Don't tell it - show it! Dét omkvæd fra begynderundervisningen i enhver kunstart måtte to af vore mere drevne dramatikere minsandten finde sig i at høre ekkoer af fra anmelderne i denne uge, da de fra scenens projektører rykkede over i læselampens ubarmhjertige skær. Ingen af dem er ellers ligefrem romandebutanter. Men anmelderne var nu heller ikke enige. Hjertet på rette sted Om Flemming Jensen, manden bag det politiske teaters mere end forfriskende danske genfødsel med 'Spindoktor' og 'Let's Kick Ass', kunne Politikens læsere i tirsdags læse, at han med romanen 'Den skyldiges uskyld' havde »skrevet en stærkt underholdende bog om turisme, terrorisme og latterlige tv-chefer«. Alt dét kan forenes, fordi Jensens grønlandske helt Jakob (fra forrige roman 'Imaqa') nu kommer til Bali med en dansk tv-hold og her møder en lokal, økologisk bevidst hotelværtinde og yngre, mere militante miljøforkæmpere. »Den er god«, konstaterede Marie Tetzlaff her i Politiken og uddybede: »den er velskrevet ... den har lune med en skarp kant ... den har en spændende handling ... og så har den noget på hjerte - et hjerte, der i øvrigt sidder på rette sted«. Terror To-najt Desuden havde »denne anmelder« (som hun og flere af mine andre kolleger altid kalder sig selv, i selvudslettende angst for det ublufærdige førstepersons pronomen?) respekt for, at Jensen uden at forsvare terrorisme dog »forsøger at få os til at forstå den vold, der udspringer af magtesløshed mod myndighedernes korruption« og fastholder, at romanens afsluttende katastrofe er »den der giver klangbund til resten og gør denne bog til mere end den fremragende underholdning, den også er«. På dét punkt kunne hun dårligt være mere uenig med Jyllands-Postens og Berlingerens anmeldere: Jensens bog »er bestemt ikke nogen vellykket roman«, fastslår Michael Jannerup Andersen straks i Berlingske Tidende, før han anerkender Jensens »talent for at spidde den medieverden«, han kender godt. Romanen leverer ikke »noget vægtigt bidrag til forståelsen af ekstremismens natur«, selv om Jensen endda har den »uvane« at lade sin »politiske indignation ... afbryde den fiktive fortælling«. Også i Jyllands-Postens anmeldelse af den »ujævne« roman med satiriske spor af »Jensen-to-najt« anker Annelise Vestergaard over, at »hans fortællerrolle ofte bliver for påtrængende. Han kan ikke dy sig for at komme med kommentarer til begivenheder, som blot skulle have været naturligt integreret i historien og tegnet sig selv«. Lidt af en gyser Det er ikke helt den samme fodfejl, Bjørn Bredal her i Politiken har som sin indvending mod Astrid Saalbachs fjerde roman - men måske alligevel en subtil version af det samme? Men hvis 'Den skyldiges uskyld' vakte mere udelt begejstring i Politiken end hos de øvrige, så forholdt det sig omvendt med Astrid Saalbachs 'Fingeren i flammen'. De andre først: Den »blændende smukke roman« om den skønne Claire, som alle falder for, og som får alle til at falde, drejer sig ifølge John Chr. Jørgensen i Ekstra Bladet om »skønheden som skæbne«. Han kalder det »psykologisk spændingskunst af første klasse. Skrevet i et stjerneklart sprog. Et godt bud på årets bedste danske roman«. Også Jyllands-Postens Erik Svendsen nyder skønheden i Saalbachs »meget underholdende og meget creepy roman«, der er »lidt af en gyser«, »en flersidet kærlighedsroman« om »et brændt barn«. Snehvidemotiv »Variabel intern fokalisering« hedder denne flersidighed ved hjælp af synsvinkelskift i »narratologisk jargon«, betror Erik Skyum-Nielsen os i Information. Ved at udfolde sin etik gennem denne teknik bliver romanen »ikke alene en velskreven, flot gennemført psykologisk skildring, men også en fin udfoldelse af noget så enkelt som overbærenhed og tolerance. Hvem tør dømme? Døm først dig selv«, lyder Skyums opfordring. Synsvinkelskiftene indgår for Kristeligt Dagblads anmelder Kasper Lezuik Hansen i opbygningen omkring »et 'snehvidemotiv'. Alle personerne spejler konstant deres skønhed, deres mangel på samme, deres misundelse ... og handler ligesom i Grimms eventyr irrationelt på de genspejlinger, de ser«. Romanen er skrevet ud fra »et kvindeligt synspunkt, et meget kvindeligt synspunkt«, og dét giver »ubalance«, synes manden. Men har blik for, at romanen »er samtidskritisk i sin holdning til æstetik« og disse plastikkirurgiske tiders ellers totale knæfald for »ydre skønhed«. Skematisk kærlighed Som Saalbachs eneste kvindelige anmelder definerer Liselotte Wiemer i Weekendavisen romanens tema helt anderledes end alle d'herrer: »Nemlig utroskabens uforudsigelige, næsten djævleagtige pris«. Ellers et overrendt tema, synes hun, især på film, men »man brænder sig« med 'Fingeren i flammen'. Ganske vist »tynder ... intensiteten i romanen en hel del ud« med mængden af anklager mod liderlige mænd, men den rammer tidens »doublebind af grænseoverskridelse og puritanisme«. »Skønhedens problem« handler romanen også om ifølge Politikens anmeldelse. Men her finder Bjørn Bredal, at det »er romanens styrke og svaghed, at den så udpræget og gennemført vil sætte et problem under debat«. Han anerkender Saalbachs drevne talent for at »holde på en hemmelighed«, men scener og typer af kærlighedsforhold skifter »meget skematisk, eller i hvert fald meget scenisk«, og de »styrende kvindelige skurke bag de udøvende« udpeges lovlig tydeligt. Al den tydelighed resulterer i den subtile udgave af dén kritik, andre avisers anmeldere rettede mod Jensens kommenterende fortæller: »Den mesterlige dramatiker kan som romanforfatter ikke stå for fristelsen til at forklare og tekste for tungnemme. Man nyder hver enkelt passage, sansningerne, den menneskelige indsigt, de præcise replikker. Men jeg ville gerne have haft nydelsen lidt i fred for forfatteren«.