I min barndom og ungdom stod videnskaben på en tårnhøj piedestal. Ja, det er ikke langt fra, at piedestalen var lige så høj, som Guds var i kirken. I tilbageblik kan man spørge sig selv, om ikke netop denne jævnføring af de to piedestaler er meget sigende. Videnskaben forstod sig i høj grad som rationalitetens modpol til troen. Og så var det vel meget naturligt, at man også udstyrede den videnskabelige sandhed med en autoritet, der kunne hamle op med den gudelige autoritet. Bristet autoritet Men den høje piedestal har ikke overlevet det 20. århundredes almindelige opgør med den menneskelige fornuft. Allerede tidligt i århundredet gav Freud den menneskelige fornuft et ordentligt skud for boven med sin påstand om det ubevidstes driven gæk med vort bevidsthedsliv. I anden halvdel af århundredet kom også den videnskabelige fornuft under kniven. Udsat for historisk, filosofisk og sociologisk analyse viste det sig, at selv naturvidenskabens erkendelser ikke kunne siges at være hævet over de fordomme, interessekonflikter og territoriestridigheder, som menneskelige sysler nu engang overalt er inficeret af. Om dette i sig selv havde været nok til at rive videnskaben ned fra piedestalen, er et åbent spørgsmål, men da også videnskabens mere praktiske udmøntning som teknik viste sig at volde uforudsete problemer, var det sket med den videnskabelige autoritet. Forståeligt og kedeligt I dag oplever de fleste lægpersoner vist både Guds ord og den videnskabelige sandhed som åndelige ressourcer, man kan benytte sig af, når det passer én, eller lade hånt om, hvis det føles bedre. Ja gerne begge del på skift! I videnskabens egen lejr har dette autoritetstab afstedkommet en del hidsige debatter, og ikke mindst er en del naturvidenskabsfolk draget i krig mod de historikere, filosoffer og sociologer, som har båret ved til detroniseringen. Det er alt sammen både meget forståeligt og dybt kedeligt. For både angriberne af og forsvarerne for den videnskabelige rationalitet synes at tage piedestalen for gode varer. De første ser det som deres opgave at rive den ned, de sidste at rejse den op igen. Sjældent spørges der efter, hvad det egentlig er, der gør videnskaben til det specielle fænomen, den er - piedestal eller ej. Ingen kompromiser Ind i denne elendighed er der kommet en bog af filosoffen Susan Haack, 'Defending Science', anmeldt i aprilnummeret af tidsskriftet Philosophy of Science, som ser ud til at søge ind til sagens kerne. Haack kalder sin opfattelse for 'common sensism', nemlig den opfattelse, at videnskaben skal ses som indbegrebet af de erkendelsesdyder og spontane fremgangsmåder, der er gængse, når mennesker forholder sig seriøst undersøgende til et eller andet. Den videnskabelige aktivitet er simpelthen 'disciplineret common sense' og videnskabelige metoder er findyrkninger af naturlige og spontane forståelsesmåder. Altså væk med piedestalen - sådan da - men sandelig ikke væk med rationaliteten. Den videnskabelige og den religiøse forståelse er netop ikke af samme art, ifølge Haack. For den religiøse opfattelse kan ikke overleve piedestalens bortfald, der jo ville rive gulvtæppet væk under verdens overnaturlige bestemmelse. Videnskaben derimod »er ikke primært et trossystem, men en sammenslutning af undersøgelsesmetoder«. Med religionen forholder det sig omvendt: Religionen er først og fremmest et trossystem, ikke en undersøgelsesform, og en tro som den, der behøves for at understøtte gudstroen, har intet at bestille i videnskaben. Altså ingen billige kompromiser her.