En påfaldende diskret mand! Under dén paradoksalt anskuelige overskrift præsenterede Niels Barfoed i søndags i Politikens Kronik den mand, han har skrevet en hel bog om: Den antitotalitære, men borgerlige frihedshelt Ole Lippmann, inddraget i det illegale arbejde i 1942 gennem folkene omkring Dansk Samling og af englænderne i 1944 udset til at afløse Flemming Muus som faldskærmschef. Efter krigen bl.a. freelance efterretningsagent og forretningsmand. En mand, der i marts 1945 gav grønt lys for bombningen af Shellhuset og dermed fik et medansvar for Den Franske Skole. Og som under folkeopstanden i Ungarn oktober 1956 fik et helt dansk feltlazaret til Budapest - men aldrig fik det i brug. 'En kriger' hedder Barfoeds biografi om Ole Lippmann, hvis udgivelse torsdag i hvert fald ikke druknede i nogen påfaldende diskretion. Uden glorie - og med Utvivlsomt ville Lippmann selv »have været særdeles godt tilfreds med det portræt, der her er tegnet af ham«, skriver Kristeligt Dagblads anmelder, og fornemmer man en distance i de ord, er det ikke helt galt: »Bogen er velskrevet og vel fortalt, omend vel ordrig«, men »for den, der kender besættelseshistorien, bringer bogen ikke meget nyt, om overhovedet noget«, noterer anmelderen, unægtelig med en vis personlig baggrund: Det er besættelseshistorikeren Aage Trommer, der for Kristeligt Dagblad vurderer værket som en »helgenbiografi - af de verdslige«. Et mesterværk Svært at tro, det er den samme bog, som Peter Nielsen anmelder på forsiden af den gamle modstandsavis Information under en rubrik så stor som bladets hoved: »ET MESTERVÆRK!«. Underbygget med følgende svada: »Spændende som en krimi. Klog som en lærd afhandling. Med indsigt i menneskets natur som en roman af Dostojevskij. Niels Barfoeds nye bog rummer det hele. Og lidt til. Det er et mesterværk og uden tvivl årets mest velskrevne bog ... Tidens overlegne prosaister og suveræne kronikører blegner ufrivilligt i sammenligning«. Dén får da ikke for lidt! Ind i hele diskussionen efter Foghs bagkloge blodtørst og kritik af samarbejdspolitikken læser Informations kulturredaktør Peter Nielsen bogen om Lippmann, der modstod »alle ideologiske fristelser«, som modstykke til Peter P. Rohdes »stålsatte tro på revolutionens nødvendighed«, indtil han sagde fra over for DKP og faldt 'I Unåde' - netop titlen på Barfoeds 2001-biografi om Rohde. 'En kriger' »efterlader en med en helt ny forståelse og indsigt«, skriver Nielsen i en noget anden toneart end Trommer, der har hørt det hele før. »Bogen er en gennemlysning af hele den danske mentalitet, men også hudfletning af passivitet og håbløs naivitet«. Kildekritik »Lippmann var en usædvanlig stor personlighed«, konstaterer Politikens anmelder, Jes Fabricius Møller, men »Barfoed afbalancerer sin beundring fint, selv om den er bogens hele drivkraft. Resultatet er et personligt, velskrevet og velillustreret værk, der vil holde mange bundet til lænestolen«. Som historiker noterer Fabricius Møller dog også, at »der er tråde og veje, som bogen ikke afsøger til bunds«. Samme indvending, som en kollega lægger mere vægt på i Berlingske Tidende: Ligesom de øvrige anmeldelser - inklusive Trommer, der ellers ikke anser det for nyt - bruger Berlingeren megen plads på præsentationen af Lippmann, hans liv og betydning. Selv den politisk konsekvensløse anekdote om, hvordan manden som kurer mellem det engelske og danske kongehus skjulte en royal besked i sin borgerlige »rectum«, tager anmelderen sig plads