Det er påfaldende, at dette års - og særlig efterårs - fem ubetinget bedste digtsamlinger eller digtbøger alle hver på sin egen højst egensindige måde har kredset om det skumle. Pia Juuls 'Helt i skoven', Thomas Bobergs 'Livsstil', Ursula Andkjær Olsens 'Ægteskabet mellem vejen og udvejen', Niels Franks 'Én vej', Morten Søndergaards 'Et skridt i den rigtige retning' - alle som én har de befattet sig med noget fordækt, dystert, ærgerligt, skandaløst, blodigt trist. Anfægtede digte I Juuls tilfælde var det et mord ude i skoven, hos Boberg var det danskernes obskøne livsstilssyge, hos Andkjær en sporadisk gnistrende kritik af den måde, hvorpå Bush og Anders Fogh Rasmussen med jævne mellemrum misbruger sproget og logikken, og i tilfældet Frank en glimtvis kvalme over Irakkrigen og boligpriserne, hos Søndergaard en undren over den uhøfligt tidlige kræftdød, der måske meldte sin ankomst for digterstemmen. De 5 har ladet deres digte være anfægtede og pikerede, og i alle tilfælde rejser det spørgsmålet om, hvad, om noget, der mon stikker under. Hvorfor-spørgsmålet? Hvorfor blev manden hos Juul myrdet? Hvorfor er danskerne så besatte af forbrug og kapitalpensioner? Hvorfor lyver Bush og Fogh så groft? Hvorfor skal vi i øvrigt dø?, det var det, den gamle tyske filosof Immanuel Kant kaldte for 'en skandale for fornuften'. Det er vel indlysende, at digterne ikke selv giver nogen klare og entydige svar på de spørgsmål, men det interessante er, at deres digte alle tvinger eller lokker til at stille hvorfor-spørgsmålet? Vejen og vildvejen Og at de alle - ikke tilfældigt, mistænker jeg - på mere eller mindre subtile måder er besatte af forestillingen om veje og gader, bevægelse og skridt, stier og frakørsler. Mistanken møder rummet og bevægelsen hos alle fem. For slet ikke at glemme en gedigen og flyvsk og vild, eller en lun og rolig og dæmpet, humor - men det er en anden sag. Basalt kan vi efter Dante skelne mellem den lige vej frem, den er lineær, regelret, naturlig, fornuftig, måske endog lykkebringende; og så på den anden side vildvejen, fejltagelsen, blindgyden, at vandre i baghold, at gå forkert, at fare vild - kun for dermed i sidste ende at nå noget bedre, klogere og finere end det, den lige vej ville have bragt (det er jo i parentes bemærket en velkendt model fra folkeeventyret). Eller blot et ragnarok og en katastrofe. Mistænkeliggørelse af alle 'udanske' På hver sin meget forskellige måde forener Juul, Boberg, Andkjær, Frank og Søndergaard en både tematisk og formel interesse for det skumle og en vildrede over forskellen mellem vejen og vildvejen, kongevejen eller udvejen, den lige vej frem versus en gåen i ring eller faren vild. Konkret, kødeligt og bogstaveligt, såvel som moralsk, politisk og figurativt. Der er mange måder at misforstå og fejllæse denne tendens på. Man kan f.eks. foreslå, at de alle ytrer en direkte eller indirekte politisk motiveret kritik af et bestemt herskende sindelag, en hjemlig tilbøjelighed til at lade det mystiske dyr, der kaldes 'Markedet', krybe ind i alt, en tendens til, at danskerne på samme tid går amok i et obskønt forbrugsræs, har en regering, der trækker os i krig på et løgnagtigt grundlag og giver los for en dyb smålighed over for og mistænkeliggørelse af alle såkaldte 'udanske'. 'Politisk kunst' Men så ville man jo reducere de fem digtere (som her for bekvemheds skyld slås i hartkorn) til en karikatur af det, arge modstandere opfatter som den typisk frelste holdning i nærværende organs ledere, altså gøre digterne til en slags lyriske supplementer til den behjertede leder i avisen. Og det giver vist næppe megen mening. De fem giver sig aldrig eksplicit og konsekvent i lag med at ville formulere en sammenhængende, politisk opfattelse af nogen art. Men hvis vi ikke legitimt kan rubricere disse fremragende digtere som skabsredaktører, hvad da? Det er jo uomtvisteligt, at de alle på den anden side direkte kommenterer