Sortsyn og selvmord er - i stikordsforkortelse - årets danske festbidrag til det fællesnordiske litterære symposium, der hvert år i februar træder sammen for en kort stund at lokke os finske, svenske, norske, samiske, færøske, islandske, grønlandske og danske læsere til at interessere os for naboernes litteratur. Nordisk Råds Litteraturpris hedder institutionen, og de to danske kandidater til årets pris har endnu aldrig været 'Ugens bog' på denne plads - så nu råder vi bod: Hvad sagde danske anmeldere egentlig til Thomas Bobergs digte 'Livsstil', der udkom allerede 23. august? Og til Claus Beck-Nielsens 'Selvmordsaktionen', som han selv - eller hans efterladte? - kalder en roman, og som udkom 13. oktober? Samfundskritik »Det rene festfyrværkeri af kvalificeret sortsyn: digterens gode, gamle speciale« - sådan læste Erik Skyum-Nielsen i Information første og sidste del af Bobergs digtsamling. Han karakteriserer den også som »ultra-subjektiv samfunds- og civilisationskritik«, der formmæssigt spænder vidt, og hvis originalitet er »tættest og allersmukkest«, hvor Boberg koncentrerer poesien selv: Med linjer om at »vride sproget til det stønner«, »slibe tankens flugt til lyn« eller »æde blomsten af et vakkert sortsyn« har Boberg »sjældent været bedre«, skrev Skyum. Prøvelsen værd I Berlingske Tidende var Jørgen Johansen enig: »Sortsynet blomstrer med en paradoksal frodighed«, hvilket »nemt kunne ende i klicheen og den fastlåste stil, hvis ikke hele tiden drømmen og modbillederne levede så intenst i Bobergs digte«, lød noget af begrundelsen for de fem stjerner. Fire stjerner gav Kamilla Löfström Kristensen i Ekstra Bladet for »en flok digte, der alle hellere vil synges end læses indenad«, men som kan være »så voldsomme, at de stjæler opmærksomhed fra hinanden«. Ligesom Rifbjerg - men ellers uden sammenligning - er Boberg »en digter, der skriver på en polemisk nerve, på sym- og antipatier«. »'Livsstil' er giftig. Et overfald. En krigserklæring i en strøm af billeder«, advarede Erik Svendsen i Jyllands-Posten: »En grum digtsamling«, men også »en prøvelse værd«. Prosalyrisk jagtgevær I 'Livsstil' »holdes konstant samme skønhedsniveau«, modsat de fleste andre digtsamlingers pletvise glimt af slattent, letkøbt eller kluntet, skrev Skyum også i Information. Men dét var hverken Weekendavisens eller Politikens anmeldere vist enige i. Mikkel Brun Zangenberg kaldte her i avisen digtene »nogenledes ujævne og blandede, når det gælder intensitet, styrke og prægnans«, men tilføjede så: »de savner (gudskelov) livsstil«. Titlens vrængen ad den homogeniserende, matchende reduktion af liv til stil anser han tydeligt nok for befriende: »en betimelig, rasende og uforsonlig salve, et dobbeltløbet prosalyrisk jagtgevær affyret lige i ansigtet på den fordømte livsstils-flom«. »Bobergs sviende og ormstukne og lebendigt rasende, men også ømme og frækt flossede digte tilbyder et opløftende flabet alternativ til livsstilssygen«, lyder konklusionen fra Politikens lyrikanmelder, mens kollegaen i Weekendavisen finder Bobergs »nye, tykke digtsamling« (118 sider, min anm.) »rigtig god og en hel del trættende, fordi digteren og læseren hele vejen igennem deler og udveksler hovedpine«. Ævlet breder sig Lars Bukdahl konstaterer videre, at Bobergs »poesi-skønvirke altid har været begsort labyrintisk og pessimistisk«. Men mens Gjedsted og Nordbrandt med »kontra-æstetiske midler« har gjort op med deres egen »prettiness«, er Boberg »sårbar over for bagholdsangreb fra kjønheden«, men det afværger Boberg, hvor han »forener kontra-æstetikken og samfundskritikken«. Hele første afsnit er »godt oppe at køre«, og en skarp mundfuld er ligefrem »vintage Ørnsbo«, fortsætter Bukdahls associationer. Men siden begynder gassen »at gå af