Første gang jeg bed mærke i økologen Peter Taylors navn, var ved et møde i Leuven i 1996. Taylor slog ved den lejlighed hovedet på sømmet, da han konkluderede, at naturen økologisk set er »et stort uregerligt rod«. Her som i det følgende, må jeg hellere understrege, bruger jeg ordet økologi om videnskaben økologi, ikke om dyrkningsformen. Balance eller forandring Hele idésættet om 'naturens balancer', som er blevet et credo blandt miljøforkæmpere, var fra starten af ideologisk art. Økologer har forgæves søgt at finde en sammenhæng mellem en rig, dvs. varieret eller kompleks, natur og en stabil natur. Balance er faktisk en ualmindelig dårlig metafor for, hvad der normalt foregår i naturlige systemer, der langt snarere er præget af udvikling og idelig forandring. Komplekse økosystemer ser om noget ud til at udvise mindre stabilitet end mere simple økosystemer. Og det er altså - beklageligvis? - svært at finde noget principielt galt ved, at mennesker forenkler naturen gennem skovbrug eller landbrug. Skjulte antagelser Men Taylors konklusion er mere radikal. For hans påstand om naturen som et »uregerligt rod« hviler på en analyse, der gennemhuller hele troen på, at naturens økologiske dynamik kan indfanges gennem modeller, der opdeler den i afgrænsede enheder eller systemer. Grænserne mellem de aflukker af naturen, vi medtager i vore økologiske modeller, vil altid have mere med os selv at gøre end med den natur, hvis dynamik modellerne søger at inddrage. Naturen udviser en uregerlig kompleksitet, i den forstand at den ikke lader sig putte ind i utvetydige kategorier, som kan gøres objektivt operationelle i matematisk eller computerbaseret modellering. Dette er hovedkonklusionen på Taylors nye bog 'Unruly complexity'. Det betyder vel at mærke ikke, at man skal ophøre med at lave modeller af de økologiske sammenhænge, men det betyder, at man må søge at afdække de mere eller mindre skjulte antagelser, modellerne hviler på. Pioneropgave Hvis økologien havde været en socialvidenskab, ville dette have været banalt. Men økologien er traditionelt indplaceret blandt naturens videnskaber, og her er der ikke tradition for at beskæftige sig voldsomt meget med objektivitetens skrøbelighed. Så det er lidt af en pioneropgave, Taylor har påtaget sig med denne bog, og man må håbe, økologerne vil gøre andet og mere med den end at lægge den fra sig med en træt mine. Balladen om Lomborgs bog burde have lært os, at økologien ikke kan undslippe tværfaglighedens morads. Taylor har gjort hele bevægelsen med fra økologiens begejstringsperiode i 70'erne og frem, og folk, der erindrer de dage, vil more sig over analysen af de stærkt ideologiske træk ved Odumbrødrenes energistrømsmodeller fra dengang, som de blev præsenteret i Eugene Odums bog 'Fundamentals of Ecology'. En bog, der vel nærmest havde bibelkarakter for unge med en gryende bevidsthed om 'det økologiske verdensbillede'. Fascinerende uligevægt Økosystemer findes kun i vore tanker, ikke i naturen. Naturen er et vildt sted ganske uden de nette grænser, vi mennesker gerne vil drage, hvad enten vi nu dyrker have eller vi dyrker videnskab. Vi skal selvfølgelig blive ved at drage disse grænser, for ellers kan vi slet ikke arbejde. Blot må vi ikke glemme, at det var os selv, der drog dem. Og til slut skal vi måske lige indskærpe den pointe, at nok er uberørte naturområder ikke i udpræget balance, men den historisk skabte form for uligevægt og skrøbelighed, de besidder, er nu fascinerende og i dyb forstand umistelig. Hvis vi vil bevare deres skrøbelige stabilitet, må vi passe bedre på dem.