Det bedste, en boganmeldelse kan gøre for en bog, er, siger en forlægger af mit bekendtskab, ikke nødvendigvis at rose værket, men at gøre avislæseren nysgerrig. Holder dét, kan Jette Hansen, kønsrolledebattør og fhv. debatredaktør på det fhv. Aktuelt med mere, være godt tilfreds med ugens modtagelse af debutromanen 'Så længe vi lever', der skildrer et afsluttet parforhold, set i hovedpersonen Hannahs tilbageblik. Ingen af de fire kvindelige anmeldere i Information, Berlingske Tidende, Jyllands-Posten og Politiken roser værket uforbeholdent - men de er tydeligt anfægtede af dens problemstilling og sprog, trods skiftende distance. Tæt på kroppen I Berlingske Tidende giver Eva Pohl fire stjerner og fremhæver, at den »sanselige debutroman går tæt på hud og krop og peger på en afhængighed, som mange veluddannede kvinder har svært ved at indrømme«. Bogens »selvbiografiske træk« og »terapeutiske aspekt« berører hun kun let for i stedet at fremhæve romanens »ærlighed« og »refleksioner over fascination, længsler og smerte«. Dog med et lille forbehold: »Vi kommer meget tæt på kroppen. Og det er fint og modigt«. »Men behovet for at se kroppen i verden er der også. Dette billede bliver måske tydeligere næste gang«. Lukket mytisk rum Sidstnævnte indvending varierer Lillian Munk Rösing i Information sådan: »Bogen er vellykket i sin lyriske dimension og mislykket i sin episke. Den bobler af herlige og rammende metaforer, men dens historie savner logik og dynamik«. Eller med andre ord: »På den ene side giver den herligt sprog til en kvindes erotiske lyst ved en mandekrop. På den anden side maler den manden og kvinden ind i et mytisk rum, der forekommer mig at lukke mere end det åbner«. Metaforerne og det sprog for kvindeligt begær, »vor kultur har savnet«, får vi eksempler på med anmelderens (be)undrende konstatering af, at Jette Hansen kan »forlene en midaldrende, halvfed, fregnet og skummetmælksfarvet intellektuel med en erotisk aura«, for eksempel i dette syn: »De lyse sommerbukser, hvor kønnets tykke pude byder sig til for blikket, får hendes hånd til at ryste og halsen til at snøre sig sammen«. Henkastet forklaring Ren pudekamp bliver det nu ikke ved mellem kønnene i denne »kærlighedshistorie fortalt bagfra med alt, hvad dertil hører af ubønhørlig analyse, skræmmende bagklogskab og forsinket selvindsigt«, forstår man på Henriette Bacher Linds anmeldelse i Jyllands-Posten. Den sort-hvide rollefordeling mellem »stodderen« og hans »selvopofrende« elskerinde gør historien »ufattelig banal og på kanten til det dybt trivielle«. Men hun har sans for, at de sproglige spring mellem højt og lavt, ja, latrinært, stilleje er signaler for Hannahs selvbedrag. Der er reelt »tale om et magtforhold, hvor hun servilt underkaster sig Erics dominans og langsomt udsletter sin egen vilje og lyst. Først til sidst, i en tilsyneladende henkastet bemærkning, bliver det klart hvorfor«. Frygt- og hæmningsløs Denne henkastede bemærkning - om Hannahs far og hans raserianfald, der har forfulgt hende siden - »havde måske fortjent at inddrages for alvor i beretningen ... når det nu tydeligvis er der, hunden ligger begravet«, mente Marie Tetzlaff her i Politiken om dette »både let provokerende og meget underholdende kvindeportræt«. Også hun har dog svært ved at dele kvindens »illusioner om manden, hans følelser og motiver«, måske bl.a. fordi »jeg på intet tidspunkt kan frigøre mig fra det biografiske«, med andre ord ikke kan tro på de følelser og motiver hos »en skribentkollega, som enhver med blot et perifert kendskab til forfatteren og miljøet vil genkende«. Men hvad der alligevel gør romanen »til andet end et problematisk privat og delvis pinligt dokument - for det er den også - er det sprogets og refleksionens filter, det selvbiografiske stof har været igennem«, noterer Marie Tetzlaff på linje med kollegerne. Romandebutanten er på visse punkter »frygt- og hæmningsløs. Også hvad angår eksplicitte sexbeskrivelser; ikke uefne for øvrigt, i al deres let ulækre robusthed. Det er derfor, hendes dybt romantiske, naive tankesæt på andre områder kommer som en overraskelse«. Ros? Det er, som man tager det. Men nysgerrig? Det er ikke ordet!