Siden hun fyldte 100 år i 1985, har Karen Blixen ikke kun været dansk forfatter. Hun har også været en privatperson, som skulle serveres i stærk sovs: I newyorkeren Judith Thurmans biografi er hun blevet psykoanalyseret post mortem. I Sidney Pollacks 'Out of Africa' er hun blevet spillet af Meryl Streep med polykoloreret hår og polsk-amerikansk accent. Og i Christian Braad Thomsens ti år gamle dokumentarfilm 'Storyteller' er hun blevet diskuteret af ældre mænd, der engang var rådvilde intellektuelle i 30'erne og taknemmelige for en flirt. Bag masken I aften kan de danske tv-seere opleve et splinternyt afsnit i den biografiske Blixen-føljeton. Her sender DR 1 den stort anlagte dokumentar 'Karen Blixen - En fantastisk skæbne', der har kostet 6 millioner at producere og ikke lægger skjul på sin dobbelte ambition: At nå ud i den vide verden og samtidig endnu længere ind bag forfatterens maske. Selv skrev Blixen et sted ordene: »Ikke på dit ansigt, men på din maske skal jeg kende dig«. Private breve Men instruktør Marcus Mandal forklarer ærligt og uden omsvøb: »Det har været vores ambition at komme bag om masken«. Det har han sammen med tilrettelægger Anna von Lowzow forsøgt ved hjælp af private billeder og breve, der hidtil ikke har været vist. Men også ved hjælp af interview med den nu 87-årige kenyanske 'kitchen boy', Tumbo, den 103-årige svigerinde Jonna Dinesen og ... skuespilleren Meryl Streep. Hun spillede Blixen for 20 år siden, men mønstrer stadig voldsom indlevelse og blanke øjne, når hun taler om forfatteren. Skrøbelig superkvinde Filmen er allerede på vej mod syv internationale filmfestivaler og er blevet lovet fire priser. Men hvordan får man udenlandske opkøbere til at interessere sig for en afdød dansk forfatter, der skrev symbolistisk prosa? Hvad er tilbage, når man har kogt et helt 77 år gammelt liv ned til en enkelt tv-time. Instruktør Marcus Mandal forklarer: »Karen Blixen er jo enormt stærk og magnetisk. Men samtidig er hun også enormt skrøbeligt«. »Hun er ikke bare en superkvinde. Hun har den ene depression efter den anden allerede fra sin tidligste ungdom og hele livet igennem«. »Hendes far begår selvmord, da hun er lille pige. Hun har kaos i økonomien, og to af dem hun elsker, dratter ned med flyvemaskiner og slår sig selv ihjel. Alle de mænd, hun elsker, dør som fluer omkring hende«. Børn eller bøger? Tragedierne. Tabet. Sorgen. Sygdommene. Og måske en abort. Det er her dokumentarfilmen har valgt sit fokus. Forfatterskabet er ikke så ofte på tale. Logikken er sådan set klar: »Tragedierne gør hende interessant for os andre dødelige. De gør hende menneskelig, så vi kan identificere os. Historier om folk, der bare kan det hele bliver hurtigt kedelige. At hun aldrig får børn, er jo skrækkeligt for hende. Det ville hun jo så forfærdeligt gerne have«. Det siger Karen Blixen ikke selv i filmen. Hun siger det vist heller ikke på skrift. Men ligesom i Christian Braad Thomsens ti år gamle Karen Blixen-dokumentar bliver den nu 103-årige svigerinde Jonna Dinesen bragt på banen med en anekdote til slut i filmen. Hun beretter, at Karen Blixen på sit dødsleje skulle have sagt: »Jeg fik berømmelsen, men du fik Thomas (Karen Blixens bror, red.) og fire dejlige raske børn«. Hermed skal vi forstå, at Karen Blixen holder familielivet højere end forfatterskabet. At hun begræder sin skæbne. Men svigerinden Jonna Dinesen er trods alt også den person, som Blixen i 'Brevene fra Afrika' kritiserede for hendes småtskårne husmoderambitioner. Og man kan spørge, om svigerinden er troværdig som eneste kilde, hvis man skal konkludere, at Blixen var splittet mellem moderskab og forfatterskab og desuden fortrød sin skæbne? Hun var jo faktisk forfatteren, der skrev: »Den, der ønsker at leve livet om, har overhovedet ikke levet livet«. Smagløs snagen Instruktør Marcus Mandal forklarer: »Det er Jonna Dinesen, der fortæller den historie, og så må folk selv vurdere troværdigheden. Men det er vores overbevisning, at det med børnene har været et savn hele vejen igennem. Selvfølgelig har hun været glad for at være blevet verdensberømt forfatter, men hun ville nok godt have haft børn«. Og det ene havde udelukket det andet?

