I sidste uge berettede vi med udgangspunkt i en af Jonathan Safran Foers fransastiske romaner om vor egen ungdoms nytårskanoner. I denne uge skal det helt anderledes litterært handle om afdøde Poul Borums helårskanon, hans såkaldte 'sprøjtekanon', som De formentlig ikke har hørt om før. Den fik vi stukket i hånden på årets bogmesse af poeten Andreas Morgenrødt, der havde den direkte fra tidsskriftet Hvedekorn, som han redigerer. I den opregner Borum, selv engang navnkundig redaktør af Hvedekorn, små tusind forfattere og værker, som man bare bør have læst. Provinsiel tankegang Man skal ikke have studeret listen i mange sekunder, før man må konkludere i hvert fald to ting: 1) Poul Borum må have haft rigtig god tid til at læse. 2) Selve ideen om en dansk kanon er og bliver fantastisk provinsiel. Opvoksende danskere/verdensborgere bør naturligvis kende verdens bedste bøger. Hvorfor nøjes med kun at kende Danmarks bedste? Når det er sagt, kan vi ikke lade være med at spørge os selv om, hvornår det nu lige er, at både nulevende og kommende danskere nu om dage i det hele taget skal få tid til at læse. Altså, sådan for alvor. Tidens tyranni Det kan jo i og for sig ikke undre, at singlemennesket Poul Borum, som boede alene i en stor lejlighed, der rummede 50.000 bind, fik tid til at læse - og bestandigt blev fristet til det. Han var forfatter og kritiker og forfatterskoleleder og alt muligt andet med bogstaver. Han levede af at læse, og der var ingen, der fik lov at forstyrre ham. (Vi har personligt overværet ham skimmelæse og bagefter anmelde tre nye bøger til Ekstra Bladet, mens han lyttede til et foredrag, som han bagefter havde en hel masse hvasse kommentarer til). Men Danmark er ikke et land fuldt af bohemiske solister, der lever uden for tidens tyranni. Om folk, som de er flest, gælder det, at ingen får åbnet en bog mellem kl. 7 og 20. Der stås op, der spises morgenmad, der transporteres, arbejdes, indkøbes, kommes hjem, og der spises aftensmad - og så først bliver tiden fri. Men fri til hvad? Fri monstro til Gilgamesh eller Bhagavad-gita? Fri til digterværker af Kalisda, Lao Tse, Tu Fu, Po Cho-I eller Li Po? No way. Arbejdsløses held Borum, der døde i 1996, nævner ca. 190 forfattere og værker i sin kanon, inden han endelig når frem til år 1900, hvorefter han opregner yderligere syv-ottehundrede stykker. Det lyder smukt og godt og meget opbyggeligt (og pisse elitært), men der er ikke en kinamands chance for, at Hr. og Fru Normalforbruger, heller ikke dem med en akademisk uddannelse, nogensinde kaster sig over Li Po, for de kan meget bedre li' pop, film og tv og alt muligt andet, som er mere afslappende end verdenslitteratur. 'Illiaden' er ikke noget, man læser, det er noget, man tror, man har set i biffen eller tv - med Brad Pitt i hovedrollen. (Vidste De i øvrigt, at det gamle navn for Troja er Ilion, og at det er derfor, at Homers heksameterdigt hedder, som det gør?). Næ, faktisk er der for folk, som de er flest, kun to muligheder for at annamme verdenslitteraturen, og det er, mens de er unge og uden for arbejdsmarkedet, eller når de er gamle og uden for arbejdsmarkedet. Individets dannelse I folkeskolens ældste klasser og i gymnasiet er chancen der for alvor. Problemet er bare, at de fleste er for unge til at kunne få det rigtige udbytte af læsningen. Bevares, Goethe, Kleist og Byron kan man da godt klemme ned i en hormonstruttende 16-årig, men hånden på hjertet: Det kræver ofte en vis portion livserfaring at kapere stor litteratur, og den har teenagere i sagens natur sjældent. Her er vi ved problemets kerne. En vigtig grund til at læse har at gøre med dannelsen af ens eget selv som et livskompetent individ, så egentlig burde alle mennesker være i den rette alder, lad os sige mellem 17 og 27 år, når de for alvor bliver fortrolige med de tankestafetter (verdenslitteratur), som historiens bedste forfattere har sendt i omløb. Men desværre er selv de bedste samfund skruet sådan sammen, at det er i tilværelsens sidste tredje- eller fjerdedel, at folk har tid til at annamme de indsigter om menneskelivet, som de burde være blevet præsenteret for, dengang de var yngre og for alvor havde brug for dem i kærlighed, venskaber, arbejdsliv etc. (Hertil kan man indvende, at man, som det er blevet sagt, også læser for at befolke sin egen ensomhed, og i det perspektiv er det pludselig vældigt forståeligt, at efterlønnere og pensionister tager for sig på biblioteker og i boghandler, men det rokker ikke ved vor grundpointe). Togtid er læsetid Tilbage til Borum, der ikke for ingenting var fremtrædende medlem af Litteraturpolitiet. Kun fem nulevende danske forfattere slipper igennem hans nåleøje: Henrik Nordbrandt, Peter Laugesen, Peer Hultberg, Klaus Rifbjerg og Inger Christensen (sidstnævnte var han i øvrigt gift med i 17 år). Tilbage til døgnrytme og læsetid for Familien Danmark: Tog- og flypendlere har virkelig skudt papegøjen. Mens bilisterne holder i kø, pløjer de sig igennem den ene bog efter den anden. Biltid er altid spildtid i det perspektiv. Togtid er altid læsetid. Tilbage til Li Po, der levede fra 701-762. Der er 13,5 millioner henvisninger til den kinesiske gutter- og digtermand på Google. Tjek ham selv. Nu eller efter kl. 20, hvor tiden er din egen. Quiz 1: »Gode dage hvor vi suger ord haps, ind i munden som sorte saltpastiller klistrer dem sammen til mønstre og læser«, fragment fra hvilket dansk skoledigt? Quiz 2: »Narret var han blevet. Han ømmede sig af raseri. Han rev totter ud af håret. Han kastede bøger fra reolen rundt i rummet. Han knuste den blå vase. Han flængede aviser«. Hvilken dansk forfatter? I sidste uge efterlyste vi ophavsmanden bag følgende citat: »Kun med hjertet kan man se rigtigt«, sagde den lille ræv. »Det væsentlige er usynligt for øjet«. I quiz 2 søgte vi titlen på en svensk fortælling der indledes således: »For mangfoldige år siden, da byen Florens nylig var blevet republik, levede der i byen en mand, som hed Raniero di Ranier. Han var søn af en våbensmed ...«.Prinsen og Ranieri Kære Bibliopat. De to quizcitater er fra to fremragende fortællinger, som man ikke bare bliver klogere af at læse, men også et bedre menneske. Det første er fra Antoine de Saint-Exuperys 'Den lille prins', hvor ræven belærer den lille prins om, hvad det er, der virkelig har værdi her i livet, nemlig det, man ofrer sin tid på. Det andet citat er fra Selma Lagerlöfs Kristuslegende 'Flammen', hvor Ranieri viser sig at være et egocentrisk, dumt svin, der håner og udnytter alt og alle. Hans kone Franceska får til sidst nok og rejser hjem til sine forældre. Et korstogstogt ændrer fuldstændig Ranieris liv. Han er med til at besejre muslimerne, men efter sejren får han øje på en flamme og beslutter sig på trods af de andres hån for at transportere den hjem. Efter en lang og farefuld færd kommer han til Florens, uden at flammen går ud en eneste gang. Franceska tilgiver sin mand, da hun erfarer, hvad han har bedrevet. Ja, så kan man jo bare spekulere på, hvad flammen er et billede på! Venlig hilsen Per Sønderskov Fars yndlingscitat Kære Bibliopat. Citat 1 var min fars yndlingscitat, som han skrev i alle hilsner til gamle elever. Han var forstander på en efterskole, og i det hele taget blev Saint-Exuperys 'Den lille prins' flittigt brugt i højskolebevægelsen. Jeg har også selv brugt det meget i mit teaterliv, og måske har jeg det som motto, står jeg lige og grubliserer over - ja, jeg tror det. Tak for en herlig afvekslende side, jeg er spændt på at se, hvad der kan findes på i det kommende år. Mange hilsner Gunhild Brethvad, 2200 N Tillægsquiz! Kære Bibliopat. Quiz 1 var en god anledning til at finde 'Den lille prins' frem. Tak for det. Over for quiz 2 måtte jeg give fortabt. Inden jeg så, at det skulle dreje sig om en svensk forfatter, troede jeg, at jeg var tæt på løsningen - men hverken Blixen eller Ørum er særligt svenske, så ... Men nu vi er ved de gode, gamle dage: Hvem skrev fortællingen 'Dødsdømt', der indledes med: »Det lille Landskab Megaris, der paa den ene Side grænser til Attike og på den anden til Isthmen, havde en Gang været saa godt som den eneste doriske Fristat paa Fastlandet«? Med venlig hilsen Bjørn Ørding-Thomsen, Nexø Efterlysning! Kære Bibliopat. Jeg har engang hørt om en bog hvori en mand (muligvis en boghader) tilbereder mad lavet på ild fra diverse litterære værker. En stuvning på Shakespeare f.eks. Er der nogen der kender denne bog?! Jeg har søgt den i flere år. Mvh A. Morgenrødt Fjodors fanklub Kære Bibliopat. Tillykke - om jeg så må sige - med 'Brødrene Karamazov'. Jeg sender en venlig tanke til gamle pastor Due ved Marmorkirken, som i nogle af vore religionstimer på Sankt Jørgens Gymnasium læste højt af selv samme bog. Gad vidst, om man kunne det i dag og derigennem hverve medlemmer til Dostojevskijs 'fanklub'. Nå ja, quizzen! Den i spørgsmål 2 efterlyste fortælling er 'Flammen', en af Selma Lagerlöfs 'Kristuslegender' fra 1904. Helt fint, at Lagerlöf har fået en renæssance i Danmark. Så skidt med, at hun ifølge kilderne, så længe hun kunne, hindrede, at Johannes V. Jensen fik Nobelprisen. Godt nytår, Daniel Radtleff, Hørve