Om formiddagen 30. april 1865 begik admiral Robert FitzRoy selvmord ved at skære halsen over på sig selv med sin barberkniv. FitzRoy var direktør for det britiske meteorologiske kontor og havde i denne egenskab ihærdigt bestræbt sig på at få skabt troværdige vejrudsigter. Uheldigvis nægtede vejret med samme ihærdighed at bøje sig for de FitzRoyske spådomme. Anstændigt? Man kan vel synes, selvmord var en lovlig dramatisk reaktion på dette nederlag, men få ting har i højere grad offentlighedens bevågenhed end vejret, og den uophørlige offentlige latterliggørelse har ikke været nem at sluge for FitzRoy, hvis temperament Charles Darwin beskrev som »grænsende til sindssyge«. Begivenheden rummer imidlertid endnu et perspektiv, som måske kan have været afgørende, nemlig striden om, hvorvidt 'vejrudsigter' overhovedet var et anstændigt emne for videnskaben. FitzRoys kollegaer i det engelske videnskabelige miljø hældede til den opfattelse, at vejrudsigterne udgjorde en trussel mod videnskabens velpolerede værdighed. Videnskaben burde ikke risikere sit omdømme ved at beskæftige sig med usikre forudsigelser, og FitzRoys meteorologiske kontor skulle have nøjedes med simpelthen at indsamle data om vejret, lød kritikken. Udskældte profetier Sandt er det selvfølgelig, at mens forudsigelser er en hæderkronet ambition for videnskaben, så er profetier noget, man ikke vil røre med en ildtang. Problemet er bare, at skønt denne distinktion kan forekomme oplagt inden for visse discipliner, så er den knap så oplagt inden for andre. Vejret og dermed meteorologien er et illustrativt eksempel, og det har den canadiske videnskabshistoriker Katharine Anderson nu i bogen 'Predicting the weather' kastet et interessant lys på ved at dykke ned i de gamle debatter om FitzRoys selvmord. Konsekvensen af debatterne oven på FitzRoys selvmord blev, at man helt opgav at offentliggøre vejrudsigter, hvilket dog kun førte til, at de borgere, der førhen havde latterliggjort vejrudsigterne, nu gjorde sig muntre over, at myndighederne »dag efter dag flegmatisk meddeler os, hvordan vejret var i går«. At stille folk tilfredse er, som man vil vide, ingen nem opgave. På rette spor Jeg husker ikke, hvornår de hjemlige vejrudsigter begyndte at blive til at regne med, men den tid er ikke fjern, hvor vi også tog dem med et smil. Det afgørende har selvfølgelig været udviklingen af satellitter, computerkraft og et internationalt samarbejde. Lige så stille er spådommene ved at blive til forudsigelser - så på den måde var FitzRoys ambition trods alt på rette spor. Han har da også posthumt fået opkaldt et helt havområde efter sig: Finisterre er blevet til FitzRoy i BBC's vejrudsigter. Helt sikre er vejrudsigterne dog endnu ikke, og det bliver de heller aldrig, for der er praktiske grænser for, hvor detaljerede data man kan indsamle, og selv de mindste forstyrrelser kan i særlige tilfælde have betydning for vejrets udvikling. Simuleringer I stedet for vejret er det nu klimaet, man skændes om. Men argumenterne er sært enslydende. Forudsigelser om klimaet, anføres det f.eks. fra Bush-venlige forskere, er næsten udelukkende baseret på computersimuleringer. Og ganske vist er simuleringer vidt benyttede redskaber i videnskaben, men de kan ikke i sig selv betragtes som fyldestgørende grundlag for katastrofevarslerne. Sandt nok måske, men når nu temperaturen igennem de sidste halvtreds år faktisk har været støt stigende, og når de grønlandske gletsjere allerede er på fuld fart væk, så begynder profetierne dog at ligne forudsigelser.