Har De nogensinde set den københavnske nytårsaften oppe fra luften? Det har Deres Bibliopat. Da han var lille, boede han på tiende sal i et højhus, som i forvejen var placeret på et af storbyens højere punkter. Fra hans værelse kunne man se til Sverige og også alt det imellem. Indtil han for nylig og for længst forklædt som voksen læste 'Alt bliver oplyst' af Jonathan Safran Foer, gik han stadig rundt og troede, at nytårsnattehimlen måtte være den kraftigst illuminerede i løbet af et år, men det er helt forkert. Det viser sig, at den kopulatoriske energi, som folk udfolder hele året rundt, men nogle dage og nætter mere end andre, er en meget stærkere energikilde. »Ude fra universet kan astronauterne se folk, der elsker, som en lysprik«. »Ikke direkte et lys, men en glød, man godt kan misforstå som et lys - en coital stråling, som det tager flere generationer at filtrere ud af mørket - som honning - til astronauternes øjne«, konstaterer nemlig Foer, og hvem kan lade være med at tro på en påstand, der er formuleret så smukt? Vi kan ikke. Sexet fyrværkeri Efter lang tids eftertanke er vi kommet til den konklusion, at Foers opdagelse udgør en overset libidinøs forklaringsnøgle, som gør det muligt at forstå, hvorfor fyrværkeri virker så dragende, at tusindvis af vore læsere, altovervejende den mandlige halvdel, f.eks. i aften vil rende rundt ude i nattekulden og tænde lunter med en cigar. Hidtil har vi troet, at kærligheden til fyrværkeri har at gøre med, at det er elementært underholdende at lytte til brag og se på fantastiske farver på himlen, men nu indser vi, at det er for fattig en forklaring. Foer, der har den geniale forfatters evne til at aftappe sandheder fra den polymorfe hjernegrød, som C.G. Jung kalder det kollektivt ubevidste, minder om, at affyringen af knaldfyrværkeri i bund og grund er en seksuel handling. Kameler og franskmænd Det giver en helt ny vinkel på Bibliopatens ungdom, hvor der blev affyret groteske mængder af kinesere, kanonslag og raketter. Fyrværkeri var primært en affære for præpubertære hankøns-teenagere, der var lige så modne udi indkøbt og hjemmelavet krudt, som de var uerfarne ud i kønslivets hormonelle ditto. Miljøet var udpræget kompetitivt, vi taler om en drengeverden, hvor tidsåndens mulige frisind forblev i de voksnes rige. Er det med inspiration fra Foer helt ved siden af at anskue fyrværkeri blandt sådanne drenge som en måde at afprøve/udøve/træne manddomskraft på? Selvfølgelig ikke. Teenageårenes heftige diskussioner om, hvis kineser der var størst, havde, ser vi nu, selvklart også en udviklingspsykologisk dimension. (Vi havde glædet os i ugevis. Kanonslaget 'Blålyn', der var petroleumsfarvet og vistnok fra Fredericia Fyrværkerifabrik, var Kongen. Så kom andre hvide og orange kanonslag med tyske instruktioner på, og herefter kom 'kameler' og 'franskmænd' i trikolorens farver, røde kinapuf og alle mulige andre kinesere). (Officielt var kanonslag og større kinesere forbudte, men det var ikke noget, nogen bekymrede sig om. Der var aldrig nogen voksne til stede, og der var ikke noget, der hed beskyttelsesbriller). (År efter år blev de vældige arsenaler opmarcheret på kældergulvet hos den, hvis ligusterfascistiske forældre var allermest ligeglade med alt andet end sig selv. Det var opdelt i tre afdelinger: Til affyring før kl. 24. Til affyring kl. 24 og til affyring fra midnat, til den sidste tændstik var brændt af nogle timer senere). Sex-elektrisk nattehimmel Jonathan Safran Foer blev født i New York i 1977, hvilket betyder, at han slet ikke var kommet til verden, da den unge Bibliopat var allermest nytårsknaldende. Hans vidunderlige debutroman, der udkom i 2002, blev i 2004 fulgt op af den mageløse 'Ekstremt højt og utroligt tæt på' om en dreng, der mistede sin far i et højhus i New York i september 2001. Om elskovsilluminationerne skriver Foer videre: »Om cirka halvandet århundrede - efter at de elskende, der skabte denne glød for længst har fundet ro på deres sidste hvilested - kan man se de store metropoler ude fra verdensrummet. De gløder året rundt (...)«. »Denne glød skyldes summen af tusind elskovshandlinger: nygifte og teenagere, der slår gnister som lightere, der er løbet tør for butan, mandlige par, der brænder hurtigt og klart, kvindelige par, der kan lyse i timevis i en blid glød, par, der forgæves har forsøgt at få børn og brænder deres frustrerede billeder fast på kontinentets overflade ligesom den blomst af stærkt lys, der bliver tilbage i ens øje, efter at man har drejet ansigtet bort«. »Nogle steder skinner klarere end andre, og det er der også visse steder, der gør. Det er svært at se lige på New York på St. Valentines Day eller på Dublin på St. Patricks Day«. »Trachimdagen er det eneste tidspunkt på året, hvor den lille jødiske landsby Trachimbrod kan ses ude