Han rejste sig langsomt op fra kanten af sengen og gik hen og kiggede ud ad vinduet. Regnen piskede ned over ruden. Vinden hylede som en sæk fuld af dæmoner. »Hvordan er der på festivalen?«, spurgte han. Hvad andet end sandheden kunne jeg fortælle ham, selv om det tydeligvis ikke var den, han havde allermest brug for. »Stormen blæser musikken ud over vandet, folk er dyngvåde og kolde, og Hell's Angels er kommet fra Lübeck«, sagde jeg. Farveeksplosioner Vi kiggede tavst på hinanden tværs over det spartanske motelværelse. »Then I'm gonna dress like fireworks«, sagde han, og i det korte øjeblik virkede det, som om alt ville blive godt igen. Fyrværkeri, farveeksplosioner, elektriske udladninger. Manden, der red på stormen, som var den en lille fredelig pony. Jimi Hendrix i en sky af rødt og guld og lilla silke og fløjl så blødt som blomsterkys, flyvende mellem tusind sølvskinnende skyer på sin ildsprudende guitar, mens regnbuer flammede op omkring ham i aldrig før sete farvekombinationer. Go, Jimi go! Du kan godt endnu, du kan stadig finde styrken. Sadl din guitar og flyv, flyv, flyv igen! Stig mod himlen, fri som en fugl. Farlig myte Vi smilede ikke, vi vidste begge, at det kunne han næsten ikke mere. Han hang fast med det yderste af neglene i en myte, der var ved at suge ham ned i det dybeste sorte hul. Første gang, vi mødte hinanden, havde han også talt om fyrværkeri. Om hvordan han, da han var helt lille, havde været på hospitalet, og sygeplejersken havde taget ham på armen og båret ham hen til vinduet. Det var 4. juli, og der havde været fyrværkeri. »Himlen var fuld af stjerner og sole og blomster, jeg aldrig havde set mage til«. Hans ansigt blev som en lille drengs. Længselsfuldt. Et ansigtsudtryk, jeg genså med jævne mellemrum i de knap fire år, der var mellem mødet i København og den forpestede festival på Femern, det der skulle blive hans sidste koncert. Fire år er ingen tid, men det blev den tid, Jimi Hendrix fik udmålt til at stige til vejrs som en brændende planet på den internationale rockscene og styrte til jorden i en sukkende syden. Død af udmattelse Længslen i hans ansigt blev i løbet af forbløffende kort tid afløst af håbløshed. Mens masserne hyldede Jimi Hendrix og samtidig forlangte, at han skule forblive den, han var, da han først trådte frem i hele sin eksotiske excellence, 'The Wild Man from Borneo', var han ude af stand til at holde kursen, selv om han gang på gang forsøgte at udstikke sin egen retning. Magtesløst lod han sig trække rundt i manegen af en kynisk manager - ordet skrupelløs er for godt til Michael Jeffrey. Alverdens rygklappere ville have deres skålpund af stjernestøvet. Selvfølgelig var der venner, men flere faldt ved vejsiden, svimle af farten på nedgangstoget. At det gik så galt for Hendrix, har en umiddelbar og ret banal forklaring: Han arbejdede for meget, han havde aldrig fri, han tog for mange stoffer, han fik ikke ordentlig mad. Han sov for lidt og for dårligt. Jimi Hendrix døde af udmattelse. Nå ja, rent konkret tog han for mange af de forkerte piller og kastede op i sin koma, ude af stand til at vende sig selv. Hendrix var i stærkt svækket tilstand på det tidspunkt, selv uden sovepiller stoppede hans vejrtrækning flere gange om natten, men som regel var der nogen til at rulle ham rundt og banke ham i ryggen. Lige den nat var hans ulykke, at han sov det forkerte sted med den forkerte person, som selv var dybt bedøvet. Lang rejse fra Seattle At det overhovedet kunne komme så vidt, at han, verdens største guitarist, skaber af utallige mytologiske sange, budbringeren fra hidtil ukendte universer, bukkede under i en alder af 27 år i London 18. september 1970 skyldes noget dybereliggende, som man får et temmelig klart indblik i i en ny biografi. I 'Room Full of Mirrors - A Biography of Jimi Hendrix' lykkes det den amerikanske journalist Charles R. Cross at grave dybt i Jimi Hendrix' barndom. Her ligger nøglen til hans manglende evne til at sætte hælene i og hans trang til at bøje af og vælge flugten (læs: stoffer). Bogen gør også - endeligt må man håbe - op med rygterne om, at Hendrix tog sig eget liv. Cross beskriver, hvordan han tog for mange sovepiller af et tysk mærke, han ikke kendte. Det på et tidspunkt, hvor enhver, der var sammen med ham, kunne se, at han burde være taget en måned på landet og få sovet ud. En fattig dreng døde, kvalt i sit eget bræk, blandt fremmede, ude