Dér står Paul Auster og taler med dæmpet stemme. Som en person, der lige er trådt ud af en af hans fortællinger. Markante træk som altid, nu med en frostgrå tåge, der kommer krybende ind over hans hår. Dér står hans kone, Siri Hustvedt. Lys, høj og nordisk i modsætning til lille, kompakte Nick Hornby, der er ved at få mere hår på hagen, end han har på hovedet. Smilet bredt og humøret så højt, som var han på vej til en hjemmekamp med Arsenal. Og spanske Javier Cercas, engelske James Meek, islandske Sjón. Hanne-Vibeke Holst fra Danmark. Litterære berømtheder De er alle hjemme hos den islandske præsident. Ólafur Ragnar Grimsson har huset fuldt af forfattere, og han nyder det. De sidste rester af en Atlanterhavsstorm flår i præsidentboligen, der ligger helt isoleret på en flad, grøn pynt ud for Reykjavik, men det anfægter ikke præsidenten. Uden manuskript taler han til de mange forfattere, der er kommet til Reykjavik til den syvende litteraturfestival på 20 år. En festival, hvis størrelse er omvendt proportional med dens evne til at tiltrække nogle af verdens allerbedste forfattere. Prestigefyldt job Hanne-Vibeke Holst har været i Island tidligere, for hendes Louise-serie er blevet læst i de lokale folkeskoleklasser, men da hun i sin tid fik invitationen til festivalen, tænkte hun ikke nærmere over dét. Hun sagde ja tak og afventede programmet. Det var først, da deltagerlisten kom, hun spærrede øjnene op. Dér stod hendes navn ved siden af Margaret Atwood, Annie Proulx, Auster, Hustvedt, DBC Pierre, Hornby, Antonio Tabucchi, Kari Hotakainen, Lars Saabye Christensen, Thomas Brussig og flere til. Wow. Kunne man virkelig suge cremen af internationale og nordiske navne til Reykjavik og fejre litteraturen gennem en hel uge? Ja, det kan man faktisk. Igen og igen. Hvert andet år. Én af forklaringerne kan man se, når man kaster et blik ud over vandet fra præsidentboligen. Den lillebitte hovedstad med de vel knap nok 180.000 indbyggere kan man følge kysten rundt fra det hvide træhus på den grønne pynt, men løfter man blikket bare en anelse, kan man se, hvor højt der er til loftet. Og lytter man til præsidenten, er der heller ikke noget spin over hans interesse for forfatterne. Selvironisk gør Grímsson opmærksom på, at hvis forfatterne går rundt i Reykjavik, vil de se, at byen ikke opstiller statuer af folk som ham. Ikke af præsidenter - nej, hvis man vil være noget, altså sådan rigtigt, i Island, så skal man være poet. Forfatter. Dét er noget. Magisk kraft Og de har det ikke bare i munden, islændingene. På et smut rundt i det indre Reykjavik støder man igen og igen på butikker, der sælger bøger, og på hovedgaden skifter de ud i bogstativerne i forhold til, hvilke forfattere der lige i disse dage er aktuelle på festivalen oppe i Nordens Hus. De første dage står Atwood der, og tirsdag fylder hele Austers forfatterskab op sammen med alt fra Hornby. Udvalget i boghandelen som sådan fejler sådan set heller ikke noget. Ønsker man at få 'Finnegan's Wake' med hjem på hotelværelset, er det bare at række op på øverste hylde. Og det meste af Philip Roth's omfangsrige produktion står der også til at tage med. Jo, islændingene er et meget læsende folkefærd, men det er ikke derfor, de udenlandske forfattere kommer, for når man som Annie Proulx og Nick Hornby har solgt millioner af bøger, er der ikke mange eksemplarer at løbe efter i et land med 290.000 indbyggere. Nej, det er landet og historien, der lokker. Hjemstedet for sagaerne, der står læderindbundne - meter efter meter - i reolerne hjemme hos præsidenten. Landet, der ligger et sted ude i Atlanten og herfra er i stand til at være hjemsted for politiske topmøder og spektakulære møder mellem excentriske stormestre i skak. Da den litterære festival blev holdt for to år siden, var der også absolutte topnavne på programmet. Nobelpristageren Jose Saramago fra Portugal og japanske Haruki Murakami dukkede begge op. Murakami, der ellers er kendt for stort set aldrig at stille op til noget som helst, kom til Island, fordi han altid havde drømt om at komme til øen. Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis, spurgte på et tidspunkt Jose Saramago, hvad der trak ham til Island, og svaret lå på linje med Murakamis. Sagalandet havde en magisk kraft i sig. Lydhørt publikum De seneste tre festivaler har danske Susanne Torpe været projektleder på, og hun kan mærke, at festivalens store trækplaster er, at der er noget eksotisk over at komme til Island. Dét tager arrangørerne da også den fulde konsekvens af, idet festivalen starter om søndagen og fortsætter i en uge. Men dagtimerne om onsdagen er helliget en tur rundt til de mest spektakulære steder, der kan nås fra hovedstaden på en dag. Thingvalla, hvor Altinget blev grundlagt for over 1000 år siden, de varme kilder og vandfaldet Gullfoss. Oplevelsen er til gengæld også det eneste, forfatterne får for at dukke op. De får hotel, rejse og mad, men ikke en krone i honorar. Til gengæld møder de altid et lydhørt publikum i Nordens Hus, hvor salen er fyldt op hele ugen, uanset om det er til Margaret Atwood, Annie Proulx eller Javier Cercas. Og uanset om de litterære samtaler foregår kl. 12 eller kl. 15. Torsdag må man tage både biblioteksområde og foyer i brug ved siden af salen for at huse alle, der vil opleve Nick Hornby, og der er tre kvarters kø til bogsigneringen. En lille undtagelse er dog, når festivalen, som et eksperiment tirsdag, lader tyske Karen Duve og Thomas Brussig blive interviewet på tysk, hvad der kun fanger en god snes tilhørere, hvoraf en del synes at være elever af intervieweren. Massiv mediedækning Men for det meste er der massiv interesse, og hver aften er der i tillæg oplæsning i det hyggelige, lille teater i Reykjaviks centrum, hvor tilhørerne dagligt står helt ud i gangen for at lytte til forfatterne, der efter endt oplæsning samles oppe under tagspærene til kollegialt samvær. Et aftenselskab med internationalt snit. Forlæggere som Christopher MacLehose fra England, Svante Weyler fra Sverige, Trygve Åslund fra Norge, Johannes Riis fra Danmark. Og et stort udpluk af den meget aktive, litterære scene i Island - fra Sjón til Einar Mar Gudmundsson. Og fra arrangørerne gør man heller ikke nogen hemmelighed af, at man også gerne vil skabe netværk for de lokale forfattere og få dem solgt til oversættelse i udlandet, hvis det kan lade sig gøre. Under en af de tidligere festivaler blev Halgrimur Helgasons roman '101 Reykjavik' eksempelvis købt til udgivelse i England. Selvfølgelig kan man overse den litterære festival, hvis man er i Island, men i så fald skal man nærmest demonstrativt se den anden vej. Mediedækningen er massiv. Hver dag i aviserne, løbende indslag fra radiostationerne, tv-interviews til aktuel sending og til senere. Festivalen når meget længere ud end de måske 400 islændinge, der dagligt hører forfatterinterviews og oplæsninger. Kunne man ikke lave noget tilsvarende i Danmark? Bogmessen i Forum er, nå jah, en messe med alt, hvad der så hører sig til af båthorn, skralder og almindelig underholdning. Ikke et ondt ord om det, men litteraturen risikerer at falde af i svinget. Heller ikke et ondt ord om boghandlerkæden Bog og Idés Bogfest i provinsen - fem point for initiativet - men tyngden er bare ikke den samme, og selvfølgelig kan den ikke være det, når det koster 125 kr. per aften at møde fire forfattere. Der skal folk gennem tælleapparaterne, når vi taler forretning. Floppet pop-pensionist Det behøver de ikke skæve til i Island, hvor Reykjavik Kommune og Kulturministeriet spytter i kassen, hvis budget er 1,2 mio. kr. Andre bidrag kommer fra den lokale forlæggerforening og et sponsorat fra flyselskabet, der fragter de internationale koryfæer ind og ud. Plus - hold lige fast - en håndfuld større, private firmaer, der bare synes, de vil støtte arrangementet. Vinderne er de læseglade islændinge. De får international litteratur syv dage i træk. Alt det de vil. Det hele er gratis. Nej, det koster ikke en krone at møde Paul Auster, Annie Proulx eller Nick Hornby. Måske er det derfor, man har så svært ved at forestille sig det samme arrangement foregå i Danmark. Eller også skyldes det, at Danmark ikke har samme eksotiske tiltrækningskraft som Island. Det kunne også være, at vi bare ikke bruger de rigtige virkemidler. Sidste gang vi forsøgte at skabe international interesse for litteraturen, brugte vi en pop-pensionist, og alle husker, hvordan det gik. Men det kunne da være skønt, ikke? Fremkald billedet af et ugeprogram, hvor kyndige folk lokker følgende til at komme til landet: Kazuo Ishiguro (så kan vi nå at overhale Reykjaviks invitation til ham), J.M. Coetzee, Haruki Murakami, John Fowles, Alice Munro, Annie Proulx, A.S. Byatt, Irvine Welsh, Arundhati Roy og Gabriel Garcia Marquez. Det skulle vel kunne fylde programmet det første år?