0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Da rocken lagde til i Reykjavik

I 'Beatlesmanifestet' skriver den islandske forfatter Einar Már Gudmundsson om sin opvækst i Reykjavik. Endnu en gang. Men ikke på samme måde som før. 'Beatlesmanifestet' er bogen, han ikke kunne skrive for 20 år siden, fordi både han og verden var anderledes.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

ALL YOU NEED IS LOVE. Den nye beatmusik og ungdommens hjerter slår i samme takt i Einar Már Gudmundssons nye roman Beatlesmanifestet . Foto: Mads Nissen

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det var i 1960'erne, og republikken Island var ung og stolt, men den var også bange. Nationens unge var i fare, mente man.

Fremtidens voksne syntes udsat for påvirkninger, der kunne få selve selvstændigheden til at vakle. Det var ikke de unges spirende erotik, frygt for en fremtidig atomkrig eller den kolde krig, der gjorde voksne bekymrede på de unge menneskers vegne.

Alt det var slemt nok. Men der var noget, der var værre.

Beatles med fragtskib
Det var rockmusikken, husker forfatteren Einar Már Gudmundsson, der var teenager i de år, hvor rock'n'roll for alvor kom til hans hjemby, Reykjavik:

»Havet er vel fundamentet i vores liv, og på en måde kan man godt sige, at musikken dengang kom sejlende til os på havet. Den kom med søfolkene«.

»Fragtskibe fra Liverpool bragte Beatles med sig ud i verden. I Island mente nogle, at det truede selvstændigheden. Det blev betragtet som en slags åndelig kolonisering«.

Superislændinge
Island blev selvstændig republik i 1944. Ti år senere blev Einar Már Gudmundsson født.

»Min generation var republikkens børn. De første selvstændige individer. Der var store forventninger til os, og der blev stillet store krav til os«.

»Vi skulle være de nye superislændinge, der kunne nationaldigterne udenad. Men vi børn og unge oplevede det måske som lidt for autoritært og konformt«.

Bange for at miste islandsk identitet
»Vi var meget åbne over for internationale strømninger. Over for rockmusik, film, hele den angloamerikanske kultur. Derfor var folk vel bange for, at vi ville miste den islandske identitet«.

Frygten for beatmusik og andre engelsk-amerikanske kulturstrømninger sidder i skoleinspektører, præster og forældre fra de allerførste linjer af Einar Már Gudmundssons nye roman 'Beatlesmanifestet':

»Et spøgelse går gennem verdens gader, Beatlernes spøgelse. Det ser mest af alt ud til, at verden forbereder sig på en vanvittig trommesolo. Op dukker store hærskarer af børn, der ikke har andet end deres svenddom og mødom at tabe«.

Kulturel styrke i sagatraditionerne
Sådan begynder bogen. På trods af både søfolkenes fristende rockplader og den amerikanske bases lokkende fjernsyn og radiostation skulle frygten for åndelig kolonisering senere vise sig at være ubegrundet. Det er den afholdte forfatter Einar Már Gudmundsson et af mange eksempler på.

Island må være et af de lande med flest kunstnere per indbygger. Adskillige af dem er ligesom Gudmundsson internationalt værdsatte. Den kulturelle islandske integritet nød blot godt af inspiration udefra, siger Einar Már Gudmundsson:

»Påvirkningerne fra amerikanerne på basen og fra fjernsynet blev kun frugtbar. Vi havde en kulturel styrke i sagatraditionerne og kulturen i øvrigt, og påvirkningen udefra styrkede det indre af den islandske kultur i stedet for at opsluge den«.

Tiden ændrede historien
Med 'Beatlesmanifestet' vender Einar Már Gudmundsson endnu en gang tilbage til sin opvækst i Reykjavik. Der har han været før. 'Beatlesmanifestet's jegfortæller, Johan Pjetursson, vil virke bekendt på læsere, der kender Gudmundssons gennembrudsroman 'Ridderne af den runde trappe', som udkom på dansk i 1984.

Det lægger jegfortælleren da heller ikke skjul på. Få sider inde i den lunt fortalte roman tilstår Johan Pjetursson, at han »tidligere har optrådt på sider skrevet af denne forfatter«.

I første omgang flækker Einar Már Gudmundssons fjeld af et ansigt i en stor, varm julemandslatter, da han bliver spurgt om, hvorfor han bliver ved med at skrive om barndoms- og ungdomsårene. »Måske er jeg bare barnslig«, siger han på sit langsomme danske, der har enkelte låneord fra andre skandinaviske sprog.

Bygger på gammelt materiale
Så rynkes panden igen, og han kommenterer spørgsmålet:

»Man kan vel sige, at alle mine bøger på en eller anden måde handler om det at være barn. Men det er ikke kun børn og barndom, jeg skriver om. Jeg skriver jo om fåålk«, siger han og udtaler det sidste ord med klippevægt.

Einar Már Gudmundsson skriver om mennesker. Johan Pjetursson fra 'Ridderne af den runde trappe' var han nødt til at skrive om én gang til, fordi han ikke blev færdig med ham i første omgang.

»'Beatlesmanifestet' bygger delvis på et materiale, jeg havde liggende, men ikke magtede at skrive om dengang for 20-25 år siden«.

»Måske magter jeg det nu. At skrive om skolesystemet og kærligheden og den personlige frihed, som vi oplevede i barndommen dengang, hvor vi kunne bevæge os frit i gaderne og på stranden. Hvor mødrene var hjemmegående og alle opdragelsesinstitutionerne ikke rigtig var kommet i gang endnu«.

Billedsproget var påvirket af en anden virkelighed
Romanen som genre er en mulighed for hele tiden at udforske livet fra nye sider, mener Einar Már Gudmundsson. Det er det, han har gjort ved at skrive endnu en roman om Johan Pjetursson. Forfatteren var et helt andet sted i livet, da han skrev 'Ridderne af den runde trappe'.

Dengang var han en forholdsvis grøn fortæller, der læste på universitetet og sympatiserede med venstrefløjen. I dag er han etableret forfatter, far til fem børn, og verden er en anden.

»Hvis jeg havde skrevet 'Beatlesmanifestet' for 20 år siden, var det blevet en helt anden bog. For 20-25 år siden skrev jeg i den periode, man kaldte den kolde krig. Den påvirkede synet på mange ting. Vi sammenlignede hele tiden Øst og Vest. Vi havde atomtruslen. Hele billedsproget var påvirket af den virkelighed, som fandtes dengang«.

»Siden har verden ændret sig meget. Den kolde krig er forbi, Muren er faldet, og vi har oplevet 11. september. Tiden har i noget omfang ændret historien. Derfor har jeg måske i dag et helt andet syn på min opvæksts miljø, end jeg havde tidligere«.

»Jeg tror på spørgsmålstegnet«
Det generer ikke Einar Már Gudmundsson, hvis han eventuelt med 'Beatlesmanifestet' modsiger noget af det, han tidligere har skrevet om den samme periode.

»Det er fortællekunstnerens opgave at videregive tiden og opfriske hukommelsen. At give tavsheden mæle og minde om det glemte. Jeg betragter det som min ret at modsige mig selv, hvis jeg har haft meninger, jeg ikke længere mener, er holdbare«.

»Sandheden må ligge i det at søge den konstant og aldrig finde den. Først hvis man holder op med at søge, er man på vildspor. Man kan sige, at jeg tror på spørgsmålstegnet«.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce