I en foredragssal på Aalborg Universitet, hvor et tidligt aftenlys trænger ind under grå persienner, sidder godt 50 mennesker iført jakkesæt og festkjoler på seks stolerækker med blåt betræk. Foran dem står Kaj Munks barnebarn, tv-journalisten Arense Lund. Hun holder et manuskript i hænderne. Hun reciterer højt: »Danmark - det er her, vi bor det er her, hvor vi blev fødte og hvor vores far og mor første gang hinanden mødte Far og mor igen til dem havde også deres hjem her i fædrelandet«. Hvorfor lige Munk? Uden for salen, hvor Aalborg Universitets Musikstuderendes Kammerkor står og venter på at træde ind, strutter skilte med teksten 'Indvielse - Kaj Munk Forskningscenter'. Vi har forskningscentre for Søren Kierkegaard og H.C. Andersen. Men hvorfor nu Kaj Munk? Hvorfor ikke et center for nobelprisvinderen Johannes V. Jensen? Eller Karen Blixen? En del af svaret sidder i salen iført brun habit, lidt til venstre, på 3. række med benene over kors. Det er Jesper Langballe - præst og medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti. Stor modvilje Det er nemlig Dansk Folkeparti, der skaffede Kaj Munk et center. I et forløb, hvor skattekroner flød ad andre kanaler end sædvanligt og spredte overraskelse, glæde og ... ikke så lidt modvilje. Her i salen er der nu lutter smil og bifald fra Folketingets formand Christian Mejdahl og resten af publikum, mens Arense Lund sætter sig, og kammerkoret gør klar til at synge forårsdigtet 'Den blå anemone'. Men hvorfor Kaj Munk? Munks efterladenskaber Samme morgen står den 43-professor dr.phil. Søren Dosenrode i et aflangt lokale med blege loftlamper. Han åbner døren til et tungt pengeskab. På nederste hylde flyder to slidte rejsekufferter af brunt læder side om side med tre sorte dokumentkasser. Højere oppe ligger flere sorte kasser. Og øverst, ovenpå en stabel gulnede papirer med krøllet håndskrift, ligger en sort kasket: Kaj Munks gamle studenterhue. Usædvanlig komplet arkiv Ideen til centret stammer ikke fra politikere, men fra en politolog. En septemberdag tilbage i 1998 læser Søren Dosenrode tilfældigt i avisen, at Lise Munk er død. Som så ofte, når et velkendt navn svæver over i historien, mærker han et lille vingesus og undrer sig over, at Kaj Munks hustru levede helt op i vor tid. Så melder en anden tanke sig. For hvis Lise Munk har boet i præstegården i Vedersø ved den jyske vestkyst, og hvis arven af notater, breve, manuskripter efter Kaj Munk har ligget der, siden en gruppe naziterrorister myrdede ham i januar 1944 - hvad skal der så ske med dem nu? Han kontakter familien. Sønnen Arne Munk fortæller, at hans fars gamle papirer ligger som et usædvanlig komplet arkiv på præstegårdens loft og i et pengeskab i Holstebro. Dødelig dødsforagt Søren Dosenrode er professor i europæisk politik. Han ser Kaj Munk som et interessant miks af samfundsrevser, journalist, teolog, dramatiker og poet - og frem for alt som et billede på 1920'ernes og 1930'ernes politiserede kulturliv, hvor ekstreme meninger groede vildt til både højre og venstre. Kaj Munk sværmede for fascismens stærke mænd. Han talte med afsky om demokratiet og dets politikere. Han skrev reportager i Jyllands-Posten midt i 1930'erne, der svulmede af begejstring for Hitler og Italiens diktator Mussolini. I 1938 gav han Nazityskland en kold skulder med sit åbne brev til Mussolini, hvor han bad diktatoren tale Hitler til fornuft og standse jødeforfølgelserne. Og da tyskerne besatte Danmark 9. april 1940, vendte Kaj Munk sig mod besætterne. Han glødede af nationalfølelse, ønskede en heltemodig kamp og talte værnemagten imod med en dødsforagt, der, ja, blev hans død. Kaj Munk forvandlede sig til det glansbillede, danskerne gerne ville have set af sig selv under krigen, men som de færreste kunne leve op til. På det litterære plan ved Søren Dosenrode udmærket, at Kaj Munk ikke måler sig med de allerstørste. Men Kaj Munk er interessant for samfundsforskere, historikere og andre faggrupper. Og Aalborg Universitet mangler et komplet personarkiv at forske i. Den glade nyhed I 2004 vender familien Munk tilbage med et tilbud. Den vil sælge arkivet for 1,5 millioner kroner. Ellers ryger det hele under hammeren hos auktionshuset Bruun Rasmussen. Søren Dosenrode forbereder sig på at søge penge fra fonde og forskningsråd. Men han kontakter også politikere - blandt andre Dansk Folkepartis Jesper Langballe. Og pludselig, i efteråret 2004, da en ny finanslov går i hus, kommer den glade nyhed. Dansk Folkeparti har sikret pengene - og ikke bare de 1,5 millioner. Men hele 7 millioner kroner. Kaj Munk Forskningscentret kan gå i gang. Nu fejrer festklædte mennesker så et splinternyt videnskabeligt center. Det ligner en succeshistorie, hvor politikere for en gangs skyld spreder forskningsmidler med rund hånd. Men netop det, at Søren Dosenrode og folkene bag centret ikke fik deres penge ad de sædvanlige veje, har vakt protester siden. Perspektivløs forskning Litteraturforskeren Lasse Horne Kjældgaard skrev i foråret et indlæg i Weekendavisen sammen med kollegaen Sune Auken, hvor han kritiserede, at regeringen sløjfede det alsidige Danmarks Humanistiske Forskningscenter, mens den spenderer