»Vi havde forstillet os, at vi skulle sidde i en sofa og snakke med 10-12 stykker«, siger lektor og forfatter Frederik Stjernfelt forbavset og spejder ud over menneskehavet. Omkring 200 Wegner-stole står rettet direkte mod ham og forfatterkollegaen Søren Ulrik Thomsen i Studenternes Hus i Århus. Folk er forventningsfulde - og utålmodige. Mange af de filosofi- og idehistoriestuderende har allerede været ude på en mindre folkevandring for at se girafferne: Der var slet ikke plads nok til alle i Preben Hornung Stuen, så nu er vi rykket over i Stakladen, universitetets store kantine. 'Snerpet moralisme' Søren Ulrik Thomsen og Frederik Stjernfelt satte i foråret de intellektuelle danske sind i bevægelse, da de udgav 'Kritik af den negative opbyggelighed', et frontalangreb rettet direkte mod det, de mener, er blevet den herskende tendens i kunsten, kritikken og politikken: At definere sig og arbejde negativt. Det gælder ifølge forfatterne både for kunstneren, debattøren og tænkeren - alle ser det som nødvendigt at indtage en rolle som udstødt af The Establishment. Bogen skabte straks debat i de store dagblade, og især i Politiken blev den mødt med kritik, da forfatterne Niels Frank og Thomas Boberg tog til genmæle imod, hvad de kaldte »snerpet moralisme, hykleri og småborgerlighed af værste skuffe«. I aften er det første gang, at Stjernfelt og Ulrik Thomsen møder deres læsere. Og det skal vise sig at være tre stive timer, hvor forfatterne forsøger at sende bolden tilbage igen i synet på deres kritikere. Men hvor også Politikens rockanmeldere og mænd, der bruger skægtrimmer, får et fur med på vejen. De andres magt Stjernfelt og Thomsen varmer op ved at pege på et paradoks, som de begyndte at falde over allerede en gang i 1980'erne: At overhunden udnævner sig selv til underhund. At man er kun er medlem af det gode selskab, hvis man vrænger ad det. At man lader som om, magt er noget, de andre har. Stjernfelt lægger ud: »Det er et retorisk greb at fremstille sig selv som afmægtig«. »Jeg begyndte at observere, hvordan dem som kritiserer magten i den offentlige diskussion, viste sig at være dem, som indtager de magtfulde poster: Professorer, politikere og kunstnere«. Outsiderrollen Tilhørerne sidder nu helt stille. Der er et overtal af unge mænd: Ham med den pletskaldede skægvækst og Che Guevara-kastet, der sikkert er god for en brandtale om Heidegger i baren bagefter, lektoren med ticks og pludselige udbrud som »Jaaarh, for pokker!« på belevent Jørgen Reenberg-dansk, og der er den evindelige evighedsstudent med en frisure formet efter kollegiebriksen. Stjernfelt fortsætter og nærmer sig langsomt den kritik, der har været rettet mod dem, blandt andet af Niels Frank og Thomas Boberg: At de f.eks. mangler selvkritik og går efter manden i stedet for bolden. »Ja, man kan jo se eksempler på retoriske greb helt ud i avisens madanmeldelser. Men vi er ikke ude på at slagte anmelderne i for eksempel Politiken. Det er ikke for at pisse på nogle bestemte personer, men for at vise udbredelsen af outsiderrollen. Man kan jo også selv komme til at bruge beskrivelsen«. Mød verden ubarberet At udråbe sig selv som boheme giver i dag ikke længere mening, argumenterer forfatterne. For der eksisterer ikke længere noget borgerskab at gå op imod. Men når f.eks. beatgenerationens forfattere stadig er så voldsomt ombejlede - også (og måske især) af yngre generationer - er det ikke kun fordi, de var rasende gode forfattere. Det er også fordi, samtiden låner beatforfatternes negative identitet for derved at blive bohemer i deres egen selvforståelse. Mener Søren Ulrik Thomsen: »Jeg prøver ikke at gøre beatgenerationens værker til en tom gestus - dengang var der store omkostninger ved at være selvudnævnt kunstner. Men det, jeg mener, er, at man skal helt tilbage til starten af 1960'erne for at finde borgerskabet. Dengang var der en konformisme at gå op imod«. Som et argument for sin påstand, sammenligner Søren Ulrik Thomsen reklamen i 1960'erne og reklamen i dag. Tidligere var normen, at man skulle bruge en bestemt sæbe og helst skulle lugte som alle de andre. Nu er normen, at man helst skal købe nogle bestemte cowboybukser og samtidig bilde sig ind, at man er outsider. Hvis man oven i købet bruger en skægtrimmer, så man altid møder verden ubarberet, er selviscenesættelsen hjemme: »Så ser man ud som en ægte rebel without a cause - og man er virkelig også rebel uden en sag!