Større end nogensinde. Sådan lyder det hvert år fra bogmessen i Frankfurt, der bliver afviklet i disse dage. Mere end 200.000 besøgende, de fleste professionelle forlæggere, har fem dage til at skanne 7.223 stande fra 101 nationer: Det summer sig op til 104.231 nyudgivelser, der præsenteres på verdens største bogmesse. Tallet imponerer, når man tænker på, at der på verdensplan udgives omkring 1,2 millioner bøger om året. En tiendedel af dem kan altså ses på messen i Frankfurt i disse dage. Streng censur Bogmessen har den gode tradition, at der hvert år er en særudstilling fra et udvalgt land. I år har Korea fået æren, i fjor var det den arabiske verden. Man behøver ikke være cand.scient.pol. for at se hensigten med denne demonstrative gæstfrihed. Men det er i øvrigt heller ikke nødvendigt, for ved sin åbningstale i onsdags sagde messens direktør, Juergen Boos: »Messens grundlag skal være ordets frihed, og i den henseende har bogmessen dybest set en politisk opgave: Vi ønsker, at hvert menneske har adgang til litteratur, og at forfatterne kan skrive uhindret«. Men hvorfor nu Korea? Landet er, især i de senere år, blevet et stabilt demokrati for 48 millioner mennesker i ret ugæstmilde, asiatiske omgivelser, og intet tyder på, at dets mangfoldige forfattere underkastes censur. Svaret er enkelt: Ved at invitere Korea sætter man en tyk streg under den kendsgerning, at landets nordlige naboland og lillesøster, Den Demokratiske Folkerepublik Korea, ikke er repræsenteret på messen. Af gode grunde. Ganske vist skrives der også bøger i verdens vel mest totalitære og morderiske regime i dag, men der trykkes ikke et bogstav, som ikke har fået den kære leder Kim Jong Ils imprimatur. Og den nordkoreanske lommediktator har nok i et af sine klare øjeblikke begrebet, at han ikke burde medvirke i et show, der har ytringsfriheden som sin overordnede ledetråd. Ødemarker af beton Set under den synsvinkel er der også en ekstra grund til, at Frankfurtermessen anerkender det virkelig demokratiske Koreas litterære præstationer. Heller ikke de har nemlig været en selvfølge. I næsten et halvt århundrede efter Koreakrigen fra 1950-53 blev den sydlige del af landet styret af autoritære regimer. De kunne ikke på nogen måde måle sig med det antiseptiske kommunistiske diktatur i nord. Men opposition blev slået ned med hård hånd, og det frie ords talsmænd endte oftest bag lås og slå. Først i 1990'erne begyndte der en egentlig optøning af de politiske tilstande, der kunstigt havde været skærpet med henvisning til den i øvrigt ægte og alvorlige militære trussel fra nord. Korea er egentlig et meget smukt land. Hovedstaden Seoul ligger ved den mægtige flod Han, og landet er rigt på billedskønne bjerge og skovbeklædte høje, hvorfra man i klart vejr kan skimte den japanske kyst mod øst. Men den uhørt brutale japanske besættelse af landet i første halvdel af det 20. århundrede og Koreakrigens umådelige ødelæggelser knuste landets sociale strukturer og forvandlede storbyerne, og i særdeleshed Seoul, til ødemarker af beton. Samtidig var Korea alt for fattigt til at modernisere landet skånsomt. Fem års isolationsfængsel Alt det har beskæftiget de koreanske forfattere, der nyder en uhørt popularitet i deres hjemland og i rigt mål er oversat til europæiske sprog, herunder til tysk, hvad de mange bogpræsentationer på Frankfurtermessen vidner om. En yngre kvindelig forfatter Eun Heekyung har således i Korea i løbet af ti år solgt ikke mindre end 800.000 eksemplarer af sin roman 'Fuglens gave', der nu også afprøver det tyske marked ('Ein Geschenk des Vogels', Pendragon Verlag, 320 sider, 18,50 euro). Det er tydeligt, at landets yderst brutale deling og traumatiske historie spiller en stor rolle for de forfattere, der er med på bogmessen, og som giver interview til tyske medier. En af dem er den 61-årige Hwang Sok Yong, der bl.a. har fået sin delvis selvbiografiske roman, 'Den fjerne have' ('Der ferne Garten', dtv, 520 sider, 15 euro), udgivet i tysk oversættelse. Hwang fik fem års isolationsfængsel for i begyndelsen af 1990'erne at have deltaget i et forbudt møde med nordkoreanske forfatterkollegaer. Fængselsopholdet nedbrød ham fysisk, men ikke psykisk. Han var netop kommet tilbage til Korea efter et ophold i Berlin, hvor han havde set Muren mellem de to Tysklande falde. I begivenhedernes centrum Hans bog handler om en intellektuel, Oh Hyunuh, der idømmes 17 års fængsel for at have deltaget i en studenterdemonstration. Mens han sidder der, skriver hans elskede Han Yunki dagbog for mentalt at holde kontakten til Oh i live, men hun dør af kræft fire år før hans løsladelse og efterlader ham deres fælles datter. Ifølge anmeldelserne er bogen en fremragende og usentimental beskrivelse af livet i det koreanske fængsel og den omsider frigivne mands resignation i et land, der omsider menneskeliggøres og demokratiseres. I en samtale med Süddeutsche Zeitung siger Hwang, at han kun kan skrive ud fra den tidsånd, han lever under. »Jeg er ingen politisk forfatter i den betydning, at jeg forfatter opråb og manifester. Jeg går snarere direkte hen til begivenhedernes centrum, og jeg har oplevet alt selv, jeg har mærket og bevidnet det på min egen krop«. Han mener, at han ikke bare har været vidne til demokratiseringsprocessen i sit land, men også præget den og medvirket til den. »Det vil jeg ikke fortsætte med. Nu må jeg koncentrere mine kræfter om at skrive. Jeg har ikke længere fysisk styrke til at blande mig i alt«.