Tænk på en lille bondeknold af en mand, der skæv i ryggen halter hen ad en markvej på vej mod gården og Mor Karen og en irriterende hane ved navn Mortensen. Den lille mands navn er Thummelumsen, og han optræder i samme historie som de bugsvære provins-spidser, der fire gange om året æder og drikker, til det står dem i halsen - sådan godt og vel - i foreningen, hvis formand hedder Luksusbugen, fordi han holder sin spærreballon af en mave oppe med en ringbrynje, der er fastgjort med stålseler. Foreningen er selvfølgelig De Danske Ædedolke, og historien er 'Livsens Ondskab' af Gustav Wied (1854-1914, for det er historier af denne type, han om noget er kendt for i den brede offentlighed. Ædedolk m.m. Når man læser om ham i 'Danske Digtere i Det 20. århundrede', bliver hans hovedværk udnævnt til at være 'Dansemus', men dén historie kender de færreste, hvorimod de fleste for deres indre blik kan se ædedolkenes næstformand, toldkontrollør Knagsted, formanden Luksusbugen og den anakronistiske Thummelumsen for sig, når de hører navnet på forfatteren. Der er imidlertid flere facetter til figuren Gustav Wied, hvad man får mulighed for at se sidst på året, når auktionshuset Bruun Rasmussen i København sætter en række af den kendte forfatters manuskripter, personlige ejendele og ikke mindst fotografier til salg. Peter Idealist Man kan eksempelvis for måske 8-10.000 kr. erhverve sig et eksemplar af forfatterens første forsøg som kontroversiel forfatter under pseudonymet Peter Idealist. Pjecen fra 1887 har den lidt kryptiske titel 'Nogle Aforismer i Anledning af Interpellationen i Store Heddinge og dens følger'. Bag den lange ordranke gemmer sig en pjece, der var affødt af en sag mod kirke- og kulturminister Jacob Scavenius. På trods af sin ellers høje, moralske profil var den gode kultusminister taget i et besøg på et bordel. Jo, den gode Gustav Wied havde fra første færd øje for borgerskabets blakkede moral, og han nød at udstille hykleriet og dobbeltmoralen. Som Ejgil Søholm skrev om Wied i Encyklopædien, viste hans første pjece i kim »den spænding mellem kønsforskrækket forargelse og fascination af grotesk livsførelse«, som blev brændstoffet i Wieds forfatterskab. Af de mange effekter på auktionen kan man se, at Wied som ung følte sig stærkt fascineret af det modsatte køn og i hvert ikke på dét tidspunkt så ud til at lide af den kvindefjendskhed, han senere blev så berygtet for. På et tidspunkt lader han sin figur Knagsted aflevere følgende svada: »Børn er lykkelige, og Dyr og Kvinder, men vi Mennesker er det ikke«. Balkort Den kommende auktion viser dog, at han i det mindste i sin ungdom har haft et blødt punkt for de unge piger. I hvert fald har han omhyggeligt gemt nogle af sine første balkort, han har gemt i en lille, sammenfoldet kuvert med påskriften 'Mine Balerindringer', og heri finder man små optegnelser om pigerne, som måske har inspireret forfatteren til det tidlige, håndskrevne digt 'De svandt de glade Dansetimer'. At inspirationen er hentet hos pigerne, anser afdelingsdirektør Sebastian Hauge Lerche fra Bruun Rasmussen i hvert fald for at være sandsynligt, eftersom det håndskrevne digte omhyggeligt er lagt ind i kuverten med ungdommens balkort. Senere bliver forfatterens forhold til kvinderne dog mere problematisk, og en forklaring herpå kan måske hentes i novellen 'De unge og de gamle', hvor en tjenestepige forgriber sig på en dreng, der meget vel kunne være den unge Wied selv, som hans forfatterkollega Tom Kristensen engang skrev i et essay. Historien om tjenestepigen og drengen stod i Ove Rodes avis København, og den på dét tidspunkt anstødelige beretning kostede Gustav Wied et par uger i fængsel for litterær usædelighed. Et meget håndfast bevis på det korte ophold i tugthuset kan erhverves på den kommende auktion, idet den også omfatter det, Wied selv kaldte »min tugthuskniv«, som i virkeligheden er en kniv, han skar ud i træ, og som han gemte til sin død. Penneskaft Delvist af træ er også det penneskaft, som Wied skrev en stor del af sin litterære produktion med. Han brugte det gennem 18 år, og man skal ifølge Bruun Rasmussens vurdering have 6-8.000 kr. op af lommen for at få det med hjem fra auktionen. Tilsvarende beløb skal man ifølge auktionshuset også have op, hvis man skal købe enten forfatterens skrivepult eller hans betragtelige samling af dekorerede stokke. En helt særlig del af Wied-effekterne udgøres af hans fotosamling, som på linje med en forfatterkollega som August Strindberg er noget så usædvanligt som en forfatters formeksperimenter med det nye medie. Wied skaffede sig noget af det bedste udstyr, man kunne få i datiden, og i sine optagelser gik han - som i sine historier - imod glansbilledversionen af virkeligheden. Ikke noget med fine atelieroptagelser eller victorianske tableauer. Næh, nej. Den skinbarlige, for ikke at sige nøgne, virkelighed lige op i synet på beskueren. Eksempelvis kan man se forfatterens billedversion af sig selv i dobbelt-optagelsen 'Solbad - ret og vrang', hvor en aldeles nøgen Wied ligger med den bare enten lige op i solen eller presset ned på et tæppe, mens forsiden er eksponeret mod solen og fotografiapparatet, så han er nødt til - mere vovet er han trods alt ikke - at dække skødet til, for at omverdenen ikke skal få hans optagelser fuldstændig galt i halsen. For 8-10.000 kr. kan man erhverve sig samlingen, der viser Gustav Wied som fotograf med Mars-apparatet, som han selv købte i 1900. Pilleæske Tidligere har Bruun Rasmussen solgte effekter fra et helt forfatterskab (Dan Turèll), og ligesom dengang udstiller man også de mange effekter i forbindelse med årets BogForum i november. Her vil man garanteret også kunne se den lille pilleæske, hvor man mente, Gustav Wied opbevarede de piller, han begik selvmord med i 1914. Han var en mand, hvis sind - som hans bøger - var en vekslen mellem lys og skygge, og på et tidspunkt tog den mørke side af ham over. Sebastian Hauge Lerche fra Bruun Rasmussen må dog erkende, at de næsten 100 år gamle piller i æsken ved en nylig analyse har vist sig at være ikke sovepiller - men ufarlige tabletter - af pebermynte. Effekterne på den kommende auktion er sat til salg af Wied-familien og boet efter den store bogsamler Bjarne Saxhof.