«. Kunstnerisk bakterie Søren Ulrik Thomsen mener, at der er tale om en massebevægelse af bohemer uden et borgerskab - bekvemmelighedsbohemer, kunne man måske kalde dem. Provokationen er f.eks. blevet en automatisk gestus, et selvtilstrækkeligt redskab, der er nok i sig selv. Men så længe man kun kan vrænge og ikke artikulere sit eget positive alternativ, er der tale om en avantgardeparodi. Søren Ulrik Thomsen forklarer: »Det er en position, der rummer nogle fordele. Det kommer til at virke som om, man er svimlende intelligent og som om, at man behersker det felt, man kritiserer. Man så at sige immuniserer sig over for andres kritik«, siger han og forklarer, hvordan han i sit eget liv har identificeret sig med outsiderrollen: »Vi skulle vælge mellem Beatles og Stones, da jeg var ung. Og jeg valgte Stones, fordi de var de mest beskidte og nonkonforme. Senere, da jeg havde min gang i 80'ernes punkmiljø, handlede det om at finde de mest radikalt obskure og ukendte bands, så man kunne trumfe sine konkurrenter«. »Den samme norm gør sig gældende i rockanmeldelserne, og derfor mener jeg, at rockkritikere ikke er musikkritikere, men litteraturkritikere. Er der nogle, der kan iscenesætte en outsider, er det dem«. Søren Ulrik Thomsen citerer som eksempel på udbredelsen af negationstanken tidligere kulturminister Jytte Hilden, der udtalte at: »Kunsten skal være som en bakterie i samfundet«. Han hæver stemmen en anelse, så frustrationen kan fornemmes: »Vi er ikke imod, at kunsten provokerer! Men det er ikke kunstens eneste kriterium! Man kan spørge: Er Inger Christensens 'Sommerfugledalen' en bakterie i samfundet?«, og publikums bekræftende brummen og spredte grin, svarer artigt »nej« på hans spørgsmål. Forsvar for kunstens frihed Også Stjernfelt ønsker at korrigere kritikerne. Især dem, som mente, at de to forfattere forsvarede samfundsinstitutionerne ud fra nogle konservative normsæt: »Det er en fejltolkning«, siger Stjernfelt. »Vores bog skal ses som et formelt forsvar for den institutionelle autonomi, for vi mener, det er vigtigt at sikre kunstens og videnskabens frihed. Universiteterne og kunstinstitutionen skal ikke kunne spændes for en politisk ideologi«. En gut i olivengrøn fløjlsjakke og fuldskæg skyder sig op fra sædet og sætter ord på det største kritikpunkt, der har været gentaget efter udgivelsen: »Hvordan undslipper i jeres egen diagnose, når I vælger at kritisere jeres modstandere?«. Stjernfelt er hurtigst på aftrækkeren: »Vi har et positivt alternativ. Vi taler for kunstværker og for institutionen. Og man kan i høj grad læse vores positive bud andre steder - i vores andre værker«, kvitterer han. Men spørgeren bliver stående: »Er I så de eneste sande rebeller, fordi I overskrider grænser på den rigtige måde?«. Søren Ulrik Thomsen læner sig mod mikrofonen: »Jeg synes, vi lever op til vores egne fordringer. Man skal spille ud med, hvad man tror på - det har jeg selv gjort i 'En dans på gloser' og i bogens kapitel 'Pro ecclesia', som er et forsvar for kirken. Når vi desuden forsvarer institutionen, er det et forsvar for kunstens frihed«. Ren symptomsnak Applausen fylder Stakladen, de to foredragsholderne suser ud af døren og sidder allerede i 22-toget til København, da en fyr med skipperkrans, siger fra ølkøen i Unicafeen: »Man tør jo ikke sige noget kritisk, for så vil man bekræfte dem i deres analyse«. Asser Oppfeldt, en 24-årig medicinstuderende, virker dog forholdsvis upåvirket bag sin nyskænkede weissbier: »Der var lidt for meget symptomsnak efter min mening. Det er ligesom om, at de har brugt tyve år på at finde frem til en beskrivelse af problemet, og så har de valgt ikke at gøre mere«. Efter en kort pause siger han: »Og er det virkelig så udbredt? De er i hvert fald ikke ud af en familie, der hører Richard Ragnvald«.