i 'Vita Nova' afklaret beskriver den midalder, hvor fortiden fylder mere end fremtiden, men hvor fremtiden ikke desto mindre findes. Det samme kan man sige om Louise Glück, der bliver ved med at skrive i et sprog, der aldrig er mindre end millimeterpræcist og menneskeligt aldrig andet end totalt vedkommende.