Så var ekspeditionen samlet igen. Midt i maj anduvede Carsten Niebuhr og de tre andre som var sejlet med det gode krigsskib 'Grønland' Marseille, og von Haven var ankommet ad landvejen via Paris og Lyon i ro og mag. Skibet havde alt i alt været fire og en halv måned om turen, mens von Haven ned gennem Tyskland og Frankrig skiftevis havde nydt livet og raset over menneskenes dårskab. Nu for eksempel den unge kusk et sted i Westphalen, som nægtede at køre, før von Haven til vognens ejer havde betalt nogle kørepenge, som danskeren fandt for høje. Von Haven skriver: »Jeg tog min Pistol frem og presenterte dem begge med ordre til den eene at holde sin Mund, og til den anden at kiøre. Ieg blev strax adlydet, og Disputen var til ende«. Skrækkelig musik Den bibelske sprogforsker ser ellers sig selv som en fredens mand, der for eksempel på et værtshus i Düsseldorff »skandaliserer sig« over at se en katolsk pater drikke en jomfru under bordet og til sengs, men alligevel lader pateren (da han returnerer fra sengen) slippe med skrækken: »Han var et animal disputax [diskutere-dyr, red.], og dersom ieg havde været af samme Natur, saa havde vores Samtale ikke let endtes saa fredelig som den giorde«. Og mens det meste af ekspeditionen til Arabien sejler rundt i Nordatlanten, sidder von Haven i Paris og spiser store middage, mødes med ingen ringere end matematikeren d'Alembert, ser teater eller hører opera. Den fredelige mand skriver: »Jeg havde lige så gierne hørt den Musique, som man faaer naar man kniber et Sviin i Øret (...)«. »Intet er saa pitoiable, saa affreux saa detestable, som fransk Opera«. På bytur Vel ankommet til Marseille, om end forskrækkeligt forkølet, har han en uges tid til at kurere på sig selv og gå på komedie og den slags, før han får den lidt irriterende besked, »at Skibet Grønland var ankommen. Ieg ønskede at det endnu havde bleven borte i 14 dage«. Niebuhr skriver på sin side: »Vi tog ind til byen hen under aften og havde fornøjelsen af atter at møde vores rejsefælde hr. von Haven (...) «. Og sådan set har man hos von Haven også indtryk af, at han fornøjer sig i Marseille, f.eks. ekviperer han sig med »en Sommervest af Bomuld og Silke, rød bund med smaae guldblommer« og »Et par hvide silke Strymper af det bedste slags«. Til gengæld skriver han ikke et ord om den svenske naturforsker, professor Forskål, der nu har nået Marseille pr. skib sammen med de andre. Von Haven synes åbenbart ikke, han vil betro sig til dagbogen om den strid mellem de to lige heftige professorer, som skal vise sig at blive direkte livstruende. Disput om en kronprins Men her har Thorkild Hansen så været så ufin at læse alle mulige andre dokumenter vedrørende rejsen end lige netop dagbøgerne, og heraf fremgår det med al tydelighed, at en af de første aftener i Marseille røg Forskål og von Haven ubodeligt i totterne på hinanden. Det foregik under en genforeningsmiddag ude på krigsskibet, og anledningen var en disput om politik: den nys udnævnte svenske tronfølger, som ikke var blevet den danske kronprins, men den svenske Adolf Frederik. Hansen skriver: »Efter von Havens opfattelse var der her begaaet en grov fejl, og han tager derfor ikke i betænkning at stemple den mand, der har begået den, lederen af det svenske hatte-parti, den fornemme grandseigneur og overhofmarskal ved det svenske hof, Karl Gustaf Tessin, som 'en infam person'«. Det ville svenske Forskål ikke finde sig i, han var lige så meget af et animal disputax som von Haven, og så sad de dér på skibet i Marseille i en kun alt for klassisk dansker/svensker strid og forpestede rejseklimaet til Det Lykkelige Arabien. Carsten Niebuhr kunne senere resumere i et brev til den danske gesandt i Konstantinopel: »Paa krigsskibet gik alt i stykker«. For resten ved Thorkild Hansen ikke, hvad der virkelig blev sagt under skænderiet. Og vi andre får det først at vide hos von Haven, da dramaet bliver oprullet i Konstantinopel. Vores vise mænd fra Vesterland afsejler foreløbig fra Marseille 3. juni 1761. Professor von Haven er atter til skibs, og allerede før, de lægger fra kaj, noterer han: »Jeg befandt mig meget ilde; der gik Søe og stærke Dynninger, og jeg havde forkølet hovedet undervejs«.