Det er vådt og koldt, og skoene suger vand fra det våde græs. Forkølelsen lurer bag øjnene, influenzaen har ulmet i blodet et par dage: en seng, en seng, et kongerige for en seng. Engang mødte C. stakkels Septimus i Regents Park. I samme park, det var vist den sidste dag i oktober, mødtes Allison og Nicolas ved tepavillonen med Cumberland Terrace i baggrunden. »Cras amet qui numquam amavit quique amavit cras amet«. Gådefuld kvinde I dag er der ingen kvinder i parken, kun to mænd i regnvejr, der skal mødes med en tredje. Måske sidder alle kvinderne på bagsædet af de Jaguarer og Mercere, som chauffører med handsker på kører fra den ene luksusbutik efter den anden i Belgravia. Elegante, selvbevidste, dressed to kill. Man har set så mange bare i løbet af et par timer, at man ville skulle leve flere år i bette København eller læse en hulens masse pulp fiction for at komme bare i nærheden af samme antal. Man forsøger at få ild i piben og udbygger gåden: Hvem er C., hende, der gik fra Westminster til Bond Street for at købe blomster? Som krydsede Victoria Street, gik gennem St. James park, bemærkede sig folkemængden ved Buckingham Palace, handlede i Bond Street og på et tidspunkt passerede Oxford Street lige der, hvor Portland Street løber ind i den? På shoppingtur Mobilen brummer i inderlommen, den tredje mand, filmanmelderen, er i den anden ende, hvor bør gentlemen mødes i London? Under kuplen i British Museums læsesal naturligvis, men i betragtning af geografi, vejrlig og fantasmagorik bliver det Baker Street. Vi ser bobbyen med slængkappen uden for den berømte adresse og ved, at vi er gået rigtigt. Det støvregner, kommer til at tænke på et tv-program, der hævdede, at Jack The Ripper måtte være en læge, der endte med at forsvinde i USA, men det er støj på linjen, for Ripperdrengen har intet at gøre med den berømte detektiv i 221 B. Her ligger nu en hyggelig lille butik, der kalder sig museum. Den har alt, hvad der kræves til en perfekt ekvipering: forstørrelsesglas med læderindbundet håndtag, deerstalkere, ternede kapper, små pistoler, lædertasker. Ens fødder er våde, men ikke for våde til, at man kan lade være med at bladre i de gamle bind med Strand Magazine og sandelig. I september 1893 finder man 'The Greek Interpreter', man hilser venligt på Mycroft, og lukker så den støvede raritet. Man overvejer at købe en bogstøtte, der er så grim, at den er smuk, men i nabobutikken har man allerede investeret i en gul undervandsbåd og fire psykedelisk klædte dukker af plastik, så man fremturer ikke. Netop da træder filmanmelderen ind i butikken. Så er gruppen fuldtallig, man køber et snyde-cognacglas til sin yngste søn og går på anbefaling fra bobbyen rundt om hjørnet og spiser fish and chips på en pub, der også har øl. Det er der ingen pubber, der ikke har. Urolig søvn Der er meget at tage sig til for gentlemen i London, men man er blevet for gammel til at turde tro på, at influenza kan drikkes ihjel, og i morgen skal man møde en sociolog, der ved alt. Tæt ved midnat sidder man på sin smalle seng i hotelværelset og føntørrer sine våde sko, mens elkogeren varmer vand til te, på CNN er et nigeriansk fly styrtet ned, man har tasken fuld af bøger, men orker ikke at åbne en eneste. Hvem kan sove i Berlin - eller London? Under Anden Verdenskrig faldt en tysk bombe i Hyde Park, den dræbte alle fisk i The Serpentine, som kvinden, der handlede i Bond Street, engang smed en shilling i. Først en halv time på den ene side, så fem minutter på den anden. I 1855 angreb en folkemasse på 150.000 mennesker de riges kareter i Hyde Park, manden der fik bylder i enden af at sidde med næsen begravet i bøger så mange år i British Museums læsesal, udtalte: »I går i Hyde Park begyndte den engelske revolution«, han tog fejl. Man blunder videre, ude i hotelreceptionen taler en dame i telefon, det lyder russisk. Immigranter og turister Efter en forkølet nat vågner man til endnu en dag med et forbløffende antal iøjnefaldende gazeller i Belgravia. Det må være derfor, englænderne går så villigt i krig. De