af stand til at gribe de guldæbler, der omsider blev kastet hans vej. Det skete fire år, minus fem dage, efter at han var ankommet til London, hvor hans liv i løbet af de første 24 timer blev vendt på hovedet, og alt det, han havde drømt om, gik i opfyldelse. Som ved magi. Men i virkeligheden var flere års slidsomt arbejde og en nærmest monoman stædighed gået forud for Jimi Hendrix' sensationelle gennembrud med 'Hey Joe' i 1966. En lang rejse fra et fattigkvarter i Seattle gennem flere stater, indtil skæbnen omsider greb ind i en klub i New York. Lucille Jeter Hendrix var kun 16 år gammel i 1942, men dog en gift kone, da hun en stormfuld vinternat blev bragt til hospitalet i Seattle. Næste formiddag, 27. november, fødte hun en dreng, som fik navnet Johnny Allen Hendrix. Den lille blev kaldt Buster, efter tegneserien 'Buster Brown'. Det var først senere, han fik nye fornavne, som hans far bestemte: James Marshall. Faderen, Al, et par og tyve år og i hæren, fik ikke bevilget orlov ved sit første barns fødsel og så ikke sin søn, før denne var over 3 år gammel. Kaotisk familieliv Fra starten levede lille Buster et omtumlet liv. Lucille afleverede ham i et væk hos venner, bekendte og familie. Mønstret fortsatte, da Al Hendrix kom hjem. Både Al og Lucille drak tæt, de skændtes, hun forlod ham, kom så tilbage efter en tid. I alt skulle de få seks børn sammen, men de fire var handikappede på forskellig måde og blev hurtigt givet væk. En lille blind pige kom aldrig hjem. Lucille og Al beholdt kun Buster og en enkelt lillebror, Leon. Lucille skred fra det hele, og efter en tid mistede børnene helt kontakten med hende. Al var alene med de to drenge, og det gik helt ad helvede til. Drengene var forhutlede og altid sultne, de fik bank for et godt ord, og de sociale myndigheder fjernede på et tidspunkt Leon. Da Buster begyndte at interessere sig for musik, var det ikke med opmuntring fra Al. Tværtimod bankede han sin søn, når han ved synet af løse strå i værelset opdagede, at ungen havde 'spillet' på stråfejekosten. Kosten var den senere så forrygende guitarists eneste instrument, til han blev 14 år. Da fik han omsider en guitar, dog kun med én streng. Han lærte ikke at forvente sig noget af nogen, livet var fuldt af skuffelser og svigt, dag ud og dag ind. Hæmningsløs Pap i de hullede nedjokkede sko, gammeldags, for småt og slidt tøj, absolut ingen lommepenge og et stort knurrende hul, hvor der burde være mad i maven, sådan var Jimi Hendrix' opvækst. Men der var også gode øjeblikke, der var Leon, og der var venner. Der var musikken, som blev en brændende interesse, og der var gratis oplevelser, som dengang han og Leon så Little Richard under en af dennes religiøse raptusser prædike i en lokal kirke. De sølle klædte drenge fik også hilst på den berømte stjerne. Og en anden gang, hvor han uden penge til billetten fra en bakketop kunne skimte Elvis Presley optræde på en lokal udendørs arena, bittelille i det fjerne. Men dog der i samme by. Fra at være en ganske habil elev begyndte unge Hendrix at pjække fra skole. Musikken blev hans et og alt. Trods sine stærkt begrænsede muligheder for at komme videre i livet, lykkedes det Buster at undslå sig, når Al ville have ham med på gartnerarbejde. Det var hårdt, og han fik kun en enkelt dollar. Livet igennem, så kort det end var, lykkedes det Jimi Hendrix at undslå sig 'rigtigt' arbejde. Musikken fyldte alt, og da han omsider begyndte at spille med bands, først amatører, men snart mere kendte og ja, også Little Richard, brugte han al sin tid på at øve. Han øvede før og efter koncerterne og også i pauserne. Han opsøgte kendte musikere for at få tips. I al sin generthed var han totalt dedikeret og determineret. Han var også totalt hæmningsløs i sit spil og sin optræden, når han først fik chancen for at stå på scenen. Så vild, at han blev fyret fra ikke alene det første amatørband, han spillede med, men også fra en række professionelle bands, fordi stjernerne ikke havde lyst til at have en sådan pralerøv til at overstråle sig. I Little Richards band måtte kun Little Richard være skøn og lækker. I øvrigt kom Jimi også tit for sent, så bandbussen kørte for næsen af ham, en vane, han ikke lagde af sig med tiden. Jimis engel Da Jimi Hendrix omsider nåede til New York i 1964, havde han en masse erfaring fra sit turnéliv - også af den dårlige slags fra de stadig raceopdelte sydstater - og fra diverse