Det er morgenen efter endnu et tysk bombardement. Blitzen over London har ramt et bibliotek i Kensington. Taget på bydelens pryd, Holland House, hvor Cromwells hær engang residerede, er brast sammen, spærene er sorte og brændte, der har været ild, men som ved et mirakel er væggene ikke styrtet sammen. De høje bogreoler og sirligt ordnede bøger synes helt uberørte af de voldsomme begivenheder. Det gør de tre mænd under bowlerhattene også. Måske har de tilbragt natten i soveposer på en af de undergrundsstationer, der blev brugt som beskyttelsesrum under krigen. Måske har de den forgangne nat set døde og døende. Måske har de sønner i Royal Air Force, der allerede er sendt af sted for at gøre gengæld? Hyldest til læsningen Fotografiet er berømt. Men fotografens navn og historien omkring billedet er ikke nem at grave op. Hvem er de tre mænd? Overlevede de? Lever deres efterkommere? Hænger fotografiet lige nu i stor forstørrelse på væggen hjemme hos den bagerste mands eneste søn? En nu halvfjerdsårig pensionist, som igen og igen har måttet fortælle sine tavst lyttende og fascinerede børn og børnebørn om dengang, hans egen fader, kort efter at tyskerne havde smidt en bombe, stod der i ruinhoben og ledte efter et digt af Tennyson, så han kunne løse en kryds og tværs i The Times? Biblioteker, der brænder, er, hvad civiliserede samfund frygter mest. Men dette bibliotek i London brændte ikke. Tværtimod er fotografiet af Holland House blevet stående som et billede på kultur, der ikke kan holdes nede. Mere end noget andet billede af bøger er det blevet et symbol på litteraturens styrke. Det står som en hyldest til læsning og fordybelse. Taget er styrtet sammen, man kan se den fri himmel og skorstene fra nabohuse igennem det åbne loft, alligevel ender beskueren med en oplevelse af orden og fornuft, når han først har kigget sig mæt på det umiddelbare motiv. Måske er det faktisk håndbøger i overlevelse, de tre gentlemen er på udkig efter. Hvor er det rart at leve i et samfund, hvor bøgerne ikke bliver sat hulter til bulter ind på hylderne. Alfabetisering, klassifikation, civilisation. Skjult hos Gud Billedet af Holland House blev taget i dag for 65 år siden. Om morgenen 22. oktober 1940. Siden er mange andre biblioteker blevet ødelagt af krig rundt omkring i verden. Gennem historien har man i ufredstider søgt at beskytte vigtige bogsamlinger ved at placere dem uden for større byer. Som regel i kirker ud fra den antagelse, at selv om fjenden ikke har noget imod at slå Guds børn ihjel, vil han trods alt skåne Guds huse. Herhjemme har en stor del af Det Kongelige Biblioteks bøger en overgang været placeret på Vor Frue Kirkes loft. Fjenden var ligeglad med Bosniens Nationalbibliotek i Sarajevo. Det rummede kostelige skatte, herunder en unik samling af religiøs litteratur. Det hele gik op i røg om natten 25. august 1992, da den serbiske general Ratko Mladics tropper begyndte at beskyde det. Der findes tv-optagelser af det brændende bibliotek, hvor man ser papir og aske stige til himmels, men ikke noget enkelt fotografi, der har brændt sig ind i den kollektive hukommelse med samme styrke som fotografiet af Holland House. Ambassadører for fred Kan det være tre bogsamlere, der som bier på vej mod en blomst er søgt til det sårbare, tilgængelige bibliotek? Gennemgår de på almenvellets vegne, hvilke bøger der bør fjernes med henblik på sikker opbevaring, eller er det gamle lånere, der ikke kunne finde på at svigte en ugentlig rutine på grund af et sølle bombardement? Man er ikke i tvivl om, at det er ordentlige mennesker, der står der i ruinerne. Rolige og afslappede, klædt i civilt, som om denne dag er en god dag, står de bare der og bladrer. Som ambassadører for fred og fordragelighed og hverdagslivet, som det burde være, tager de bøger ind og ud af reolerne, ganske som de plejer. Netop denne dag behøver de ikke vise lånerkort, men man er ikke i tvivl om, at ingen af dem ville hjemtage