Da en redaktør ved det seriøse ugemagasin Die Zeit i sommer spurgte, hvem der tænkte for Angela Merkels borgerlige CDU, mærkede man, at den tyske valgkamp var ved at komme op i omdrejninger. Det er spændende med momsforhøjelser, sygesikring og forenklet skattebillet, men det er ikke lige dér, et samfunds normer afklares bedst. Det er i kulturdebatten. Rovdyrskapitalisme Endnu en gang går nobelpristageren Günter Grass i felten for det socialdemokrati, han har støttet det meste af sit liv. På valgmøde efter valgmøde tordner han mod »rovdyrskapitalismen« og støtter et multikulturelt Tyskland, hvor ingen kan tvinge vore »udenlandske medborgere« til at opgive deres kultur og mangfoldighed. SPD savner i det hele taget ikke opbakning. I den borgerlige avis Die Welt skriver den unge forfatter Thea Dorn med forundring: »For første gang kandiderer en kvinde til kanslerembedet«. »For første gang er 90 procent af alle de forfattere, skuespillere, musikere, der forlader elfenbenstårnet for at deltage i valgkampen, kvinder. Kvinder, hvis største skræk er, at Angela Merkel bliver kansler«. Selvtænkende De hårdt optrukne fronter ville have glædet den berømte nazistiske kronjurist Carl Schmitt, der stadig citeres i radikale kredse for sin teori om, at politik består i at afgrænse sig fra sine fjender, og at normer opstår ikke af gode grunde, men i overlevelseskamp. Derfor fik Die Zeits redaktør også et godt svar på sit spørgsmål om, hvem der tænker for de borgerlige. Norbert Lammert, der er næstformand i Forbundsdagen og sidder med i CDU's øverste ledelse, svarede kort og godt: »Vi tænker selv. Som regel i det mindste. Ikke altid grundigt nok, ikke altid overbevisende, men i al beskedenhed med modet til at gøre brug af egen forstand og ikke af bekvemmelighed eller falsk ydmyghed tage andre til indtægt for sine egne synspunkter«. Lammerts pointe er, at kulturlivet som sådan er rigt på problemstillinger, der beskæftiger sig med normer og dermed i sin inderste kerne med konservatisme. Ser man sommerens tyske bogudgivelser i det lys, er paletten da også langt rigere end den ikke altid frugtbare højre-venstre skabelon. Konfrontationen bør civiliseres Der er kommet glimrende bøger om Merkel og hendes hovedmodstander, forbundskansler Gerhard Schröder. Udenrigsminister Joschka Fischer har skrevet sit diplomatiske credo i bogen om historiens tilbagekomst ('Die Rückkehr der Geschichte', på forlaget KiWi). Her gør han 'almenvellet' gældende på globalt plan og slår et slag for det ny FN-begreb 'global public goods', der bliver hovedspørgsmålet i al fremtidig debat af international politik. Der er kommet fagbøger og romaner, der beskæftiger sig med tyske totalitære erfaringer, af hvilke der er sørgeligt mange. Her kan man særlig fremhæve Jürgen Mantheys meget roste bog om den østprøjsiske hovedstad Königsberg, Kants fødeby, hvis historie han fører op til Hitlers magtovertagelse i 1933. Et kulturelt Atlantis, der er druknet i nazistisk og sovjetisk barbari ('Königsberg - Geschichte einer Weltbürgerrepublik', på forlaget Carl Hanser). Günter Grass mener, at hvis kapitalen skal reddes fra sit eget sammenbrud, må den civiliseres. Man kan tilføje, at hvis politikken skal reddes fra sig selv, og man skal forstå selv sine fjender, må også konfrontationen civiliseres, og det gør intet redskab bedre end bogen.