indspilninger som studiemusiker. Han havde fået mere styr på sine virkemidler og havde fundet sin stil. Men selv om han var totalt ukendt og down and out, sultede han hellere end at tage arbejde. Dog tog han gerne imod lån og håndsrækninger fra venner, kolleger og fra de smukke damer, som snart skulle fylde en god del af hans liv. Dog aldrig så meget som den forsvundne mor. Lucille, der døde i en ung alder af skrumpelever, var ikke en del af sine børns liv i flere år. Men i Jimis bevidsthed fyldte hun alt. Hun blev englen i hans sange, hende, der kom ned fra himlen og hentede ham. I virkeligheden kom hverken Jimi eller Leon, kun store drenge på det tidspunkt, med til moderens begravelse. Det forhindrede Al. Siden forsvandt hendes grav. I 'Room Full of Mirrors' kan man læse om forfatteren, Charles R. Cross' jagt på graven, som han omsider finder, anonym og overgroet, et godt stykke fra det pragtmonument, der blev rejst for Jimi Hendrix og Al Hendrix, efter sidstnævntes død. Men ganske tæt på Jimis oprindelige grav i Seattle. Den sorte enke Heldigvis var der også levende kvinder i Hendrix' liv, nogle, som gjorde det så godt, de kunne for ham, både kærester i skolen og siden i karrieren. Den første af de sidste var Stones-guitaristen Keith Richards veninde, Linda Keith, der ved et tilfælde hørte Hendrix i New York og siden slog nærmest baglæns flikflak for at få nogle magtfulde til at give ham en chance. Rolling Stones kom, hørte og var ikke imponerede. Især Richards var mopset, sikkert med god grund. Andre havde samme negative attitude. Endelig fik Linda Keith shanghajet Chas Chandler, bassist i Animals. Han så lyset og fik Hendrix med til London. 24. september 1966 satte Jimi Hendrix første gang foden på britisk jord. Et døgn efter havde han allerede spillet på in-klubben The Skotch of St. James og havde imponeret og forbløffet alle tilstedeværende musikere, hvis fortrukne vandhul det var. Han havde også været ved at blive kørt over af en taxa, som kom i en anden vejbane, end han havde forventet, uvant som han var med britisk venstrekørsel, og var blevet reddet af en tiltalende ung dame, Kathy Etchingham. Hun skulle blive hans faste veninde gennem flere år, men i konkurrence med et stigende antal skønheder og knap så skønne samt 'den sorte enke', Jimis nemesis, hans dunkle side, den gudindeskønne amerikanske Devon. Hun blev en af dem, der trak ham med i en narkomani, som han dog, hvor mærkeligt det end lyder, havde nogenlunde styr på, da han døde. Hendrix var i alle tilfælde ingen junkie. Nye stemmer 'Room Full of Mirrors' er en historie med mange aspekter. En historie om en opvækst i et ludfattigt, men nogenlunde farveblindt Seattle. Historien om et barn, hvis forventninger skuffes så tit, at han holder op med at have nogen. Historien om en brændende ambition, som ikke var stærk nok til at hamle op med omverdenens grådighed. Historien om et talent så stort, at det fik to af konkurrenterne, Eric Clapton og Pete Townshend, til spontant at gribe hinandens hænder og holde fast, da de overværede, at en ny gud havde indtaget tronen i deres parnas. Historien om en musiker og komponist, der måtte kæmpe mod intolerance i sit eget bagland. Hvis man da mener, at Black Power og Harlem burde være Hendrix' bagland, hvad han faktisk ikke mente selv. I alle tilfælde ikke på en maskingeværagtig måde. Det er en historie, der får nye facetter, især fra opvæksten og den tidlige ungdom, fordi den fortælles af et par nye stemmer. Det er også en historie, hvor dele er fortalt så ofte af de samme mennesker, så den efter næsten 35 år har fået sit eget liv, som ikke altid er helt autentisk. Der blev røget en del dope i de dage og taget mange skægge piller, og der var ikke ligefrem nogen, der tog notater døgnet rundt. Vidnerne har hver deres version af den efterhånden fjerne uvirkelighed. Til gengæld er der venner, der aldrig siger et ord, såsom Arthur Lee fra Love, en af Hendrix' sjælebrødre. »My gypsie brother«, kaldte han ham. Men mest er det historien om en lille dreng, der fortabt så mod himlen og ventede på, at englen skulle komme og omfavne ham med sine bløde arme og føre ham bort, hyldet ind i store bløde vinger. Og det skete jo, om end ikke på den måde og det tidspunkt, vi havde håbet. Go, Jimi, go! Flyv væk med englen, derop hvor fyrværkeriet blomstrer evigt, og du kan spille, hvor du vil, hvornår du vil og lige præcis det, du vil.