Fredag 25. november kl. 12.55 ankom George Best til fodboldhimlen. Mens hans jordiske familie endnu sørgede omkring ham på hospitalet i London, tog fodboldhimlens litterære koryfæer imod den gamle Manchester United-stjernes sjæl ved den store port til Paradis. Nabokov og Camus Den første til at trykke det irske boldgenis hånd var Vladimir Nabokov, på jorden mest kendt for romanen 'Lolita', men af fodboldelskere også husket for sin glæde ved at stå på mål. »Er der nogen bar i nærheden?«, spurgte Best ham, men Nabokov nåede ikke at svare, for Albert Camus ville også være blandt de første til at byde George Best velkommen. Camus, der i sin fritid mellem kampene bl.a. skrev 'Pesten', 'Den Fremmede' og 'Sisyfosmyten', debuterede i 1928 for Montpensier Sports Club i Algier. Filosoffens leveregel nr. 1 stammer fra fodboldbanen i Algier: »Jeg lærte hurtigt, at bolden aldrig kommer dér, hvor man venter den. Det hjalp mig i livet, mest af alt i storbyen, hvor folk ikke er så ligefremme«. Orwell og Kipling George Best var vel strengt taget ikke, hvad man ville kalde forfatter. »Jeg brugte de fleste af mine penge på sprut, kvinder og hurtige biler. Resten ødslede jeg væk«, er formentlig hans mest mindeværdige sproglige bidrag til menneskeheden og kvalificerer næppe til optagelse i litteraturhistorien. Men hvem gider også blive optaget der, når nu alle de bedste forfattere samles i fodboldhimlen efter deres død? »Lad mig komme til! Hvor er han?!«, råbte nu en dannet engelsk stemme. Det var George Orwell. Mens han levede, havde han været en hård kritiker af fodbold, som han anså for at være »et spil, hvori alle kommer til skade og ethvert land har sin egen spillestil, der forekommer udlændinge uretfærdig«. I fodboldhimlen var han på hold med Kipling og i tipsklub med Jean-Paul Sartre. Orwell hadede i øvrigt norsk fodbold, som han kaldte »totalitær«. Legendarisk kamp Ikke alle store fortællere behøver udtrykke sig ved hjælp af ord. George Best var så udpræget en af dem, der foretrak at fortrylle sin omverden ved ordløs aktivitet. Gang på gang tvang han sine fans til også at klappe i og bare lade sig begejstre. Som det skete 9. marts 1966, da Manchester United mødte portugisiske Benfica på udebane. United havde vundet første kamp hjemme 3-2. Planen var at spille defensivt, men det var der ingen, der havde fortalt Best. I løbet af de ti første minutter havde han scoret to mål, det ene med hovedet, det andet ved at gå selv fra midterlinjen, United vandt 5-1. En legende var født. Liderlige Sartre »Den kamp så jeg!«, udbrød en stemme på fransk, for gode gamle, uforståelige og stangliderlige Jean-Paul Sartre var også (og til sin egen overraskelse) havnet i Himlen. Han havde været i gang med en diskussion af forholdet mellem skønhed og nydelse med filosoffen Immanuel Kant, da rygtet om Bests ankomst havde bredt sig. Sartre masede sig frem. »Velkommen, Monsieur Best«, sagde han, hvorefter han straks gav sig til at citere sig selv: »Et fodboldhold har, alle øvrige forskelle til trods, fra vort synspunkt det til fælles med en gruppe bevæbnede oprørere, at hver enkelts handling kun finder sit formål i det fælles formål«. »Ved du heller ikke, hvor baren er?«, spurgte Best ham afmægtigt, men Sartre blev bare ved: »I sportsholdets tilfælde har hver spillers handling været forudbestemt som ubestemt mulighed af funktionen, dvs. i forhold til et fremtidigt mål, som kun kan realiseres ved en organiseret mangfoldighed af tekniske aktiviteter«. »Frels mig!«, skreg Best, hvortil en dyb stemme, der syntes at komme ovenfra, replicerede: »Du er allerede frelst, George Best, velkommen til Paradis«, hvorefter en lem i gulvet pludselig gled op under Sartre, som lynsnart forsvandt ned i mørket. Beatlemania »Jeg ved, hvor baren er, Georgie Boy«, lød det pludselig på umiskendeligt Liverpoolsk. Det var forfatter (og musiker) John Ono Lennon, der greb Best i armen og trak ham ind gennem en sidedør og forsvandt. Lennon havde været fan af Best, lige siden han i 1968 så fodboldspilleren, der blev kaldt den femte Beatle på grund af sin hårlængde, være med til at banke Benfica 4-1 i Europa Cup-finalen på Wembley. Endnu engang havde Best scoret det forløsende mål, som førte United til en sejr på 4-1. Efter kampen udtalte Best: »Jeg havde altid drømt om at drible uden om målmanden, stoppe på mållinjen, falde ned på knæ og heade bolden over stregen. Da jeg scorede mod Benfica, gjorde jeg det næsten. Målmanden var væk, men jeg turde alligevel ikke gøre det. Det ville nok have givet træneren et hjerteanfald«. Fokuseret intensitet Blandt de danske forfattere, der tog imod Best i Paradis, var selvfølgelig Hans-Jørgen Nielsen og Per