»Hvium ligger på kanten af Limfjorden på et af de steder, hvor den drejer ned i en kort buttet arm, og strømmen bliver rolig, nærmest fjern«. Sådan zoomer Ida Jessen ind på tid og sted på den første side af sin ny roman, 'Det første jeg tænker på'. Og det første, vi siden vil tænke om den roman, ser ud til at blive, at den blev et endnu større gennembrud for forfatteren end det første af slagsen, som hun fik i 2001 med 'Den der lyver' - en roman, der også foregik i Hvium. Enstemmig lovsang I hvert fald er avisernes modtagelse af den ny roman ret enestående. Kun én retfærdig tvivler er der i koret, men ellers lyder anmelderlovsangen i denne uge unisont: 'Det første jeg tænker på' er »suveræn« realistisk romankunst om store temaer som »skyld, soning, tilgivelse«. Tragisk ulykke Men skønt stedet er kendt, er næsten alle personerne ny. Det vil først og fremmest sige præsten Lisa, hvis 7-årige søn bliver kørt ned af en lokal flugtbilist. Hendes veninde Birgitte, forfatter på besøg i præstegården og fortæller af hele historien. Lisas mand Frederik, som Birgitte også begærer. Med flere. Men hvor ligger Hvium? I Hvirkeligheden? Dét vender vi tilbage til. Artistisk klamphuggeri Næsten som for at bekræfte, at ingen bliver profet i sit eget fædreland, kommer de eneste tidsler i rosenbuketten netop fra kanten af Limfjorden: Det er »en roman med mange ærinder«, refererer Jens Henneberg afmålt i Nordjyske: Et »eksistentielt problem«, en »lille krimi« og - den eneste egentlige ros - »et håndfast greb i en række udmærkede miljøskildringer fra det lille lukkede samfund«. »De to veninders kaotiske forhold til kærligheden« griber ham vist ikke rigtigt, og »den rosenrøde slutning kunne jeg godt have undværet«, bemærker han, før han ligefrem anholder romanen for dårligt håndværk: »Det er og bliver en kunstnerisk udfordring for forfatteren at holde fast i den valgte synsvinkel. Det er artistisk klamphuggeri at skifte«. Suverænt! Svært at tro, at det er samme håndværk, som udløser følgende modsatte dom: »Hun behersker ubesværet den tekniske side af sagen og skaber derfor en lydefri fiktion«. Men sådan skriver Svend Skriver i Kristeligt Dagblad. »Skyld, tilgivelse og nåde (bliver) de centrale kategorier i fortællingens univers, der altså tydeligt fortolker et nutidigt, hæsblæsende liv i en kristen forståelsesramme«, noterer han yderligere og tilføjer, at romanen er en af de sjældne undtagelser, der »tåler at blive sammenlignet med klassikerne i dansk litteratur uden at blegne totalt i lyset fra fortidens store værker«. Han vrager »nedslidte anmelderfraser« som 'gribende', 'rystende', 'besættende', 'tankevækkende' og ender - efter endt udtrykkelig opremsning! - med»et enkelt adjektiv ... suveræn«. Psykokrimi med efterklang Den vurdering er han altså ikke ene om. Kan Ida Jessen se bort fra Nordjyske - og hvem kan ikke det? - har hun faktisk udsigt til et samlet applauderende anmelderkorps, der dårligt kan få armene ned igen. I »sådan en vuggende, klar og afstemt prosa« får Ida Jessen »sagt så meget slående præcist om menneskets væsen i denne på én gang enkle og dybe roman. Den har en kæmpe resonans og den længste efterklang«, sukker Christa Leve Poulsen f.eks. »tryllebundet« i Børsen: »Hold da op, hvor hun kan røre sjælen«. Jessens »landskabs- og personbeskrivelser er lige så cool og præcise, som den portrætterede jyske provinsverden er klæbrig augustvarm«, supplerer Lilian Munk Rösing. Hun læser i Information romanen dels som »fascinerende psykokrimi«, dels allegorisk som »en eksistentiel spørgen til, hvordan man trods tab holder livsgnisten blafrende«. Lige præcis dét spørgsmål forener, mener Informations anmelder, Jessens tre seneste bøger, »som ellers stilistisk er så forskellige, at jeg er begyndt at anskue hende som en forfatterinde, der er stor på samme måde som de store britiske skuespillere, som man (i modsætning til de amerikanske) ikke kan kende fra film til film, netop fordi de kan deres kunst«! Også