New York er byen, hvor stjernerne bor, men det er især den sidste weekend i september, at man kan se de litterære af slagsen. Der afholder det ærværdige tidsskrift 'The New Yorker' sin årlige litteraturfestival, og det er en begivenhed, alle forfattere drømmer om at være med til. At blive lukket ind i tidsskriftets litterære spalter og på festivalens røde løber er nemlig det samme som at få sit forfatterskab stemplet med farven blå. Herefter kan man kalde sig en 'anerkendt' forfatter. I fornemt selskab Det er da også de allerstørste stjerner på den litterære himmel, der lyser op til festivalens åbningsfest, hvis invitationsliste tæller mindst 50 Pulitzer-, PEN- og Bookerprisvindere. Atmosfæren er høj og sitrer af en umiskendelig newyorker-buzz, og at træde ind på restauranten er som at træde ind i et stykke levende litteraturhistorie, hvis hovedpersoner træder i dialog på tværs af generationer, genrer og nationale grænser: Horrormaster Stephen King sidder i samtale med tegneseriefan Michael Chabon, i baren står den britiske, sorte Zadie Smith og drikker med græskamerikanske Jeffrey Euginides, mens forfatteren til flere, store amerikanske samtidsromaner, Richard Ford, står i et hjørne og diskuterer med sin yngre arvtager, Jonathan Franzen. Overdrivelsens æstetik Næste morgen begynder den egentlige festival med diskussionsmøder overalt i byen. Et af panelerne, 'When Reality Fails', finder sted på New York Public Library, hvor fantasyforfatterne Stephen King, A.M. Homes, George Saunders og britiske Martin Amis skal tale om den overdrivelsens æstetik, de hver især benytter sig af - hvad enten det er i form af det uhyggelige, det surreelle eller det satiriske. Ordstyrer og The New Yorkers litterære redaktør Deborah Treisman begynder med spørgsmålet om, hvorfor forfatterne vælger at skrive om noget, der aldrig kunne ske i stedet for at holde sig til det, de faktisk har oplevet? Konen fører an Hverken George Saunders eller Martin Amis mener imidlertid, at en forfatter selv vælger, hvad han vil skrive om, når han sætter sig ned for at skrive. »Man må bare lade sig styre af, hvor sprogets eller tankens associationer bringer en hen, hvad enten det er et 'realistisk' sted eller ej«, siger Amis. For Stephen King er der heller ikke tale om et egentligt valg, når han skriver. Også han befinder sig under en anden magts indflydelse, der dog ikke er af en åndelig karakter. Det er nemlig Kings kone, der fører ham på rette spor: »Jeg begyndte som forfatter med at skrive noveller til mandeblade, og 'Carrie' - som var min første rigtige horrorhistorie - anså jeg egentlig som en mislykket tekst i starten, fordi den var alt for lang. Det indså jeg ret tidligt i processen, så jeg smed den hurtigt ud og startede på noget nyt«. »Men så fandt min kone historien i skraldespanden og bad mig om at skrive den færdig, fordi hun gerne ville læse den. Hun er altid min første læser og min dommer«. Livets mysterium King, som i dagens anledning er mødt op i en T-shirt med teksten »I make up stuff«, er da også kendt for at have et meget afslappet forhold til sine bøger, som han ikke kalder litteratur, men sammenligner med »billig whisky: de er rædselsfulde, men utroligt tilfredsstillende«. Han fortsætter dog med lidt af en forklaring på, hvad der driver ham til at skrive den ene gyserhistorie efter den anden i et forfatterskab, der snart tæller 50 bøger: »Det er jo et mærkeligt erhverv, vi har som forfattere - at finde på historier. Men jeg skriver, fordi jeg er fascineret af, hvordan vi får styr på det ubegribelige i tilværelsen«. »Vores liv er jo ét stort mysterium - vi ved ikke, hvor vi kommer fra, eller hvor vi skal hen, når vi dør, og alligevel opfører vi os, som om der er en mening med det hele«. »Men hvad nu hvis den mening blev revet væk under fødderne på os? Det er det, jeg prøver på at undersøge i mine bøger. Min kickstarter er altid: Hvad nu hvis ...«. Verden er usandsynlig Den unge A. M. Homes mener imidlertid, at spørgsmålet om, hvorvidt man som forfatter vælger at skrive realistisk eller ej, er forkert stillet. De to ting - det realistiske og det urealistiske - er to sider af samme sag, foreslår hun, og derfor er der heller ingen klar skillelinje mellem det, man finder på og det, der faktisk sker: »Jeg ville faktisk kalde Stephen King for en realistisk forfatter. Der sker godt nok nogle ekstraordinære ting i hans historier, men det sker inden for rammerne af det realistiske«. »Det er derfor, at de er så uhyggelige: de underminerer vores håndfaste sondringer imellem, hvad der er realistisk, og hvad der er helt utænkeligt«. »Men verden er jo et sted, hvor alt kan ske. Det burde vi især vide nu, efter hvad der skete 11. september: Hvad der syntes helt utænkeligt denne ene dag - at to kaprede fly bliver brugt som våben til at bringe World Trade Center og den vestlige verden i knæ - kan blive til virkelighed den næste. Verden er usandsynlig«. En øvelse i indføling Her bryder George Saunders ind og forklarer, at det netop er litteraturens funktion at overskride konventionens rammer: »Realisme er jo bare et sæt af konventioner, og litteraturen skal ikke reproducere de konventioner. Den skal sprænge dem«. »Det er det, der sker, når vi i magiske øjeblikke - f.eks. ved en fødsel - på tværs af tid og rum kommer i forbindelse med andre mennesker, der har oplevet det samme. Og det er det, litteraturen skal gøre: indøve os i indføling - ikke 'sætte et spejl op for verden'«. »I det perspektiv er det interessant at tænke på, at jeg efter 11. september næsten ikke fik tilsendt nogen manuskripter«, indvender Treisman. »Der var masser af journalistiske reportager, der satte 'spejle' op for begivenheden, men ingen forfattere kunne umiddelbart beskrive den i fiktiv form. Gik fantasien i sort?«. »Hvad der skete 11. september var ubegribeligt. Det var første gang, jeg så noget med mine egne øjne, som jeg ikke havde kunnet forestille mig i vildeste fantasi«, svarer A.M. Homes og afslutter: »Jeg tror, at man som forfatter først kan begive sig ind i sit eget hoved og ind i fantasiens verden, når man føler sig helt tryg i den fysiske verden, og den var et meget utrygt sted lige efter 11. september«. Men denne september ligner New York næsten sig selv: Den er hurtig, den er hektisk, og den må videre. Forfatterne stiger med ét ned fra deres stole og glider ud af rampelyset, ud på 42nd Street, hvor de hurtigt opsluges i det myldrende gadebillede. Men lige rundt om hjørnet vil en forbavset fan stå måbende og glo, når Stephen King kommer slentrende ned ad 5th Avenue. For New York er også stedet, hvor alt kan ske.