fra rummet, det eneste tidspunkt, hvor der blev genereret tilstrækkelig med kopulatorisk energi til at gøre den polsk-ukrainske nattehimmel sex-elektrisk. Vi er her, sagde gløden fra 1804 halvandet århundrede senere. Vi er her, og vi lever«. Det er lige det, vi gør, også i aften. Godt nytår til alle vore læsere, både mandlige og kvindelige og dem fra de øvrige køn. (Fra kønsforsker Dorthe Staunæs, som vi talte med i det forgangne år, ved vi, at der kan være op mod tusind køn!!). I sidste uge anbefalede vi netop fænomenale Foer som julelæsning. Hvad har vi af nytårslæsetip? Well, ferien er jo ved at være slut, men i modsætning til knaldfyrværkeri, der kun er tilladt i december i vore dage (med mulige udviklingspsykologiske risici til følge!!), er læsning jo tilladt resten af året, så sæt målet højt og gør som Bibliopaten, der endelig fik skovl under en af verdens bedste romaner denne jul: Brug det nye år på at læse 'Brødrene Karamazov' af Fjodor Dostojevskij! Quiz 1: »Kun med hjertet kan man se rigtigt«, sagde den lille ræv. »Det væsentlige er usynligt for øjet«. Citat hvorfra? Quiz 2: »For mangfoldige år siden, da byen Florens nylig var blevet republik, levede der i byen en mand, som hed Raniero di Ranieri. Han var søn af en våbensmed ...«. Starten på hvilken fortælling af hvilken svensk forfatter? »Det er koldt i skriptoiret, min tommelfinger værker. Jeg efterlader dette manuskript, jeg ved ikke længere om hvad: stat rosa pristina nomine, nomina nuda tenemus«. Citat fra hvilken roman, spurgte vi i sidste uge.Bibliomanisk krimi Kære Bibliopat. Citatet er slutningen på Umberto Ecos roman 'Rosens navn'. »Stat rosa pristina nomine, nomina nuda tenemus«: »Den fordums rose består gennem sit navn, kun navnene beholder vi« - slutter romanen. Romanen har efterhånden 25 år på bagen. Handlingen er lagt i 1300-tallets Italien. Eco er jo en særdeles lærd mand, og det bærer romanen heldigvis præg af. Han blev kandidat i filosofi i 1954 - 22 år gammel - med specialet om den hellige Thomas. Der er mange lag i romanen. Det være sig filosofisk, teologisk, semiotisk, historisk, kulturhistorisk m.m. Men jeg betragter den først og fremmest som en bibliomanisk kriminalroman. Som Eco selv er den ene af hans hovedpersoner, William af Baskerville, biblioman. Kærligheden til bøger gennemsyrer romanen. Hovedpersonerne, William af Baskerville og Adso af Melk, er ankommet til et kloster i Norditalien, hvor de gør ophold. Der er netop sket et mystisk dødsfald, og flere følger. William sætter sig for at opklare disse mord. Mordene handler i høj grad om magt, og magten ligger i viden. Klosteret indeholder kristenhedens største og vigtigste bibliotek. Adgangen til disse bøger er ensbetydende med magt. Desværre brænder biblioteket, og William må grædende trøstes af Adso. »Det var kristendommens største bibliotek«, sagde William. »Nu«, tilføjede han, »er Antikrist virkelig nær, for ingen kundskaber står ham længere i vejen«. Videre belærer han Adso: »Frygt profeterne, Adso, og dem, der er parate til at dø for sandheden, for sædvanligvis fører de mange med sig i døden, ofte før dem selv, undertiden i deres sted«. Ord, der vel næppe er helt uaktuelle i dag! Romanen er bygget op som en klassisk engelsk kriminalroman med tydelig inspiration fra Conan Doyle. William af Baskerville er selvfølgelig inspireret af Sherlock Holmes, der i 'En studie i rødt' får følgende beskrivelse med på vejen: »Han havde et skarpt og borende blik«. Om William hedder det: »Hans smalle høgenæse gav hele ansigtet et årvågent og beslutsomt udtryk«. Efternavnet er selvfølgelig hentet fra 'Baskervilles hund', mens fornavnet er fra William af Ockham (1285-1349). Adso er selvfølgelig en pendant til Watson (Watson skulle jo også oplæres i den deduktive kunst). Hvordan titlen skal tolkes, er der mange meninger om. Eco bidrager selv til den store uenighed i 'Efterskrift til Rosens navn': »Ideen til titlen 'Rosens navn' fik jeg nærmest ved et tilfælde, og den er jeg glad for, fordi rosen er en symbolsk figur med så mangfoldige betydninger, at den til sidst ingen har«. Romanen er som bekendt filmatiseret af Jean-Jacques Annaud. Der er selvfølgelig delte meninger om den. Filmen kan selvfølgelig ikke få hele bogens tankeunivers med, men personlig er jeg dybt fascineret af kulisserne og billedsiden. Sean Connery spiller i øvrigt fremragende som William, og jeg tror, at Eco har hygget sig meget med det symbolske i at lade en tidligere James Bond spille William. Romanen står meget højt på min top-10 liste over yndlingsbøger - til gengæld har jeg, hver gang der er udkommet en ny Eco-roman, købt den med store forventninger, men er desværre blevet skuffet hver gang. Jeg ønsker dig et godt nytår og ser frem til hyggelig og opbyggelig lørdagslæsning i 2006. Med venlig hilsen Ebbe Larsen, Odense SV