Højholt. De havde netop lyttet til Kants og Sartres diskussion. »At udvikle en gennemført sportsæstetik er en seriøs udfordring for os intellektuelle. Det er alvorligt, fordi der sandsynligvis ikke er noget andet fænomen, der er vokset til tilskuersportens størrelse i vor tids samfund og over for hvilket vore analytiske midler forbliver så virkningsløse«, citerede Nielsen. »Aaaaaaaaaaaaaaaaaaargh«, stønnede Højholt, der hellere ville finde Lennon og Best og få dem med ud på den evige grønsvær til lidt småbold end at høre mere på Nielsens ordflom. Som sagt så gjort. Kort efter var fodboldenglene i gang. Johannes V. Jensen, der havde smidt snittekniven og skibet, var minsandten også dukket op. Hvis OL-vinder Pablo Morales havde været til stede, ville han have sagt, at Best og de andre spillere befandt sig i en sindsstemning af »fokuseret intensitet«, men han var stadig nede på Jorden ligesom Bibliopaten og de andre medlemmer af fodboldklubben Dynamo Birkerød. Se, det var en dannet klub, så træningen blev indledt på værdig vis: med 15 sekunders stilhed for den største fodboldkunstner, Storbritannien nogensinde har fostret: George Best. R.I.P. Quiz 1: »Jeg modtar den altså/ skråt fra højre/ en høj bold (...)/ jeg tar den ned/ jeg tar den ned/ jeg tar den ned«, hvilken nulevende dansk digter m.m.m.? Quiz 2: »Jeg har været en begærlig fodboldfan lige siden min ungdom i Fürth, en fodboldgal by i Sydtyskland, som af en eller anden uforklarlig grund vandt tre mesterskaber på tre år«. »Nedgangen i det engelske holds præstationer er for mig at se primært forårsaget af en afvisning af at optage den moderne tids taktik«. Hvilken berømt amerikaner? I sidste uge efterlyste vi navnet på hovedpersonen i en roman. »Han bor i en 14-værelsers ejerlejlighed på Park Avenue sammen med Judy og Campbell, og så er han den stakkels hovedperson i en roman«. Quiz 2 lød således: En brandmand fra Boston arver en masse penge, skipper jobbet og kører rundt i USA et par år, indtil tilfældet placerer ham på en mark i Pennsylvania?Wolfe og Auster Kære Bibliopat! Med god hjælp fra min belæste mand kom jeg frem til følgende svar: Quiz 1: Sherman McCoy er navnet på den stakkel, der spørges til: »What was he, a Master of the Universe«, jævnfør Tom Wolfes 'Forfængelighedens Bål'. Quiz 2: Paul Austers 'Tilfældets Musik'. Jeg var ved at blande det hele sammen, så det med brandmanden, der arver penge og kører rundt, blev til et 'Tilfældigt bål', og det med staklen, der bor i en 14-værelsers ejerlejlighed, blev til noget i retning af 'Forfængelig Musik'. Ak, ak! Med venlig hilsen Anette Lewinsky Sandemose i Laos Kære Bibliopat. En af mine små fornøjelser ved at rejse er at granske det lille bibliotek af efterladte bøger, som der findes på de fleste guesthouses - dog sjældent på fine hoteller, hvor bøgerne, der efterlades af de rejsende, vel bare ryger i skraldespanden! Som oftest er der et godt udvalg af kærlighedsnoveller, romaner af Steven King, Tom Clancy og John Grisham plus en del mere eller mindre dubiøse værker på alskens sprog. Så stor var min forbavselse ved at finde et eksemplar af Aksel Sandemoses 'Det svundne er en drøm' på et ydmygt sted ved Song-flodens bred i Laos i sidste uge! Sandemose var så sandelig kommet på langfart for at krydse mit spor! Bibliofile langturshilsner Ursula Hülsmeier Hysterisk Kære Bibliopat. Tak for omtalen, men jeg er ret flov over at få æren for citatet, jeg citerede nemlig den islandske forfatter Sjón på bogmessen. På den anden side fejlciterer du, så måske gør det ikke så meget. Så vidt jeg husker, sagde Sjón: »Hysteri er et storbyfænomen«. Det var også det, jeg sagde. Og det betyder vel strengt taget ikke, at hysteri slet ikke eksisterer i provinsen. Jeg kan også fra mit egen opvækst på Sydlolland mindes et par energiudladninger af den slags, du beskriver. mvh. Helle Helle Elskling på menukortet Kære bibliopat. Der var en gang i litteraturen et ungt par, der kom fra hinanden. Manden ledte efter kvinden, og en dag kom han forbi en restaurant, stoppede op, læste menuen i udhængsskabet, gik indenfor og fandt sin længe savnede elskede. Hvorfor? Jo, kvinden skrev en gang om måneden en menuplan på sin egen skrivemaskine, men på den første forårsdag tænkte hun på sin elskede og kom til at skrive noget med »dandelion«, altså mælkebøtte, som vakte mandens opmærksomhed. Desuden genkendte han vist nok også en maskinel slåfejl eller en defekt tast, som sagde ham, at NU havde han fundet hende. Men hvad hedder forfatteren? Hvad hedder novellen? Det minder mig om O'Henry eller Mark Twain, men jeg har ikke kunnet finde den. Kan du eller læserne hjælpe mig? Venlig hilsen Poul Nyegaard, Hald, Viborg