en bog uden først behørigt at placere en seddel med navn og adresse på sig selv og bogens titel. Orden skal der være. Ingen ved, om de tre mænd med bowlerhattene fandt, hvad de søgte den dag efter tyskernes bombetogt. Måske bare en stille stund på afstand af kaos, et øjebliks fred og ro, men de stod der, da fotografen knipsede, og derfor vil de altid blive stående i det smadrede bibliotek og minde om den betydning, bøger har for mennesker. Quiz 1: Fiktiv varmblodet andalusisk adelsmand, opstod i 1620, har siden spøgt i utallige værker, både litterære og musikalske, qui? Quiz 2: Fiktiv tyveårig blond skønhed med røde læber fra 1844, berømt og berygtet. Boede i Paris. Qui? Sidste gang spurgte vi i quiz 1: »Det viser hvor sund Cordelia er. I Sandhed, det er en udmærket pige«. Hvilken klassiker? Quiz 2 lød: »Seksualitet, galskab, disciplin. Han døde i 1984 i en alder af 57 år i Paris ... Hvem?«.Kierkegaard og Foucault! Kære Bibliopat! Forskellige former for seksualitet, galskab og disciplin optræder unægtelig i begge ugens quizspørgsmål, nemlig: 1) 'Forførerens Dagbog' i Søren Kierkegaards 'Enten-Eller'; og 2) Michel Foucault (1926-84) med 'Seksualitetens historie' (1976-84, da. 1997), 'Galskabens historie' (1961, da. 1999) og 'Overvågning og straf' (1975, da. 1996). Med venlig hilsen, John Svendsen, Frederiksberg C Uinspirerende Marquis Kære Bibliopat! Du skriver, at intimbiblioteket skal virke inspirerende på kærlighedens og kønslivets område i bred forstand. For mig lyder mange af de titler, du remser op, mere som 'fagbøger', der kan stille nysgerrigheden om tekniske ting, men ikke stimulerer følelserne. Men nu har jeg jo ikke læst alle disse værker. Dog har jeg engang læst de Sade, og det var bestemt ikke på nogen måde inspirerende. En bog, som straks dukkede op i min erindring, når jeg tænker 'forelskelse', er 'Infanta' af Bodo Kirchhoff (da. 1992). Jeg købte den tilfældigt i et antikvariat i maj 1995 og blev virkelig forelsket i den kvindelige hovedperson Mayla. Jeg læser mange bøger, men har ikke læst nogen andre, som i den grad har fået mig til at føle noget for en romanfigur. Så det var blot mit lille forslag. ( Vi siger tak, til læserne: send endnu flere!, BP.) Venlig hilsen, Poul B. Nielsen Skuffelse Kære Bibliopat. Jeg har en kommentar til Gavin Menzies bog '1421' i dit ultimative skibsbibliotek. Opmuntret af en anmeldelse købte jeg bogen, mens jeg var på besøg i San Francisco, og begyndte med stor fornøjelse at læse. Bogen starter virkelig godt med en spændende baggrundsbeskrivelse af Kina i 1400-tallet samt Kaiser Zhu Di og hans store ambitioner. Men den handler mest om nogle påståede verdensomspændende havsejladser i kæmpe junker, og her kom jeg hurtigt i tvivl. En ven, som jeg diskuterede bogen med, kom først med ordet 'hoax', og det blev hængende i mit hoved. Da jeg var færdig, var jeg dybt skuffet. Bogen lugter af ønsketænkning og ikke af ihærdig forskning. Blandt meget, meget andet påstår Menzies, at admiral Zhou Wen sejlede hele vejen rundt om Grønland i 1421-22! Desværre er beviserne for sådan en sensationel bedrift yderst sparsomme. Bogen er godt skrevet og fuld af interessante detaljer, men troværdigheden mangler og kan ikke oprettes af den lange liste med lærde referencer bagest i bogen. Med venlig hilsen, Dick Austin, Frederiksberg Videnskabsarkæologi Kære Bibliopat. Svaret på quiz 2 må være den franske filosof Michel Foucault. Han har været god pligtlæsning på højere læreanstalter i et par årtier og er det vel endnu. Fra en af mine studietider husker jeg Foucaults diskursanalyse fornemt formidlet af en af de danske disciple, den lille, store professor Niels Åkerstrøm. Ord som vidensarkæologi, genealogi, diskurs og analysestrategi vækker gode, men også flygtige minder, for hvad var det nu, de stod for, og hvordan er det nu lige, de kan bruges i vores hverdag? Endnu nogle bøger til genlæsningens hylde. Med venlig hilsen, Tommy Poulsen, Hillerød