At lede efter forsvundne kunstværker er som at lede efter den berømte nål i høstakken. Bortset fra at ingen helt ved, hvordan nålen ser ud, og at den formentlig har skiftet farve og måske også størrelse undervejs. Og at der er hundred- eller ligefrem tusindvis af høstakke. Her taler vi nemlig ikke om kunstværker, der 'bare' er blevet stjålet, men dem, der ganske enkelt er forsvundet. Gået ud af en af historiens sidedøre og aldrig kommet ind igen. Måske vitterlig forsvundet i eksempelvis en brand, men tit også bare glemt på et loft eller i en ukendt samling et sted. Det sidste var tilfældet med barokmaleren Michelangelo Merisi da Caravaggios 'The Taking of Christ', et maleri til en værdi af måske 300 millioner kroner, der blev fundet i Dublin i 1990. Kopi eller ægte? Det er genopdagelsen af det maleri, denne artikel handler om. Men historien begynder et helt andet sted, nemlig i Rom, hvor Caravaggio malede de fleste af sine billeder. Her blev den 24-årige kunsthistoriestuderende Francesca Cappelletti og en veninde fra studiet i 1989 involveret i et forskningsprojekt om Caravaggio. Projektet skulle endegyldigt afgøre, hvilket af to meget ens billeder af Johannes Døberen som dreng der var af Caravaggio, og hvilket der var en kopi. De fleste eksperter var med årene blevet nogenlunde enige om, hvad der var hvad, men der var enkelte tvivlere, og det var derfor et udmærket projekt at prøve et par talentfulde studerende af på. Ukendt i sin levetid At der overhovedet kunne være tvivl om, hvilket af malerierne der var den ægte Caravaggio, skyldes en kombination af to faktorer. For det første, at Caravaggio blev hyppigt kopieret i datiden, og at der derfor er talrige kopier af mange af hans værker. For det andet, at selv om Caravaggio i sin levetid var en af Italiens højest betalte malere, blev han blev næsten glemt kort efter sin død i 1610. Allerede i 1700-tallet blev Caravaggio regnet som en forholdsvis ubetydelig maler, og det var først i midten af 1900-tallet, at han for alvor blev genopdaget. I dag er han en af verdens mest anerkendte malere, hvis malerier går for trecifrede millionbeløb, og som selv verdenskendte museer som National Gallery i London praler med. Men i de mellemliggende århundreder er mange af værkerne blevet væk, og der er opstået tvivl om ægtheden af en række andre, herunder altså billederne af Johannes Døberen. Forsvundet i århundreder Francesca Cappelletti og hendes venindes opgave var at lede efter kvitteringer eller omtaler af Johannes Døberen-billedet, så man kunne rekonstruere maleriets historie, siden det blev malet. Jagten førte de to gennem talrige af Roms gamle arkiver, og de endte i den gamle romerske adelsfamilie Matteis familiearkiv i et gammelt nedslidt palads i den lille by Recanti ikke langt fra Adriaterhavet. Her ramte de til gengæld guld. Ikke bare fandt de beviser til at afgøre striden mellem de to Johannes Døberen-billeder, de opdagede også noget endnu mere spændende. Nemlig at familien Mattei i sin tid også havde ejet Caravaggios maleri 'The Taking of Christ'. Et uhyre berømt billede, der havde været forsvundet i århundreder. Caravaggio havde malet billedet i 1602, 10 år efter han var ankommet til Rom, og fem år efter han var blevet opdaget af sin mæcen, den stenrige og meget kunstinteresserede kardinal Francesco Del Monte. Talrige kunstnere havde siden ladet sig inspirere af 'The Taking of Christ', men selve billedet var forsvundet under Caravaggio-anerkendelsens lange dvale. Ny teori Men nu begyndte brikkerne at falde på plads. Francescas opdagelse passede perfekt ind i en teori om billedets skæbne, der var blevet fremsat 20 år tidligere. Den gik ud på, at et maleri betegnet som 'The Imprisonment of Christ' af den hollanske Gerard van Honthorst, som familien Mattei i 1802 solgte til en rig skotte ved navn Wiliam Hamilton Nesbit i 1802, i virkeligheden faktisk var Caravaggios 'The Taking of Christ'. Noget der jo pludselig virkede betydeligt mere sandsynligt nu, hvor det viste sig, at familien Mattei rent faktisk engang havde ejet det berømte billede. Solgt på auktion