har virkelig noget at forsvare. Går rundt på må og få. London er fuld af antikvariater, men man besøger dem ikke. Man er kun ti minutter væk fra Holland House, men man tager ikke derud for at se, hvordan det tager sig ud så mange år efter, at tyskerne bombede biblioteket. Havde mændene på fotografiet Eden-hatte, trilbies eller bowlere på? De er skøre de englændere, men hvor er de henne? Alle, man møder, taler engelsk med accent. Østeuropa, Asien, Det Ulykkelige Arabien. Så møder man Danny på den lille plads ved Victoria-Station. Han ligner en, der netop er trådt ud af en ny dansk roman, der foregår i fortidens England og har en hel del med Karl fra læsesalen at gøre. Danny ved ikke noget om noget. Han taler næsten uforståeligt, fabler om Polen og Danmark og Afghanistan, som om landene ligger lige ved siden af hinanden og er nogenlunde lige store. Her er ti millioner turister, navnløse, mage til alle de andre bliver vi som manden i mængden suget mod Oxford Street, til Megastoren, der rettelig burde hedder Virginia til fornavn, »I have crossed oceans of time«, siger Gary Oldman, køber filmen for 5.99 . Føntørreren og Panodilerne har gjort underværker. Nogle timer senere finder vi uden problemer perron 9 trekvart, støder panden mod muren og lader det gå hjemad, men hvem - quiz 1 - er C. - damen fra gåden? Og glem ikke quiz 2, som er ret funny. Ikke 'funny ha-ha', snarere 'funny peculiar', synes vi da selv: Nævn mindst fem af de forfattere, der spøger i vor forkølede reportage. I sidste uge efterlyste vi i quiz 1 en roman, hvis første sætning lyder: »Du er bare så frygtelig til at spille dig selv«. I quiz 2 efterlyste vi en anden roman af samme forfatter, der begynder således: »HER LADES ALT HÅB UDE, står der tværet med blodrøde bogstaver på Chemical Banks mur nær hjørnet af Eleventh og First«.Easton Ellis Kære Bibliopat Har allerede læst hans nye roman, 'Lunar Park', på engelsk, den er vældig god. Forfatteren, du har i kikkerten, er amerikanske Bret Easton Ellis. Sætningen, du efterlyser i quiz 1, indleder denne bog, og ikke hans debutroman 'Under Nul', som starter med følgende sætning: »Folk er bange for at flette på motorveje i Los Angeles«. (Korrekt, BP). Svaret på quiz 2 er 'American Psycho', og det må siges at være en indledning, der passer til bogen. Jeg har faktisk aldrig læst en så uhyggelig bog. Med venlig hilsen Søren Jensen, Lyngby Nærmest bedrageri Kære Bibliopat Hukommelser er jo ikke, hvad de har været - og selv om min hukommelse ikke fejler noget (så vidt jeg husker), så kan det jo være, jeg tager fejl. Men: Kan det passe, at du ikke har skrevet om Hernov? En søgning på Politiken/bøger giver 0 resultater. Jeg mødte en gang Hernovs søn, der fortalte, at faderen satte penge til på sine pragtudgivelser, og at de derfor kun blev produceret, når han havde tjent godt på mere almindelige bøger. Og hvilke udgivelser: Jeg er den lykkelige ejer af 'Robin Hood', 'Kong Arthur', 'En verdensomsejling' og 'Den hemmelighedsfulde ø' - og det er da bøger, der må glæde enhver bibliopat. Så hvis min hukommelse ikke har snydt mig: Ville det ikke være rimeligt at bruge en lørdagsartikel på Hernovs specielle udgivelser? Og så til noget helt andet: Morgenaviser her på øen er ukendt, så jeg har ikke fornyet mit abonnement på Politiken. Lørdagsavisen køber jeg dog jævnligt - specielt på grund af din del af 'Bøger', men: Her for et par uger siden var der ingen Bibliopat, det nærmer sig bedrageri!! Politiken kunne i det mindste have trykt på forsiden: »Ingen Bibliopat i dag - vi beklager«, men ikke engang det var der. Løsning: Lige som man kan lave kanoner og skibsbiblioteker, kunne man (dvs. du) jo lave en nødhjælpskasse med sym- og bibliopatiske artikler til brug i trange tider, hvor du ikke kan producere dit væsentlige bidrag til vores weekend-velbefindende (noget skal de lange, mørke vinteraftener jo gå med). Ovenstående efterlyste Hernov-hyldest kunne jo bruges her, og jeg er sikker på, at læserne gerne bidrager med lange ønskesedler. Med venlig hilsen Bjørn Ørding-Thomsen, Nexø