til, før indvendingerne begynder: »Hovedkilderne er interviews, som Ole Lippmann har afgivet, samtaler med Inga Lippmann og ikke mindst Ole Lippmanns privatarkiv. Men det synes særdeles usikkert, om Niels Barfoed har anvendt engelske arkiver ... og det er vigtigt for at afklare en række af de stridigheder og aktioner, som Ole Lippmann involverede sig i«, anholder Bent Blüdnikow, bladets fhv. debatredaktør og faghistoriker af uddannelse. Så selv om Barfoed »er en af vore fineste stilister« og »fortæller historien godt og med kritiske overvejelser«, så er hans bog efter Blüdnikows skøn »ikke den endelige og fuldstændige fortælling om Ole Lippmanns liv«. Følsomt portræt Koldkrigshistorikeren Bent Jensen, der ellers så tit har været enig med Bent Blüdnikow, bifalder derimod i Jyllands-Postens anmeldelse, at »Barfoed har valgt at skildre Lippmann ved så at sige at lade dennes egen stemme komme så stærkt igennem som muligt, mens forfatterstemmen holder sig mere lavmælt i baggrunden«. »Det er et loyalt og varmt, men ikke ukritisk portræt«, skriver Jensen med uskrømtet sympati for et handlingsmenneske, der ikke bare »kunne sidde med hænderne i skødet og jamre over verdens og især Danmarks skæve gang« - og som »trods al sin aktivitet og store betydning (var) en beskeden mand med en veludviklet sans for ironi og galgenhumor«. På skalaen mellem 'årets mesterværk' og 'en helgenbiografi uden noget nyt' placerer Jyllands-Postens anmelder derfor værket sådan: »Niels Barfoed har tegnet et fint, følsomt og realistisk portræt af denne usædvanlige danske kriger«. Et signalement helt på linje med det, der tegnes i den avis, forfatteren - der jo ellers også er Politikens fhv. kronikredaktør - p.t. må betegne som 'sin egen': Weekendavisen. »Med lav stemmeføring præsenterer Barfoed os for denne usædvanlige mand, lader hans historie leve og fængsle og formår at få den stærke personlighed til at skinne igennem«, skriver historikeren Bo Lidegaard, der jo selv skildrede en anden stærk personlighed fra samme periode med sin biografi om den danske USA-ambassadør Henrik Kauffmann. Det heroiske dilemma Med en detaljeret gennemgang af beretningen om den forgæves indsats i Ungarn 1956 anskueliggør Lidegaard især Barfoeds evne til at »bringe fremstillingen fri af helteportrættet og ind i en interessant analyse af dialektikken mellem den heroiske aktivisme og det gustne overlæg«. »Barfoed forbliver solidarisk med Lippmann, men har samtidig et skarpt blik for svagheden ved den kompromisløse kamp - og han trækker en tankevækkende parallel tilbage til besættelsens sidste måneder«, forklarer Lidegaard i Weekendavisen. Altså de måneder, hvor den aktive modstandskamp blev overhalet af de systemloyale officerers, de gamle politikeres og - bitrest - Lippmanns egen engelske overkommandos pragmatiske 'svigt' i »det gustne spil om magt og indflydelse i efterkrigstidens Danmark«. Lidegaard har efter årene i Paris nu titel af departementsråd i Statsministeriet. Man må håbe, han udveksler læsetips med Fogh, hvis de mødes i ministeriets gange, for man er da lige ved at tro, at selv statsministeren kunne blive endnu klogere af Barfoeds bog: »Det er selve det heroiske dilemma, der bliver bogens omdrejningsakse. Den vanskelige erkendelse af, at selv den, der kæmper det godes sag, ikke altid har ret«, noterer Lidegaard om biografien, der er »helt i Ole Lippmanns ånd. Det er den, Niels Barfoed mesterligt har grebet og formidlet. Ingen kunne have gjort det bedre«.