Opildnet sporede Francesca Cappelletti derfor familien Nesbit, der imidlertid viste sig at være uddød. Den sidste Nesbit-arving, Mary Georgina Constance Nisbet Hamilton Ogilvy, havde i 1921 solgt de seks billeder, hendes forfader havde købt af familien Mattei i Rom godt 100 år tidligere. National Gallery i London havde fået tilbudt billederne, men havde takket nej til de fleste, herunder den mulige Caravaggio, som derpå var blevet solgt på en auktion i Edinburgh i 1921. Kataloget, som Francesca opsporede en kopi af, røbede ikke mere, og hvad værre var, viste det sig, at auktionsfirmaet havde brændt oversigterne over, hvem der havde købt billederne. Og dermed - så tæt på og dog så fjernt - gik Francescas spor endegyldigt koldt. Men det gjorde historien om Caravaggios 'The Taking of Christ' ikke. Sort af støv For blot en måned efter at Francesca Cappelletti skuffet forlod kontoret i Edinburgh i begyndelsen af juli 1990, stødte en konservator ikke ret langt derfra ind i sit livs lykketræf. Hans navn var Sergio Benedetti. En 47-årig italiensk konservator med kone og to børn, som de seneste 13 år havde arbejdet på Irlands nationalgalleri. Et beskedent museum uden nogen store mesterværker og med blot ti ansatte inklusive bogholderen og en deltids pr-medarbejder. Ikke just nogen drømmestilling for en ambitiøs konservator, og Benedetti var da også på mange måder en skuffet mand, der ikke var blevet til det, han drømte om. Caravaggio var hans store passion, men der var langt mellem snapsene i Dublin, og hans oprindelige håb om at finde store kunstskatte på Irland havde vist sig utopisk. Lige til den dag i august 1990, hvor museets vicedirektør Brian Kennedy bad ham hjælpe med at vurdere nogle malerier i et lille jesuitisk kloster, der lå i nærheden af museet. Klosteret husede 14 munke, og mens de gik derhen, fortalte Kennedy, at han mente, der var et enkelt af billederne, som muligvis havde en vis værdi. Det var der. Maleriet, Kennedy talte om, var næsten helt sort af støv, sod og fedt og var formentlig ikke blevet renset i mere end et århundrede, men det tog ikke Benedetti mange minutter at øjne muligheden for, at dette virkelig var Caravaggios 'The Taking of Christ'. Ganske vist havde hverken han eller nogen anden nulevende kunstekspert nogensinde set det forsvundne billede, men det var et af Caravaggios allermest kopierede værker, så han vidste nogenlunde, hvordan originalen havde set ud. Benedetti afslørede ikke noget over for pastoren og aftalte blot, at han ville rense billedet på museet og se nærmere på det. Et overmalet øre Allerede på vejen hjem røbede han imidlertid over for Kennedy, at han troede, at der var tale om et berømt billede af Caravaggio. Og da han i løbet af de næste uger begyndte at rense billedet, blev hans mistanke til noget nær sikkerhed. Ikke bare mindede penselteknikken også på tættere hold om Caravaggios, et par centimeter over Judas' øre kunne man ane et tidligere, overmalet øre. Et hint, der pegede uhyre klart i retning af, at dette vitterlig var originalen, eftersom kopisterne ikke ville have haft behov for at foretage sådanne ændringer. Men hvor kom maleriet fra, og hvordan havde det lille kloster fået fat i det? Museet begyndte forsigtigt at udspørge jesuitterne om billedet, som de anslog havde en værdi på et sted mellem 300 og 400 millioner kroner. Det viste sig at være blevet doneret til jesuitterne i begyndelsen af 1930'erne af en kvinde ved navn Marie Lea-Wilson, men hvordan hun havde fået billedet, forblev et mysterium. Var det hende, der havde købt det på auktionen i Skotland i 1921, eller havde hun fundet det i en lokal antikvitetsbutik? Dét lykkedes det hverken Benedetti eller andre at opklare, men at sporet på den måde ikke kunne føres helt tilbage til familien Mattei i Rom, forhindrede ikke de eksperter, som det irske museum diskret fløj til Dublin, i at bekræfte, at der vitterlig var tale om en ægte Caravaggio, og i november 1993 - godt tre år efter at Benedetti havde fundet billedet - præsenterede museet mesterværket. Mere end 200 år efter at det var forsvundet.