Det er med stor sorg og en hel del forlegenhed, at jeg må indrømme, at der er visse utilsigtede fejl, udeladelser og andre unøjagtigheder i mine bestseller-erindringer 'Tims univers'. I kølvandet på de nylige afsløringer vedrørende J.T. LeRoys og James Freys forfatterskaber virker det uundgåeligt, at mine små fejltagelser vil komme frem i lyset, og jeg føler mig derfor forpligtet til at være ærlig og oprigtig over for jer. Desuden har jeg hørt, at nogle journalister er begyndt at være lige lovlig nysgerrige. Jeg mener ikke, at nogen af de små friheder, som jeg tog mig, da jeg skrev mine erindringer, har nogen egentlig indflydelse på værket som helhed, men der er på den anden side et par småting, som I bør vide besked med: Jeg er faktisk ikke sort. Jeg er, så vidt jeg ved, heller ikke nogen kvinde. Hvis der er noget i min bog, som antyder noget som helst andet, så skyldes det en trykfejl. Jeg medgiver, at det var uheldigt, at denne fejl blev forstærket af min beslutning om at stille op til portrætfotografering og forfatterarrangementer i kvindetøj og med sortsminket ansigt. De afsnit af min bog, der handler om Irland under depressionen er, efter hvad jeg har fået at vide fra pålidelige kilder, skrevet ordret af fra Frank McCourts Angelas aske. Jeg kan kun konkludere, at jeg ved et uheld er kommet til at blande mit manuskript sammen med mine notater til erindringsbogen, hvori jeg havde kopieret store dele af andre forfatteres værker, bare for at se, hvordan de var struktureret. Set i bakspejlet burde den omstændighed, at jeg er født 40 år efter depressionen, have sagt mig et og andet. Begge mine forældre lever. Enhver omtale af, at jeg blev forældreløs som 12-årig, er rent metaforisk. Desuden vil mine forældre og deres advokater gerne gøre opmærksom på, at hverken de eller andre medlemmer af min familie nogen sinde har slået og/eller haft kønslig omgang med mig. Jeg troede, at det fremgik klart nok, at de pågældende afsnit af bogen var ment som en spøg. (Det var det, smiley'erne skulle vise). Når man skriver en beretning om virkelige hændelser, kan man sommetider blive nødt til at komprimere eller kombinere visse begivenheder for at opnå den ønskede dramatiske effekt. Jeg gjorde noget lignende i det kapitel af min bog, der handler om min tid i fængslet, jeg gjorde det bare omvendt: Af hensyn til den dramatiske klarhed udvidede jeg en anholdelse for fumlegængeri i 1993 til syv år i Sing Sing for manddrab. Okay, det var ikke så meget en 'anholdelse' for fumlegængeri som en bøde. Nå ja, det var en alvorlig advarsel. Er I så glade? Min storebrors død, den alvorlige depression, som den medførte, og det følelsesmæssige gennembrud, som jeg senere opnåede takket være en engageret psykoterapeut, var ikke noget, der skete for mig, men derimod for Timothy Hutton i filmen 'En ganske almindelig familie', som jeg så i en meget påvirkelig alder, og som jeg kunne have svoret på, at jeg selv oplevede. Det samme gælder afsnittet om, hvordan jeg ved et tilfælde kom til at hacke mig ind i NORAD's computersystem og var lige ved at udløse en verdensomspændende termonuklear krig, men heldigvis fik hjælp af Dabney Coleman. Det stammer fra 'WarGames'. Egentlig burde den omstændighed, at jeg kun kunne huske hans navn som 'Dabney Coleman' have fået mig til at tænke mig om en ekstra gang. Og eftersom folk render mig på dørene med deres 'faktasyge', bør jeg også tilstå, at mit liv i virkeligheden ikke splintredes i en million små stykker. Jeg gik lige tilbage og talte efter. Det drejer sig i virkeligheden om seks stykker. Betragt det som en afrundingsfejl. Oversat af Thomas Harder