For 13 år siden udgav Bjørn Bredal en bog om Michel de Montaigne. 'Humanist til hest' var den muntre titel på den franske adelsmand, der med sit trebindsværk 'Essays' er kommet til at stå som mesteren inden for dette specielle felt, hvor det personlige stof ofte bruges til at afsøge eller afdække et bestemt spørgsmål. Bogen blev på ingen måde overset, da den udkom, men den var - skulle det vise sig - kun forløberen for denne uges litterære dobbeltdækker, som består af Bjørn Bredals monografi 'Et renæssancemenneske' og Bredals egen oversættelse af Montaignes 'Italiensrejse 1580-81'. Spændstigt sprog Anmelderne synes enige om, at de 13 års ventetid har været det hele værd. I Jyllands-Posten skriver Johs. H. Christensen: »Som i den forrige bog er Bjørn Bredal også denne gang en vitalt veloplagt fortæller, der færdes frit og ubesværet i forfatterskabet, så man får en fornemmelse af, at han kan det udenad og ikke behøver at slå op, når han anfører citater, der altid er præcise, oplysende og pointerede«. »Det er simpelthen en fornøjelse at læse ham, for som sin helt insisterer han ikke på meninger, men beskriver, analyserer, skelner, og han gør det i et ubesmykket, men nærværende og spændstigt sprog«. Kold helt Kristian Hvidt mener i Berlingske Tidende, at Bredal nu sætter Montaigne et stort, ja, pragtfuldt monument på dansk i form af to billedspækkede bøger om franskmanden, der ifølge Hvidt ikke var lærd, men derimod livsklog. »Dagbogen fra 1580 er lige noget for elskere af de italienske landskaber og byer. Man følger Montaigne fra dag til dag - ikke uden lighed med H.C. Andersens dagbøger 300 år senere. Han opsøgte kultur, men tilsyneladende ikke malerkunst«. »Han deltager således i en messe i det netop færdiggjorte Sixtinske kapel uden at nævne et ord om de pragtfulde malerier af Michelangelo på vægge og lofter. Bredals entusiasme for Montaigne er medrivende«. »Men man forstår ham, når han til sidst indrømmer en vis træthed ved sin helt: 'Man kunne godt indimellem ønske sig lidt mere varme på apparatet. Mindre mådehold, mindre styr på følelserne ...'«. Renæssancens hverdag Carsten Bach-Nielsen undrer sig på lignende vis i Kristeligt Dagblad over, at Montaigne tilsyneladende er en så doven iagttager, der skriver mere om husopvarmning, damer, mad og vin og urimelig meget om nyresten i stedet for om kunst og arkitektur. Bach-Nielsen roser dog Bredal for en fin oversættelse af den til tider lidt knasende adelsmand. Om oversættelsen skriver han: »Uromantisk med bevarelse af den tørre franske måde at beskrive og opsummere ting på. Distant. Tilbageholdt. To smukke bind. Interessante for den læser, der vil se renæssancens hverdag med et dannet renæssancemenneskes øjne«. I Ekstra Bladet giver Hans Fl. Kragh dobbeltudgivelsen fem stjerner, som den også får i Berlingske. »Man ved ikke, om rejsedagbogen overhovedet var bestemt til udgivelse, den blev fundet tilfældigt 200 år efter Montaignes død, men den giver et jordnært billede af privatmanden Montaigne, som gør gode iagttagelser og beskrivelser. Især af de kurbade, som han hjemsøger på grund af nyrestenen«. »Vi hører meget om hans afføring, især tisseriet. Men det er kun en del af dette overdådige værk, som tjener både forlag og forfatter til ære«, skriver han. Appetitfremkaldende dobbeltdækker I en lang og grundig anmeldelse i Politiken skriver den svenske professor Jan Stolpe i bedste tørre Montaigne-stil: »Bredals dobbeltværk fungerer overordentlig godt som introduktion til Montaigne, og at disse smukke bøger udgives er naturligvis en stor begivenhed«. Hos Weekendavisens anmelder Lars Bonnevie er der tårnhøj respekt for Bredals projekt. Og han roser Bredals ti essays, hvori han indkredser Montaigne som borger, kriger, mand, turist, elsker osv. ved at lade dagbogens optegnelser og udvalgte passager af hans essays spille med og mod hinanden. »Det er en metode, der kræver års fortrolighed med manden, perioden og værket, som det her er tilfældet, og som ikke mindst det overdådige illustrationsmateriale vidner om«. »Bredal er høfligt skeptisk over for den biografiske metode, der tit resulterer i, at man biograferer sig selv i lige så høj grad som undersøgelsens genstand, og det er en skepsis, der er på sin rette plads, når det drejer sig om en person, som fem hundrede år skiller os fra, og som man skal være varsom med at fælde en endelig dom over«. »For i Bredals brug af ordet »renæssancemenneske« ligger der også en afstand. Montaigne er ganske vist den første, der formulerer det moderne menneske, eller rettere sagt den moderne mand, som projekt, men han er langtfra moderne selv, så hvorfor beskæftige sig med ham?«. »En god grund kan være, at man ved forsøgsvis at betragte Montaigne som en nulevende person og samtalepartner kaster lys over vor egen modernitet, hvorved en vis ædruelighed indfinder sig: vor egen epoke er ikke udviklingens højeste stade sammenlignet med hans, og den tolerance og åbenhed i alle livets spørgsmål, som Montaigne slår til lyd for i sine essays, står ikke nødvendigvis stærkere dengang end nu«. »Det er værd at kigge nærmere på, og med Bredals appetitfremkaldende dobbeltdækker gælder kun dovenskab som undskyldning for ikke at gøre det. Og så til den pris!«.