og benævner specifikke, politiske begivenheder, f.eks. og måske især den nuværende Irakkrig? Og man kan med god ret argumentere for, at de alle (måske fraset Juul) engagerer sig i det, man i 1970'erne stadig kaldte for 'politisk kunst'. Men uden at nogen af de nævnte nogensinde agiterer eller bedriver propaganda eller dyrker erstatningsjournalistik forklædt som lyrik. Dukkert i Filippinergraven Måske er de bare seismografer, en art fintfølende instrumenter, der slår ud, hver gang de dirrende mærker, at sproget bliver forlorent, hult, misbrugt, sønderbrækket og floskuløst? Det er jo en gammel, velkendt metafor for digterens rolle, men spørgsmålet er, om den ikke er anvendelig her? Det ville måske et stykke af omvejen forklare dels registreringen af det skumle - something is rotten in the state of Denmark - og dels besættelsen af veje og udveje, med trafikalt mere. For er noget råddent på Kronborg og andetsteds, så kan digteren måske i det mindste og som lyrisk mindstemål indsnuse og udråbe den pågældende lugt? Naturligvis uden partout at skulle spændes for noget ydre, ideologisk korstog eller ærinde, vi skal ikke instrumentalisere kunsten - men måske snarere, i stedet, som udtryk for en poetisk og apolitisk sprogsundhed, en versets jambiske næse, der kan lugte, noget er galt i bageriet. Og som derved indirekte og måske utilsigtet giver alle os andre mulighed for at tage bestik af målingen og sansningen, og måske vælge en ny frakørsel næste gang. Måske der ligefrem er en skjult, underjordisk og til dels usynlig sammenhæng mellem det nylige kommunalvalg og så de rystelser, de fem digtere hver på deres vis registrerer og artikulerer? Her er vi ude på dybt vand, et sted mellem det banale og det dunkle - men hvorfor dog ikke tage en dukkert i netop dén Filippinergrav? Markedets ultimative triumf Og når vi nu er i netop de smulte vande, så lad os dog også svømme forbi BogForum, der meget apropos forbinder det skumle og vejene - blandt læsende mennesker er der to gængse yndlingsudtryk om BogForum, som vil have det, at begivenheden er 'kommercialiseret', og at det er et 'gedemarked'. Begivenheden er suspekt, fordi den tenderer mod at reducere bogen til at være en vare, og digteren til at være en prostitueret, der villigt sælger og udstiller sin krop (sit udseende, sin stemme, sin karisma, sit køn), sådan at varen kan langes over bordet; tilmed er BogForum konkret formet som en labyrint af gange og stier mellem forlagenes boder og de store scener, mellem fadølsanlæg og toiletter, balkoner, trapper og lange gange. Her er netop essensen af det, de fem digtere befatter sig med - Markedets ultimative triumf, og vejenes og vildvejenes fordækte virvar. Det handler ikke om at læse i stilhed, men om at købe, købe, købe. Men her, i det sidste tilfælde, vil jeg godt gå kontra. Ikke mod de fem digtere, men mod den nævnte tankegang. Vi giver os det skumle i vold De, der siger sådan, deltager typisk selv i begivenheden, hvilket allerede angiver et moment af hykleri; for det andet befordrer pengestrømme ubetinget læsningens myrestier: økonomisk rigdom og et stort bogsalg gavner digterne, og det gavner litteraturen, der nødvendigvis forudsætter et velstandsniveau for overhovedet at kunne blive forbrugt; fattige mennesker har ikke tid til at læse, og derfor havde Virginia Woolf helt uironisk ret, da hun i 1928 omtalte profitforøgelse som »the noble art of making money« og tilskyndede særlig kvinder til at begynde at tjene en hulens masse penge. Altså: Lad os bemærke og tage bestik af det skumle lyriske efterår hos Juul, Boberg, Andkjær, Frank og Søndergaard - men lad os også samtidig tage til BogForum uden debile skrupler og selvgode attituder, og lad os dér købe os momentant ludfattige i alle de bøger, vi kan skrabe ind under neglene. Lad os give os det skumle i vold, og lad os vandre ubekymret og grådigt læsende og aflæsende om mellem Forums novemberveje og vildveje.