I det nyeste nummer af London Review of Books omtales et af den slags værker, som kun fagfolk vil læse (og jeg hører ikke til dem), men som kaster et underholdende lys på velkendt materiale. Det drejer sig om en bog, der har sat sig for at efterspore, hvem i samtiden der egentlig læste Kopernikus, skrevet af videnskabshistorikeren Owen Gingerich. Kopernikus' værk, 'De revolutionibus', hvori han som bekendt foreslog, at det var Solen snarere end Jorden, der stod i midten af planetsystemet, blev offentliggjort i 1543. Værket består af tre dele, hvoraf langt den største er en strengt teknisk gennemarbejdning af det kvantitative maskineri bag tidens astronomiske verdensbillede. At forudsige Ifølge Gingerich var Kopernikus' teknik til at forudsige planetbaner ikke bedre end de beregninger, de erstattede. Dette nævnes kun parentetisk i anmeldelsen, men forekommer nærværende 'klummist' at være bemærkelsesværdigt. Det modsiger i alt fald mantraet om evnen til at forudsige som det afgørende kriterium for en teoris troværdighed. Solcentreret univers Interessen for Kopernikus' værk har nok været samlet om dets anden del, hvor Kopernikus fremfører sine rent kvalitative grunde til at foretrække et solcentreret univers, herunder især at det giver et mere harmonisk billede. Hermed tænkes bl.a. på, at visse mærkværdige aspekter af planeternes bevægelser, bl.a. Mars, Jupiter og Saturns retrograde bevægelser, fandt en naturlig forklaring i det kopernikanske system. Formastelige passager Værkets indledende afsnit var beregnet på at forlige Kopernikus ideer med pavens og kirkens kronisk hævede pegefingre. Dette afsnit var dog ikke skrevet af Kopernikus selv, men af den protestantiske teolog Andreas Osiander, der havde forestået udgivelsen af bogen, og som havde villet komme den kirkelige fordømmelse i forkøbet. At dette ikke lykkedes ved vi jo. I 1616 besluttede inkvisitionen, at Solens ubevægelighed stred mod skrifterne og var filosofisk absurd, hvorimod Jordens bevægelse - skønt absurd rent filosofisk - dog kun fortjente den mindre harske anklage for sløset omgang med troen. Da havde Kopernikus imidlertid allerede været død og borte i 73 år, og kun meget få ejere af værket udraderede i praksis de formastelige passager i bogen som ellers påbudt ved pavelig forordning. Dette gælder endog mange eksemplarer, der var i kardinalernes varetægt. Ideen om stærke miljøer Gingerichs bog forsøger at identificere så mange af de bevarede kopier af 'De revolutionibus' som muligt. En af disse, der befinder sig i Prag, rummer udførlige noter, der ser ud, som om de må være tilføjet af vor hjemlige Tycho Brahe. Men tre andre kopier er nu dukket op med ganske de samme noter i, og det viser sig, at noterne stammer fra en omrejsende matematiker, Paul Wittich, der besøgte Tycho på Uranienborg i 1580. Wittichs noter dukker også op i andre eksemplarer af værket, så måske har tilføjelserne cirkuleret som en slags undervisningsmateriale. Hvad der slår mig mest ved denne beretning er egentlig, hvor lille den kreds af mennesker var, der deltog i diskussionerne. 'De revolutionibus' var endnu i 1566 blot trykt i 1.800 eksemplarer. Det virker, som om den involverede videnskabelige offentlighed ikke har været større, end hvad man finder i nogle af nutidens små specialiteter. Det vil sige, at stort set alle har kendt hinanden - i alt fald pr. korrespondance. Gad vidst, om det ikke er normen i kreative forskningsmiljøer. Øjeblikkets forskningspolitiske fiksering på ideen om stærke miljøer er vist mest beregnet på teknisk udvikling.