Alt er godt. Sådan lød den opløftende titel på en af de romaner, der dystede om BG Banks Debutantpris sidste år. Og den er god nok - alt er skam godt. I hvert fald, når man kaster et blik på dette års bunke af debutantværker. Der er velskrevne bøger inden for næsten alle genrer - kan man være bekendt at forlange mere? Desværre er det kun i debutanternes verden, at alting står så glimrende til. Ude i det virkelige liv lurer ondskab, ensomhed, vold og bedrag. Tilværelsen er nederdrægtig. Punktum. Når man har læst i den enkle og stilsikre roman 'Aminas breve', skrevet af debutanten Jonas T. Bengtsson, er man ikke længere i tvivl om, at sådan hænger verden da sammen. Barsk socialrealisme I går åbnede den årlige bogmesse i Forum. Jonas T. Bengtsson blev her hædret med BG Banks Debutantpris på 25.000 kroner for sin roman om den skizofrene Janus og hans danskkurdiske penneveninde Amina. I debutantprisjuryen blev vi fanget af Bengtssons simple og præcise sprog. Vi lod os drage af den syge Janus' søgen efter den forsvundne Amina. Og vi blev grebet af beretningerne fra et falleret København med dens stank af pis, forhutlede narkomaner og blodtørstige indvandrerbander - kort sagt fra det København, vi i vores forfinede caféhverdag lader, som om ikke findes. 'Aminas breve' er barsk socialrealisme. Her er ingen helte, men nok så mange skurke og forarmede sjæle. End ikke vores fortæller, Janus, er noget dydsmønster. Hans sygdom har for længst opdelt hans sind i en dr. Jekyll og en mr. Hyde. Alligevel har vi fra første side sympati for hans projekt, ja selv for hans til tider ondsindede gerninger undervejs gennem hovedstadens obskure underverden. Virkelighedens Amina Janus og Amina er begge fastlåste skæbner. Janus er fanget af sin sygdom - Amina af sit ægteskab. Havde Hollywood fået lov at bestemme, var Janus til sidst blevet erklæret normal og kunne kvit og frit redde Amina ud af kløerne på hendes terroriserende ægtemand. Uden at afsløre for meget af handlingen, skal det på plads, at så rosenrødt ender det hele ikke. Nogle læsere husker måske en Amina fra det virkelige liv: Den nigerianske Amina Lawal, der med sex uden for ægteskabet forbrød sig mod sharialovgivningen og dermed blev dømt til stening. Som virkelighedens Amina bliver Jonas T. Bengtssons kurdiske romankarakter offer for modbydeligheder, der aldrig har været noget menneske værdigt. Dét kan selv Janus ikke forhindre. På trods af den indirekte hilsen til Amina Lawal er 'Aminas breve' ikke nogen stærkt politisk roman. Det hører ikke tiden til. Alligevel finder Bengtsson ildtangen frem og rører ved ømtålelige emner som den fejlslagne integration og behandlingen af psykisk syge: Noget er råddent i (velfærds)staten Danmark. Den ulighed, som visse politikere og ideologer ønsker sig så meget mere af, er allerede en realitet - og kønt ser det ikke ud. Under overfladen har København, ligesom Janus, dundrende ondt i sjælen. Hjemstavn er hot Gennem brevkorrespondancen i Bengtssons roman smager vi en smule på den fremmede kurdiske kultur. I hele tre af årets andre debutantromaner er vi en tur omkring Marokko (!), men ellers er det småt med eksotiske indslag. Det er nemlig hjemstavnslitteraturen, der hitter i disse år. I 2003 faldt vi i debutantprisjuryen for Maria Grønlykkes novellesamling 'Fisketyven'. Med et nærmere kig på årets godt 20 debutanter står det klart, at Grønlykkes fortællinger hjemme fra Sydfyn var strømpil for en egentlig bølge. Titler som 'Splejsen fra Gl. Kongevej', 'Nord for fjorden' og 'Buresø-fortællinger' er vink med en vognstang om, hvor de nye danske forfattere vil hen: hjem. Det kan synes navlebeskuende at skrive om livets små underfundigheder i det lille lokalmiljø midt i en tid med krige, terror og alskens naturkatastrofer. Men måske er netop den trykkede udvikling i verdenssamfundet årsagen til, at mange forfattere nu finder tilbage til andegården. Flere af årets debutanter gør det i hvert fald fremragende. Især den unge Dy Plambeck har med 'Buresø-fortællinger' skrevet en hudløs og smuk samling af lokalrealistiske prosadigte fra et lille samfund i Nordsjælland. Små glimt fra Irakkrigen vibrerer perifert gennem samlingen og stadfæster, at de personlige lokale kriser og problemer rager os meget mere end den store verdens kaos. For få unge debutanter Det luner naturligvis, at skrivekløen klør rigtig meget hos de danske forfatterspirer. Alligevel tillader jeg mig at forlange en smule mere - ikke af debutanterne, for de har leveret varen, men af de danske forlag. Den omtalte Dy Plambeck er nemlig undtagelsen i en lidt kedelig statistik. Med sine 24 år blev hun den næstyngste danske debutant i 2005 - kun overgået af den 18-årige fantasyforfatter Kathrine Louise Nielsen. Den udvikling er bestemt ikke imponerende. Jeg forstår godt de forlæggere, der vælger den mere formstøbte roman skrevet af en aldrende debutant. Men jeg drister mig til at spørge: Hvor blev de af, de 20-årige eller 23-årige debutanter? Findes de ikke længere, eller kan de blot ikke få en forlagskontrakt? Hvis det sidste er tilfældet, hvad jeg er bange for, er det brandærgerligt. Det er en skam, at ikke flere forlag tør vove pelsen og give de helt unge talenter en ærlig chance. Jeg forlanger ikke mesterværker af blixensk eller hemingwaysk karakter, men jeg kunne nu godt tænke mig lidt flere litterære knaldperler, forfattet med ungt blod i årerne. Heldigvis blev Jonas T. Bengtsson en af de få yngre forfattere, der slap gennem nåleøjet i år. Det skal både han og alle vi andre være glade for. Med 'Aminas breve' har han formodentlig lagt kimen til et spændende forfatterskab. Når bogmessevirakken har lagt sig, skal det blive spændende at se, om talenterne også rækker ud over en fremragende debut.