Christian von Haven var stjernetosset. Man ville sende ham til Det Lykkelige Arabien via Trankebar: Med skib syd om Afrika, over til Indien og så først tilbage til Arabien! En vanvittig rundrejse uden anden begrundelse, end at der var fast skibsfart til den danske koloni og dermed gratis skibslejlighed. En fedtet idé undfanget i hovedet på »uforfarne Mænd, som ikke selv have reyst og heller kiende Verden«. Og så var der tilmed et medlem af ekspeditionen, den purunge tyske landmåler og astronom Carsten Niebuhr, som fandt ruten omkring Afrika udmærket, fordi han mente at ramme tidspunktet for »Veneris Igiennemgang igiennem Solen paa de Coromandelske Kyster« og altså kunne observere en venuspassage. Men von Haven svor »at dersom ieg skulde vove mit Liv for en Venus, saa skulde det ikke være for den, som sad på himmelen«. Ubesvarede spørgsmål Von Haven fik sin vilje, ruten blev lagt logisk over Konstantinopel, Kairo, og ned gennem Rødehavet. Men først skulle de med skib alligevel, søfartsnationen kunne ikke tænke sig andet. De måtte sejle med orlogsfartøjet 'Grønland' til Marseille, de fem unge danske forskere, som Frederik V sendte af sted for at besvare »mange spørgsmål der stadig findes om orientens geografi, oldsager og naturhistorie, som især bibelforskere gerne vil have afklaret, men som ikke kan besvares på anden måde end af en, der gennemrejser Palæstina og Arabien...«. Fordærvet moral Det var ekspeditionens egentlige idémand, den tyske bibel- og sprogforsker Johan David Michaëlis i Göttingen, der havde formuleret rejsens instruks. Michaëlis var også von Havens lærer og formynder, dén som fik ham udpeget til ekspeditionen og sikret både en flerårig forberedelsesperiode på fuld løn (bl.a. et års arabisk-studier i Rom) samt en professortitel. Von Haven skriver om denne sin godgører, at hans »Moralske Character er den allersletteste en Lærd Mand kan have. Hans ondskab imod andre, han offentlige Medisance, hans Giærrighed, hans Forfængelighed, hans Pralerie ...«. Og så videre. Stridigheder Thorkild Hansen skriver i den berømte indledning til 'Det lykkelige Arabien': »En vindstille vintermorgen, den 4. januar 1761, bliver et rejseklædt selskab på fem mand roet fra Toldboden og ud på Københavns rhed«. Hvilket faktisk ikke er helt rigtigt, for af von Havens dagbog fremgår det nemlig, at et af ekspeditionens medlemmer, svenske professor Forskål, var gået om bord på Grønland allerede dagen før. Til gengæld har Hansen nok aldeles ret i, at »den lille gruppe allerede på dette tidspunkt« er »splittet i bitre indbyrdes stridigheder«. Og von Haven var tilmed ond i sulet over, at kongens embedsmænd havde været forsigtige med at udbetale hans rejsepenge: »Da ieg endelig fik mine penge maatte ieg i hui og hast kiøbe alting, og uden at have udrettet noget til min fornøyelse gaae fortrædelig om bord«. Niebuhr, derimod, er som mariehønen evigglad: »Vi så straks i begyndelsen at denne sørejse ville blive så bekvem og behagelig for os som muligt«. Hvorpå orlogsskibet Grønland brugte tre måneder på at rode rundt i Kattegat og Skagerraks storme. Tre gange vender man tilbage til Helsingør med forrevne sejl og knækkede master, Niebuhr konstaterer forstående, at Kronborg kun saluterede første gang, men skriver i øvrigt, at det ikke »bekymrede os meget, da man på søen må tåle den slags ubekvemmeligheder«. »Vi beklagede kun en matros der i denne storm var faldet fra råen ned i havet og på grund af nattens mørke og de voldsomme bølger ikke kunne reddes«. Søsyge Men von Haven hadede havet: »Jeg fordærvede min Mave, tabte appetitten, kunde ikke mere spise rugbrød (...) og blev i et par dage ganske guul og mager«. Desuden serverede skibskokken hver aften »Vandgrød, hvoraf enhver var saa kied, som Katten af Senep«. Så allerede efter et par forgæves sejladser konstaterede von Haven, at Kongen ikke var »tient med, at vi creperte«, så han stod simpelt hen af i Helsingør og fik lov til at rejse over land til Marseille, mens de andre fortsat forsøgte søvejen. Niebuhr: »Hr. von Haven hvis natur slet ikke kunne vænne sig til søen ... forlod omgående skibet den 17. februar ... Aldrig, heller ikke i den stærkeste storm, har jeg mærket noget til den såkaldte søsyge«. Godt for Niebuhr. I fjerde forsøg blæste de helt op til Islands kyster, før de omsider helt henne i april fik vendt skuden og sat den rette kurs sydpå mod morgenlandene. Da var von Haven for længst på vej til Marseille med hest og vogn, men stadig rasende. Allerede 6. april fik han lejlighed til at trække pistol.