millioner på et snævert center, der passer i Dansk Folkepartis kram. De to litteraturfolk mener, at Kaj Munk simpelthen ikke er fagligt interessant nok til at være midtpunkt for et helt forskningscenter. »7 millioner er et ekstremt stort beløb i humanistisk forskning, der kræver gode faglige argumenter - for eksempel, at forskere vil afprøve nye og spændende teser. Fra et forskningsmæssigt synspunkt mener jeg, det er perspektivløst«, siger Lasse Horne Kjældgaard. I Danmark søger forskere penge hos frie forskningsråd, hvor specialister fordeler offentlige midler ud fra en rent faglig dom. Og selv når politikere kaster penge efter et særligt område, er det normalt uvildige eksperter i de såkaldte strategiske forskningsråd, der afgør, præcist hvem og hvad der skal have del i politikernes penge. Formanden Kirsten Drotner fra Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation kan af gode grunde ikke forholde sig til det nye Kaj Munk Forskningscenter. Centret har aldrig været omkring rådet. »Men jeg kan sige, at vi gerne vil tiltrække de bedste forskere for at fremme kvaliteten i dansk forskning. Og de bedst kvalificerede forskere skal have tillid til, at der kun bliver givet penge til forskning efter en faglig vurdering. Hvis vi skal være sikre på, at forskerne har lyst til at søge os, skal de kunne tage systemet alvorligt«. På finansloven for 2004 fik Dansk Folkeparti også en særbevilling igennem til en undersøgelse af den kolde krig. Arbejdet skulle laves af professor Bent Jensen - en af de mest indædte kritikere af kommunismen og dens tilhængere på venstrefløjen i Danmark. Sikkerhedsventil for det politisk ukorrekte Efter indvielsen træder Jesper Langballe ud af auditoriet på Aalborg Universitet. Han vandrer forbi en opslagstavle med reklamer for udenrigsminister Per Stig Møllers fem radioforedrag om Kaj Munk og fortsætter ud i aulaen, hvor receptionsgæsterne snakker med vin og snitter i hænderne. Allerede inden Dansk Folkeparti fik sit første kanonvalg i november 2001 og magt til at betænke forskningscentre med millioner, talte partiet for at bevare arven efter Kaj Munk - som et symbol på kærligheden til det nationale og kampen for fædrelandet. »Kaj Munk repræsenterede en national og konservativ tradition, som var kristeligt bestemt«, siger Jesper Langballe, »men nu er det jo ikke et spørgsmål om, at Munk har en farve, der skal passe til Dansk Folkeparti«. »Jeg er bestemt tilhænger af systemet med frie forskningsråd. Men små ekstrabeløb til særformål kan være en meget god sikkerhedsventil for, at noget, der måske ikke er politisk korrekt i miljøet for tiden, får en chance«. RamaskrigVille Kaj Munk-centret ellers have haft en chance i systemet? »Det vil jeg nok tvivle på. For få år siden ville man have tabt både næse og mund, hvis nogen havde fundet på at oprette et Kaj Munk-center. Nu åbner vi så en mulighed, og det vækker ramaskrig, fordi det er os - selv om Holocaust-centret for eksempel også blev til på en finanslov i sin tid«. Et Kaj Munk-center er vel mere snævert end et center, der forsker i folkedrab? »Det er selvfølgelig rigtigt. Og nogle har da også spurgt, om Kaj Munk er stor nok til at bære sit eget center. Det kan man diskutere, og det vil i meget høj grad være et spørgsmål om smag«. »Men jeg kan simpelthen ikke forstå argumentet om, at det skader forskningsfriheden, at man udgiver én bog mere om Den Kolde Krig, eller laver et center mere på et område, hvor man i øvrigt kan forske frit«, siger Jesper Langballe. Stemplet som nazist Lidt senere sidder Kaj Munks søn Arne for sig selv på forreste række i en tom foredragssal og filosoferer over, at hans far nu har fået sit eget center. »Han stod jo i den grad for Gud, konge og fædreland, så det er ikke mærkeligt, at Dansk Folkeparti finder netop den side frem. Men han var jo også en af tidens store dramatikere, og hans politiske holdninger trænger til at blive belyst objektivt«, siger den pensionerede universitetslektor. Fordi Kaj Munk roste Hitler i 1930'erne, har mange gennem årene stemplet ham som nazist. Den slags tråde håber Arne Munk, at centret nu reder ud. »Han beundrede handlekraften hos diktatorerne, men nazisme og fascisme som ideologier sagde ham intet, og han vendte sig mod dem«. »Den skelnen kommer forhåbentlig klart frem nu. Det kan så være, at forskningen viser andre kritisable sider af hans væsen. Men modsat mange andre er forskere på et universitet forpligtede over for sandheden«, siger Arne Munk. Beundring for stærke mænd Tilbage i centrets nye, halvnøgne lokale sætter professor Søren Dosenrode sig ved et lyst træbord. Han breder nogle gamle kladdehæfter ud. Det er udkastene til modstandsstykket 'Niels Ebbesen', som tyskerne forbød, men som Kaj Munk frygtløst turnerede rundt og læste højt af. I de kommende fem-seks år scanner centret den slags originale manuskripter ind digitalt og bygger en database op, som forskere og alle andre kan søge i på nettet. De fleste af centrets millioner går til det arbejde. »Derfor synes jeg også, kritikken er uretfærdig, for det er en brøkdel af de politiske midler, der går til egentlig forskning. De går til at købe arkivet og til at gøre det digitalt. