Hej igen, i dag skal det handle om oksesteg, svesker og indre glød, men inden da slipper De ikke for en boligpolitisk ekskurs. Sagen er, at få emner, bortset fra emnet 'Jørgen Leth', har så godt et tag i familien Danmark som realkredit. Så går obligationskurserne op, så går de ned. Så kan man afdrage, så kan man lade være. I disse år bliver der med stats- og bankgaranti brugt mere energi på at diskutere gode lån end gode bøger ved middagsselskaberne. Det er lidt trættende. Hjemme hos Bibliopaten, hvor trenden er, at lån konsekvent optages på det så vidt muligt mest ugunstige tidspunkt, har vi for længst opgivet at forstå realkredittens magiske verden. Fortrængte bøger Til gengæld kan vi godt forstå dem, der er optaget af, hvor meget bolig man egentlig kan få for sine surt sammensparede penge. Og af, hvad man kan bruge sådan en bolig til. Uden et bestemt antal kvadratmeter til sin rådighed er det jo hverken muligt at opbygge læsekroge eller biblioteker. Vi kan ikke lade være med at tænke på alle de unge familier, der i disse år enten kasserer eller fjernopbevarer deres kostelige bøger, fordi der simpelthen ikke er plads til dem i de små boliger, man får for et par millioner nu om dage. Virginias flamme Det er en sørgelig udvikling. Også på litteraturens vegne er der grund til at råbe vagt i gevær, og så er vi - uden at slippe det boligpolitiske - endelig fremme ved rygmarvsfaklen og oksestegen. Dem kan man læse nærmere om i Virginia Woolfs uforlignelige klassiker 'Eget værelse', som vi ikke tøver med at anbefale. Man får simpelthen varmen af den bog. Bogen er baseret på to foredrag, som Virginia Woolf holdt på Cambridge University for 77 år siden, og vi havde den forløbne sommer den store glæde af at læse den igen. Hvilken fornøjelse. Egentlig var vi gået i gang med Umberto Ecos tykke antikvarboghandlerroman 'Dronning Loanas mystiske flamme', men straks vi stod med Woolf tynde bog mellem hænderne, måtte Umbertos flamme vige for Virginias. Søster Shakespeare Woolfs pointe, som dengang var kontroversiel, er, at man ikke kan skille økonomisk og kunstnerisk uafhængighed fra hinanden. »En kvinde må have penge og et værelse for sig selv, hvis hun skal skrive skønlitteratur«, skriver Woolf. Hendes ærinde er kvindepolitisk, men 'Eget Værelse' er meget mere end en gennemlysning af patriarkalsk magt. Den handler lige så meget om, hvad skønlitteratur er, og hvad der skal til, for at inspirationens gnist pludselig flyver. Og så afslører fantastiske Woolf, hvis De ikke allerede skulle vide det, at Shakespeare havde en søster! Det var hende, der blev derhjemme og stoppede strømper, mens William tog til storbyen for at prøve lykken i teatrets verden. Søster Shakespeare var lige så eventyrlysten og genial i brug af ord som sin bror, men tiden var ikke moden til at lade kvinder få samme muligheder som mænd. I en alder af sytten stak hun af fra sin fader, der ville gifte hende med en uldhandler fra nabosognet, men en syttenårig pige havde dengang ikke en chance i London. »Hun tog livet af sig en vinternat og ligger begravet ved et vejkryds, der hvor busserne nu holder uden for Elephant and Castle«, skriver Virginia med den store fantasi og de skarpe holdninger, og så må det jo være rigtigt. Underjordisk glød 'Eget Værelse' er ikke en suffragettes vrisne manifest, men en stor kunstners refleksion over liv og litteratur. Næste gang, vor læser mærker, at realkreditfeberen skal til at bemægtige sig middagsselskabet, kan hun jo passende genkalde sig, hvad Virginia skriver om inspiration i forbindelse med mad og venner: »I mellemtiden var vinglassene blevet skyllet ud i gult, i rødt, var blevet tømt, var fyldt igen«. »Og således tændtes gradvis, langt nede langs rygraden, der hvor sjælens bolig er, ikke det lille hårde elektriske lys, vi kalder geni, som farer ind og ud igennem vor mund men den dybere, finere og mere underjordiske glød, som er fornuftens rige, gyldne flamme, når den folder sig ud i samvær«. »Ingen grund til at ile. Ingen grund til at brillere. Ingen grund til at være andre end sig selv«. »Vi skal alle i Himlen, og Vandyck er med - med andre ord, hvor godt syntes livet ikke at være, hvor søde dets belønninger, hvor triviel syntes ikke det klagemål, og hint nid, hvor beundringsværdig var ikke venskab og samvær med andre af éns slags, idet man tændte en god cigaret og sank tilbage blandt hynderne«. Oksesteg og svesker Virginia, vor heltinde, tilføjer lidt senere: »Eftersom menneskets legeme er, hvad det er, hjerte, krop og hjerne samlede under ét, og ikke anbragt i forskellige hylstre som det utvivlsomt vil være tilfældet om en million år til, er et godt måltid af største vigtighed for god tale«. »Man kan ikke tænke godt, elske godt, sove godt, hvis man ikke har spist godt. Rygmarvsfaklen tændes ikke af oksesteg og svesker«. »Vi skal vistnok alle i himlen, og vi håber, at Vandyck vil træffe os lige rundt om hjørnet - det er denne tvivlende og vurderende sindstilstand, som oksesteg og svesker avler med hinanden, når de indtages for enden af dagens dont«. Tag over hovedet skal der til, eget værelse er skønt, og det koster, men uden rygmarvsfaklen er det hele lige meget. Det kan det godt betale sigt at huske på. Quiz 1: »Du er bare så frygtelig til at spille dig selv«. Første sætning i hvilken debutroman? Quiz 2: »HER LADES ALT HÅB UDE, står der tværet med blodrøde bogstaver på Chemical Banks mur nær hjørnet af Eleventh og First ({hellip})«. Første sætning i hvilken roman af samme forfatter? Sidst efterlyste vi en varmblodet andalusisk adelsmand, der siden 1620 har spøgt i utallige værker, og en tyveårig blond parisisk skønhed med røde læber fra 1844.Don Juan og Milady Kære Bibliopat. Din omtale af fotoet af Holland House fik mig til at tænke på bogen 'London Transport Carried On', som er et ret spændende skrift spækket med detaljerede rapporter, beretninger og også en del fotos fra Blitzen. Det viser, at mottoet 'business as usual' bestemt ikke var tom snak. Og nu til quizzen: 1) Tirso di Molina, Molière, Mozart og Søren Kierkegaard er blandt de forfattere, der har skrevet om Don Juan. 2) Det må da vist være Milady fra Dumasfabrikkens 'De tre musketerer', som netop udkom i 1844. Man kan sige om dette værk (sammen med bl.a. 'Greven af Monte Christo' og 'Skatteøen'), hvad Dan Turèll engang sagde om - så vidt jeg husker - Bram Stokers 'Dracula', at det kan kritiseres sønder og sammen fra alle litterære synsvinkler, men når det er gjort, står der tilbage at sige, at det er genialt. Med venlig hilsen Daniel Radtleff, Hørve Trinitatis, selvfølgelig Kære Bibliopat. Du skriver 22. okt., at der blev opbevaret bøger på Vor Frue Kirkes loft. Forhåbentlig ikke i 1728 og 1807, for så var de jo brændt. Det er vel ikke Trinitatis Kirkes loft, hvor universitetsbiblioteket havde til huse, der spøger? Det brændte godt nok i 1728, men derefter var der bibliotek igen til 1861. Det slap med skrækken i 1807 ( korrekt, det var den berømte klap, BP). Med venlig hilsen Niels Elsborg Mums! Kære Bibliopat. En kort kommentar til Dick Austins kommentar til Gavin Menzies bog '1421'. I Daniel J. Boorstins særdeles velresearchede bog 'The Discoverers' omtales kinesernes opdagelsesrejser i kæmpejunker også (se specielt kapitel 25 'The Chinese Reach Out'). Dog lader det ifølge Boorstin til, at kineserne ikke nåede længere end til Afrikas sydspids (og altså ikke til Grønland), men det er da også ganske imponerende. Alt dette er dog uvæsentlige, ja nærmest fluekneppende detaljer! Min egentlige pointe er at henlede opmærksomheden på den særdeles lækre tobindsudgave af Boorstins bog fra 1991. Indbundet, på lækkert papir og med hele 550 billeder. ISBN: 0810932075. Mums. Med de venligste hilsener Anders Gorm Pedersen Trilbies - ikke bowlere! Kære Bibliopat. Hatten, som mændene på fotoet bærer, er ikke 'bowler', men 'trilby'. I Merriam-Websters ordbog står: »trilby (pl. trilbies) chiefly British: a soft felt hat with indented crown. Etymology: from the fact that such a hat was worn in the London stage version of the novel Trilby (1894) by George du Maurier«. Hilsen fra én, som var 2 år og 'londoner', da billedet blev taget. Lesley Jensen, Kbh. S Eden-hat - ikke bowlere!! Kære Bibliopat. Ingen af de tre herrer bærer bowlerhatte, der var stive, sorte og rundpuldede. Herren til højre bærer en Eden-hat, opkaldt efter den engelske udenrigs- og senere statsminister. Kom fotografen tilfældigt forbi, eller er billedet arrangeret f.eks. i propagandaøjemed for at vise, at englænderne kunne klare Blitzen og fortsætte den daglige tilværelse? Venlig hilsen Erik Heimann Olsen, Frederiksberg