Der var Grauballemanden - det var i yngre romersk jernalder, og 1600 år senere var der Nørballemanden. Borgerligt navn: Leif Nørballe, f. 1917. Den første blev ifølge arkæologerne dræbt ved et rask snit tværs over halsen. Den anden døde som 83-årig i 2000, og siden har hans berømte antikvariat oplevet en langsom kvælning efter fem års op- og nedtur. I dag bliver han definitivt gravlagt på ophørsudsalgets sidste dag - til 5 kr. pr. bog. Det er en sørgelig geschichte. Vred på verden Præstesønnen Nørballe fra Løjt nær Aabenraa blev fra 1935 boghandlermedhjælper i Roskilde, Holbæk og Boghallen i Politikens Hus. I 1941 blev han bestyrer af Frederiksberg Antikvariat, der var filial af Rosenkilde & Bagger, overtog det snart selv, og i 1954 kunne han købe hele ejendommen Gl. Kongevej 120 og fylde hus og kældre med bøger, uden at nogen knurrede ad den knarvorne mand. Men mængden og rodet voksede gradvis selv Nørballe over hovedet. 1. april 2000, efter hjerteanfald og hjerneblødning, solgte han forretning og ejendom for et uoplyst millionbeløb - deraf kun en halv million kroner for bøgerne. Så trak han vindebroen op efter sig i lejligheden på 3. sal - vred på verden og på sin nye rollator, men glad for at overlade sit livsværk til Jess Jessen fra Nansensgades Antikvariat. Fantastens dødskys Problemet var bare, at mæcenen, der finansierede gildet, viste sig at være fantast. Ingeniør Bjarne Saxhof var besat af bøger, og en uventet kæmpearv satte ham i stand til at skippe sit job på DTU og rejse til bogauktioner verden over og købe hvad som helst for hvad som helst. Saxhof ville gøre Frederiksberg Antikvariat til Nordens førende - intet mindre. Han indsatte en dygtig ledelse og renoverede de tre etager for 18 millioner. Ingen smalle steder. Koste hvad det ville. Selvfølgelig måtte han i 2002 også lige købe Politikens Boghallens Antikvariat, da det lukkede. Han ville jo være Nordens førende ... Og selvfølgelig krævede visionen udmugning i Nørballes besiddelser. Først blev den hårdtpumpede stueetage tømt og det meste sendt på hollandsk udsalg. Så ryddede man en garage og en fhv. vaskekælder under ejendommen, hærget af vandskader. Da den lige så overfyldte 1. sal blev tømt, løftede gulvet sig 5 cm! I sommeren 2001 skulle den enorme kælder pludselig ryddes for at give plads til flere ambitioner. Nogle af de hundredtusinder af bind blev videresolgt, men det meste blev kørt til forbrænding. 50 containere. Som de sagde i butikken, på engelsk: »Det er for dyrt at handle det ...«. Men i december 2003 døde Bjarne Saxhof uventet i sin lejlighed i Schweiz, 50 år gammel. Boet solgte ejendommen, den nye ejer flerdoblede huslejen, og nu er det altså slut. Sidste mand lukker og slukker. Tak for kaffe. Det er uvist, hvor mange bøger, Nørballe solgte i 2000. Selv sagde han 2 millioner. Andre nævner tallet 122 ton. Men det står fast, at der gik 50 containere til forbrænding, og det skærer en passioneret gammel kunde i hjertet af græmmelse over spildet og over alt det overmod og fantasteri. Elefantiasis Jeg er kommet i huset, fra jeg var femten, og allerede i 50'erne mindede de monstrøse bunker om remserne i vores tyske grammatik: Der var bøger an, auf, hinter, in, neben, unter, vor und zwischen. Vist var reoler og gange stoppet ufremkommeligt til. Vist var der koldt, beskidt og udelikat. For ikke at tale om det rum, der var personalets køkken og toilet i ét. Det ville have givet Arbejdstilsynet et apoplektisk anfald. Men når man lærte kælderlabyrinten at kende, var det et skatkammer, hvor man kunne finde næsten alt - skøn- og faglitteratur fra hele 1900-tallet. Nørballes princip var at købe rub og stub, og vist blev det til elefantiasis. Men det var også derfor, han i 59 år blev hofleverandør til folkebiblioteker og private bognørder af titler, som næsten ingen andre havde. Det var det meste af det, der endte i Vestforbrænding. Dansk biografisk leksikon har kun optaget enkelte antikvarer, og man leder forgæves efter Leif Nørballe mellem operasanger Einar Nørby og prinsen af Nør. Han kunne have stået der. Hans viden og hukommelse var forbløffende - om ikke så ufejlbarlig, som den skråsikre mand selv påstod. Kundskab og kundeskab Særlig legendarisk blev han jo ved at skændes med sine kunder, skælde dem ud og smide dem på porten, hvis de irriterede ham. Alle har hørt ham overfuse folk, der faldt ind uden præcis at vide hvorfor. En gang var det to læselystne gymnasiaster, der ikke kendte de eksakte titler på Pontoppidans noveller. »Kom igen, når I har sat jer ind i tingene!«, råbte han. Når man bebrejdede ham den stil, sagde han bare, at københavnere ikke forstod hans sønderjyske drillehumor, og at folk var uvidende som okser. Den gamle rævs særlige fryd var at provokere lærde folk - som en forsker, der kom i disput med ham om danske bibeloversættelser og bagefter sendte ham en rasende protest. Det brev blev vist frem til alle stamkunder. Man skulle bare ikke tage det så tungt. Navnlig skulle man ikke diskutere nyere dansk litteratur med ham, for han afskyde det meste - især Peter Seeberg. Det gik bedst, når man gav gnavpotten det sidste ord, og her på afskedsdagen bliver jeg helt vemodig ved at mindes et skænderi om 60'ernes franske 'ny roman'. Den hadede han naturligvis også, og den mest ulæselige - mente han - var Alain Robbe-Grillet. Han blev ved at kalde manden Robert Grillet, og jeg var naiv nok til at prøve at rette ham: »Han hedder vist Alain Robbe-Grillet«, sagde jeg forsigtigt. Men så blev Nørballemanden vred: »Sig mig«, råbte han, »er det Dem eller mig, der er antikvarboghandler?«. Dér fik han mig.