Ørkener er ikke nemme at finde rundt i, Sinai slet ikke. Israelitterne for vild i fyrre år, og de havde endda en sky foran sig som guide. Professor von Haven har også en sky af guider, hele tre forskellige 'sheiker', som han siger, fra tre forskellige ørkenstammer, men det kniber med forståelsen og fordrageligheden. Sheikerne kan da godt vise de opdagelsesrejsende forskellige tegn indridset i klipper hér og dér, men de opfatter dem som mirakuløse fænomener, der af de rette troldmænd kan transformeres til guld og rigdom, hvis de bortføres. »Det hialp ikke meget, at vi forsikrede, at alt dette var Snak og Overtroe«. »Den øverste Scheick spurgte mig gandske hidsig, om vi ikke vare af dem, som kunde lade Skyerne regne, naar vi vilde«. »Ieg sagde ham, at han var gal og forrykt i hovedet, og at ieg for denne gang ikke meere vilde snakke med ham«. Vand og vin Von Haven er gram i hu, og det bliver ikke bedre af, at sheikerne hele tiden synes, at både de selv, deres ledsagere samt store mængder familie og venner, der dukker op trindt omkring i ørkensandet, skal spise med af den danske professors medbragte forsyninger. »Vi fik strax Dispyt med Araberne om vor Provision«, skriver von Haven, og selv Carsten Niebuhr synes godt nok også, at det er vældigt, så gæstfrie sheikerne er over for deres talrige familie. Men Niebuhr var ikke Niebuhr, hvis ikke konklusionen lød: »Dog er det ikke bare når det kan ske på bekostning af en fremmed at araberne er så gæstfrie«. Niebuhr synes her på Sinai-turen, som jo ret beset er von Havens projekt, at have et vist blik for den rasende professors charme. Nok noterer han, at »min rejsefælle ville ikke nedlade sig til at stille sig på lige fod med beduinerne og fik derfor indimellem et forkert eller ligefrem ubehageligt svar på sine spørgsmål«; men han synes også, det er lidt sjovt, når beduinerne i én af de talrige disputter truer med at afskære de lærde vesterlændinge fra at få vand, og von Haven så svarer, at det kan være helt ligegyldigt, for vesterlændinge er ikke vanddrikkere, de er vindrikkere. Det store slag Professor von Haven er før, under og efter rejsen ærligt og redeligt »i en stor Tvivl, om vi have seet det rette Bierg eller ikke, om Araberne have bedraget os eller ikke«. Men da de når frem til Sinai-klostret, Sankt Katharina, er ingen tvivl mulig: Her befinder sig, bag tykke mure, de største rigdomme, en bibel- og sprogforsker kan tænke sig: de ældste bibelmanuskripter. Nu skal det store slag slås. Man kommer kun ind i klostret ved at blive hejst op over muren. Munkene taler ud gennem »et Hul igiennem Muren, men saa dybt, at Munken inden for maatte ligge ned for at tale derigennem«. Von Haven rækker sit adgangsbrev ind gennem muren - det er skrevet af den tidligere græske patriark, som har boet i klostret i tre år. Ganske vist er han ikke patriark længere, men mon ikke det går? Von Haven har i Kairo flere gange truffet den nuværende patriark, men han var bortrejst, lige da den danske professor kom i tanker om at bede om brevet. Uforrettet sag Munkene rækker brevet uåbnet tilbage, »saasom Brevet ikke var fra deres Reis, det er deres Erkebiscop«. Punktum. Danskeren kommer ikke ind til de dyrebare manuskripter, et hovedmål for ekspeditionen til Det Lykkelige Arabien. Ak: »Da det ikke var mueligt at komme ind i Clostret; saa bad ieg ham at man i det mindste vilde sælge os for Penge nogle Levnets Midler, saasom næsten al vor Provision var opædt af Araberne«. Og så åbner von Haven selv det forseglede, nyttesløse brev: »Jeg fandt derudi, at Closteret har to Bibliothek (...) desuden Codices Membranaceos, ældgamle Codices [håndskrifter] af Evangelisterne (...)«. »Saameget derfor, som det krænkede mig, at vi maatte uden Provision eller ringeste Soulagement Gaae bort igien; saa fortrød det mig endnu meer, at ieg maatte lade alle disse Codices ubeset«. Menneskelige mennesker Professor von Haven og den danske ekspedition til Det Lykkelige Arabien har nået sit hovedmål - og opgivet det. Professoren er træt og sulten og vender straks næsen mod Suez. Carsten Niebuhr, derimod, bestiger først Sinai-bjerget, tegner forskellige prospekter og får på hjemrejsen afskrevet en del inskriptioner. 26. september står de to vise mænd fra Vesterland igen ved Det Røde Hav efter tyve dages rejse i ørkenen. Og nu gør de akkurat, hvad israelitterne engang gjorde på flugt fra Farao, blot i modsat retning: De spadserer over havet. Det kan man nemlig, når det er ebbe. Man behøver faktisk hverken Moses eller mirakler. Carsten Niebuhr får det sidste ord. Det er fra indledningen til hans 'Rejsebeskrivelse': »Jeg var tilfreds med at finde araberne akkurat lige så menneskelige som andre sædelige nationer, og jeg har i alle de lande jeg har besøgt, haft behagelige og ubehagelige dage som enhver rejsende må forvente det«.