ballonen, kanterne glattes ud, abstraktionerne tager til, ævlet breder sig«, stod der i Weekendavisen om den digtsamling, vi indstiller til den nordiske litteraturhæder. Reality-roman Weekendavisen kunne godt være direkte skyld i den anden danske bogs kandidatur til Nordisk Råds Litteraturpris. Dels udgør Claus Beck-Nielsens artikler til ugebladet fra Pilestræde basis for den bog, han kalder en roman, og dels anbefalede bladets anmelder udtrykkeligt eksport af bogen: »'Selvmordsaktionen' er en bog, der får én til at begribe, hvorfor der er romankunst til. Og hvad man skal med intellektuelle, der har en gnist af anarkisme tilbage«, skrev Niels Barfoed og fortsatte: »Den bør sendes ud i verden, hvor den kom fra. Dér har de ikke så mange af den slags«. Bogen er angiveligt udgivet anno 2025 af administratorerne bag web-adressen clausbeck-nielsen.net. Vi skal opfatte det som et manuskript af teatermanden og forfatteren med samme navn som hjemmesiden, samlet og udgivet 21 år efter hans bratte forsvinden fra en café i Bagdad. Det bliver, stadig ifølge Barfoed, til »en reality-roman, der er politisk uden at være politisk på den altid forhåndenværende og stensikre måde, men også uden at vaske sine hænder«. I Politiken berettede Mikkel Brun Zangenberg, at bogen selv gør opmærksom på, »hvordan den politiske utopi konkret må vise sig som en mellemting mellem en kuldslået desillusionsroman og en komisk vaudeville«. Han vurderer også afdødes/websidens værk som »profetisk og tankeprovokerende« og »kunst af højeste rang«. Drengerøvsleg Bogens undertitel - 'beretningen om forsøget på at indføre Demokratiet i Irak i året 2004' - skal forstås ret bogstaveligt: 'The Democracy' står der på en kuffert, som Nielsen og en makker ved navn Rasmussen i 2004 - faktisk! - indførte i Irak. Det er en del af baggrunden for, at Svend Skriver i Kristeligt Dagblad kalder bogen »et stykke eksperimenterende civilisationskritik« med »noget udfordrende og dybt fascinerende«, som han har »stor sympati for«, selv om han »ikke for alvor blev revet med«. Også Erik Svendsen i Jyllands-Posten fornam denne »distance«. For nok er bogen »et modigt eksperiment. Radikal performancekunst. Men den er ikke rigtig farlig, fordi forfatteren har rullet sig ind i den spændetrøje, der bedst kan karakteriseres som den enfoldige ironikers«. »Drengerøvslegen« kalder Svendsen ligefrem Nielsens manøvrer, mens Lilian Munk Rösing i Information blev mindet »lidt for meget om dagbogen fra min første interrail-tur«. Dét på trods af, at 'Selvmordsaktionen' »som politisk aktionskunst er ... noget nær genial«, et »europæisk og ironisk svar på de muslimske fundamentalisters selvmordsaktioner«. Kunstnerisk selvmål Men ikke engang den ros hopper Berlingske Tidendes anmelder med på. Når ikke bogen læses »overfladisk og strøget med hårene, som Claus Beck-Nielsens projekter oftest er blevet«, så afslører den sig for bladets anmelder, Michael Jannerup Andersen, tværtimod som »et kunstnerisk selvmål, der formmæssigt postulerer åbenhed, men som allerede i sit afsæt er forstenet politisk enetale«. »Værst af alt er bogen en fornærmelse mod de mennesker, soldater såvel som civile, der intetanende agerer scenegulv for den selvsmagende tomands-aktionsgruppe, der på trods af alle kunstens krumspring ikke formår at skabe et interessant værk. Kassen forbliver tom«, slutter anmelderens bredside. De to danske medlemmer af Nordisk Råds litterære bedømmelseskomité, som har valgt at indstille netop Bobergs digte og Beck-Nielsens posthume roman som årets bud på den ypperste litterære frembringelse her til lands, er litteraturkritikeren Marianne Ping Huang og digteren Peter Laugesen. 23. februar samles de med kollegerne fra de andre nordiske lande til møde i Oslo - og vælger en vinder.