Politikens May Schack er fuld af respekt for, »hvor forgrenet en psykologisk skildring Ida Jessen mestrer - alle disse skæbner elegant indfattet i et miljø og et komplekst mønster af gammel smerte og fortid, der sættes i frit spil«. Ida Jessens »psykologiske realisme er i topklasse«, så »selv en garvet anmelder kan oprives, også af den anden gennemlæsning, som måtte til for at få nerverne i ro og danne sig et overblik«. Den lokale Gud Sognepræsten Lisa - romanens ene hovedperson - vil finde flugtbilisten, ikke for straffens, men for tilgivelsens skyld, for han må jo høre til hendes menighed, forklarer flere af anmeldelserne. Men Erik Svendsen i Jyllands-Posten er ene om at forklare, hvordan det fromme projekt rummer en »hævn, der er godt farvet af en religiøs overbygning: Vedkommende skal bede Lisa om tilgivelse«. »Lisa vil være den, der er ovenpå, en lokal Gud, og fra den plads er hun faldet, i og med at sorgen farver alt i hendes liv«. »Forårets bogsæson begynder rigtig godt!«, slutter Svendsen tilfreds i Jyllands-Posten og suppleres af John Chr. Jørgensen i Ekstra Bladet: »Med sin diskret pointerede stil og sine psykologiske dybdeboringer sætter 'Det første jeg tænker på' allerede en uge inde i det nye år en bemærkelsesværdig standard for danske romaner i 2006. Vi er oppe i nærheden af St. St. Blicher«. Tradition og modernisme Lars Bukdahl synes, ligesom May Schack, at »det er hårdt for læsenerverne«, især fordi denne »idylgotik« udkommer så kort tid efter »skilsmissethrilleren 'ABC'« fra august. I Weekendavisen skriver han, at det er »flot, hvordan tonstunge temaer som skyld, soning, tilgivelse, der ved (lige netop) Gud har været behandlet før i dansk litteratur, sættes i intrikat og labyrintisk spil«. »Ubesværet går lurmærket tradition og kantet modernisme og beskidt genretrivi hånd i hånd«, opsummerer Bukdahl og udnævner Ida Jessen til »i dag en af vores mest dynamiske realister - andre navne i den liga kunne være Bent Vinn Nielsen og Hans Otto Jørgensen«. Løgnerens sandhed Men frem for Nielsen og Jørgensen er det måske alligevel Hansen, vi især skal sammenligne Jessen med? Det er flere inde på, Berlingske Tidendes anmelder tydeligst. Hvi ser du skæven i din broders øje, men ikke bjælken i dit eget? spurgte den gamle bibeloversættelse til vores dømmesyge selvbedrag, og det tema er vist også til behandling i Hvium, for historiens fortæller, Birgitte, er ikke blot forfatter med skriveblokering, og som sådan »en løgner og forfører, men også en sandsiger, der afslører sandheden«. Løgneren som sandsiger genkender vi jo, og desto bedre, når »det rumsterer med vanskelige fænomener som skyld, straf, tilgivelse og forsoning« i romanen, der ganske rigtigt »ikke kun har gode mindelser om Pontoppidans stil, men også Martin A. Hansens«. Ja, ikke blot stilen »med en farve- og navnesymbolik, der kan forekomme lige så selvblinkende, som Hansens kan være, men også med et tvetydigt forhold til køn og begær, der snart er livet selv og snart lægger det øde«. Sansemættet og præcist Anmeldelsen i Berlingske Tidende skyldes Lars Handesten, der giver 5 af 6 mulige stjerner for den »kristelige og eksistentielle vinkel på skylden ... som gør hendes roman interessant og udfordrende«. Men også for Jessens uovertrufne evne til at skildre »de psykologiske spil, som vi indgår i«, og give »en sansemættet og præcis beskrivelse af augustdage i en jysk egn, der kan minde om Lovns i Himmerland«. Slap den ud dér? Det er i hvert fald det foreløbig bedste bud på, hvor disse danske hændelser ved vand udspiller sig: Den »korte buttede arm« af Limfjordens vande er Lovns Bredning, og Hvium kunne så f.eks. være Hvalpsund, denne uskyldige flække en spytklat fra Johs. V. og Thit Jensens Farsø og med kun en bette sejltur skråt over til Salling med Aakjærs panoramaudsigter fra bakkerne omkring Jenle? Måske. Hvor i Hverden end Hvium befinder sig: Gud være med den lille bys beboere - de har vist brug for det, hvis man skal tro Ida Jessen.