»Det snakker Meryl Streep jo om. Hvis hun havde fået børn, og det hele var gået stille og roligt derudad, og hun havde hygget sig nede i Afrika, så havde hun måske endt med at have skrevet nogle fine breve hjem. Det er ikke sikkert, at hun ville have sat sig ned og forfattet de her fantastiske bøger«. At Karen Blixen skulle være splittet mellem sit forfatterskab og et urealiseret moderskab er cand.mag. Susanne Fabricius uenig i. Weekendavisens filmanmelder, der i 1970 var den første til at specialisere sig i Karen Blixens kvindesyn og siden har undervist universitetsstuderende i forfatterskabet, skrev i sin anmeldelse fredag: »Hvis man tilhører den generation af litterater, for hvem værkerne er det centrale og en overvættes interesse for kunstneres liv kan tangere smagløs snagen, kan man ligeså godt se i øjnene, at slaget er tabt. Det får vi til stadighed demonstreret i H.C. Andersen-årets monomane kredsen om særlingens besynderligheder og nu i atter en film om Karen Blixen«. Protest mod forældrerollen At lade svigerinde Jonna Dinesen binde en sløjfe på Blixens liv ved at antyde, at hun hellere ville have haft familieliv, er ifølge Fabricius problematisk: »For at glæde Jonna Dinesen fremhæver Karen Blixen muligvis det positive i den anden kvindes tilværelse - værdien i at få børn - i stedet for at have præsteret noget. Og det er jo meget kønt«. »Men det er ikke ens- betydende med, at Karen Blixen har gået og vansmægtet, fordi hun ingen børn selv havde. Man kan sige, at det er i orden at citere Jonna Dinesen, og man må mene, hvad man vil. Men det er en lidt letkøbt mening«. »Den udtrykker den norm, at kvinder partout skal have børn - ellers er deres liv en tragedie, ligegyldig hvad de ellers har lavet. Det er sentimentalt«, siger Susanne Fabricius og peger på, at hele forfatterskabet peger i en anden retning ved konstant at protestere mod forældrerollen: »Barndom er et enormt stort tema i Karen Blixens forfatterskab. Der er ingen forældrerolle, der er positivt beskrevet, og hun står altid på børnenes side imod de voksne. Forældre er nogle, der misforstår og ikke er i stand til at værdsætte de unge efter fortjeneste og vil blande sig i deres tilværelse«. Gammeldags synspunkt Men at et eventuelt moderskab ville have hindret Blixens senere placering i den danske litteraturhistorie, er hun fuldkommen uenig i. Hun er sikker på, at vi havde arvet mere end nogle »fine breve«, som Mandal udtrykte det. »Det er et latterligt gammeldags synspunkt. I 'Brevene fra Afrika' er der enormt lange essayistiske passager af almen interesse, blandt andet spørgsmålet om kvindesagen og de afrikanske forhold«. »Det er da nok sandsynligt, at Karen Blixen som ung gerne ville have haft børn, men når hun nu ikke fik nogle, så tror jeg ikke, at hun gjorde sit liv til en tragedie af den grund«. »Desuden kan man sige, at hun godt kunne have opnået begge dele på en gang - nok især i det miljø, hun befandt sig i, for hun havde jo hyret en barnepige. Det er utroligt gammeldags, at det skal gøres til et kardinalpunkt«, siger Susanne Fabricius og slutter: »Jeg er ikke sikker på, at hun var blevet den bedste mor. Men jeg kan heller ikke se, at det skal være det højeste adelsmærke for en kvinde«. Glemte foregangskvinder At være moder og forfatter. I virkeligheden knap så utænkeligt på Blixens tid, hvis man kender sin kvindelitteraturhistorie. I hvert fald ifølge Kvinfos direktør Elisabeth Møller Jensen. Hun har blandt andet fungeret som hovedredaktør på 'Nordisk kvindelitteraturhistorie 1-5' og har især beskæftiget sig med de kvindelige forfattere i Det Moderne Gennembrud og omkring århundredskiftet: Amalie Skram, Erna Juul Hansen, Agnes Henningsen og Thit Jensen. Elisabeth Møller Jensen kan ikke se, hvorfor børn skulle have forringet Karen Blixen til en fin brevskriver: »Det er helt langt ude! Der ligger jo en kæmpe erfaring, og der er masser af kvindelige forfattere før Blixen, der fik børn. Amalie Skram fik børn og var en stor forfatter i Det Moderne Gennembrud meget tidligere end Karen Blixen. Agnes Henningsen blev f.eks. gift som 19-årig, fik firebørn, blev skilt og havde et stort forfatterskab«. »Thit Jensen kunne ikke få børn, men det er absurd at forestille sig, at et barn ville have kunnet stoppe hende og trådt i stedet for forfatterskabet. Problemet er, at de tidligere kvindelige forfattere er så underbelyste og uudforskede«, siger Elisabeth Møller Jensen. Historieløshed At cementere Blixen, som en historisk kvinde, der blev forfatter på trods af driften efter at være mor, fordi begge ikke var muligt, er udtryk for en historieløshed. Den gør Karen Blixen til en martyr i en kamp, der allerede var udkæmpet. Men den forskyder til gengæld fokus fra det, som hun rent faktisk gjorde: Skrev litteratur, der var hævet over spørgsmålet om køn. Fordi det ganske enkelt var enestående. Ifølge Elisabeth Møller Jensen er denne historieløshed ved at få særligt gode trivselsvilkår i kraft af kulturminister Brian Mikkelsens litteraturkanon, der lader Blixen stå som enlig kvinde i herreværelset af mandlige forfattere: »Det er en skandale. Det, der virkelig harmer mig er, at man nu i kraft af indførelsen af den litterære kanon kan starte i 1. klasse og gå ud af 3. g og udelukkende vil høre om Karen Blixen som den eneste kvindelige forfatter. Du får overhovedet ikke historien med«, siger hun. Det er selvfølgelig ikke en bekymring, som instruktør Marcus Mandal kan forventes at dele. Han er klar til at sende sin Karen Blixen af sted mod Lübeck, Berlin, New York, Los Angeles og Californien: »Jeg tror godt, at dette vil kunne give hende et boom ude i verden. Og det er også her, at Meryl Streep kan være med til at hjælpe«, siger han og fortsætter: »Hun havde sat en halv time af til optagelserne, og hun brugte tre-fire timer. Der var ingen problemer«.