Så er de Vise mænd fra Vesterland sejlet fra Konstantinopel og ud på Det Middellandske Hav med kurs mod Rhodos og siden Alexandria. Deres 'frankiske' tøj er ladt tilbage, nu er de tyrkere fra top til tå. På Rhodos får de kun takket være behjertet hjælp fra en kapucinermunk adgang til den franske konsul, som ser på deres tyrkiske klæder og antager, at de er sømænd og ballademagere. Stjålne tøfler Senere må von Haven lide den tort, at en tyrkisk musikant stjæler hans fine nye tøfler (man skal jo ustandselig tage dem af!), men han skriver dog storsindet, at »ieg var glad, at han endda havde efterladt mig hans gamle«. Carsten Niebuhr skriver i sin dagbog: »Hvis vi herfra var vendt tilbage til Europa, ville vi ikke have sagt meget godt om morgenlændingenes vane med at stille tøflerne ved døren«. »Men da ingen i vores selskab så vidt jeg ved senere har oplevet noget lignende, så tillægger jeg ikke denne lille episode nogen videre betydning«. Mordplaner? Større betydning tillægger Niebuhr og de øvrige en apotekerregning fra Konstantinopel, som ekspeditionens læge har fået i hænde sammen med et uhyggeligt medikament: von Haven har købt arsenik. Der står ikke en lyd om det hverken i Niebuhrs rejsebeskrivelse eller von Havens dagbog, men her har Thorkild Hansen på sine fjorten dages research i Rigsarkivet gjort et godt job og fundet det brev, som ekspeditionen (minus naturligvis von Haven) sender hjem til København fra Rhodos: De er skrækslagne over, at filologen nu medbringer arsenik nok til »at udgøre det sidste måltid for to regimenter«. Og den skikkelige Niebuhr skriver minsandten i et egenhændigt brev til gesandtens sekretær i Konstantinopel, at »Skulde jeg være så ulykkelig at blive udsat for et så skammeligt attentat, håber jeg, at jeg som officer kan hævne misgerningen«. Anspændt stemning Ville filologen virkelig myrde de andre? Det er ikke til at vide. Sikkert er det kun, at det troede de andre faktisk. Så stemningen er er anelse anspændt, da de efter en vellykket sejlads når til Egypten - og faktisk begynder at arbejde. Niebuhr med sine opmålinger (hans kort over Kairo er så nøjagtigt, at der er gyder, som kan følges den dag i dag); naturvidenskabsmanden Forskål med sine indsamlinger og beskrivelser af dyr og planter; Frederik von Haven med sine sprogstudier og indsamlinger af manuskripter. Uhyrlige Steenhobe Og pyramiderne: »Man falder i Forundring og endnu mere en art Skræk at see første Gang disse uhyrlige og unaturlige Steenhobe«, skriver von Haven, og det bliver ikke bedre af, at han under et heroisk besøg i den store pyramides indre sitter fast i hullet ind til et gravkammer og ikke kan »avancere længere; ieg raabte til Araberne at slæbe mig op ved Beenene«. Men så indstiller han også undersøgelserne og opgiver at bestige hverken den ene eller den anden pyramides ydre: »Jeg var efter denne Expedition saa træt, at ieg for denne Gang maatte renoncere paa denne Curiositæt«. Sfinksen ser i øvrigt ikke for godt ud, skriver von Haven: »De dumme Muhammedaner, som ere hadere af alle smukke Kunster, have skamferet og skiændet Ansigtet saa meget de have kundet«. I det hele taget er han omgivet af arabere, »som passede paa om der var leylighed til at æde eller stiæle«. Og efter en enkelt dags møje (hjemme på hotellet kl. 4) konkluderer filologen, at han næppe har observeret noget særligt og heller ikke agter at gøre det: »Man kand jo ikke see alting paa engang«. Fatal forskel Niebuhr går noget anderledes til sagen. Han måler og beskriver, han klatrer helt op til toppen af et par pyramider »for at se det skønne prospekt som så ofte er beskrevet«. Og så lykkes det ham faktisk at komme i decideret slagsmål med en beduin, som vil plyndre ham. »Jeg skal ikke nægte at jeg i første omgang troede at være døden nær«, skriver den gode mand og konkluderer. »Araberne er ikke så frygtelige som vi europæere almindeligvis finder dem inden vi kender deres måde at tænke på og kan tale deres sprog«. De to herrers meget forskellige tilgang til morgenlændingene er ved at ligge i et fast mønster. Det skal blive fatalt, når de kommer ud i ørkenen til Sinai-klostret. For her nytter ingen Niebuhr - her er det von Haven, som skal løse opgaven. Og han har i Kairo glemt noget, som han ikke skulle have glemt.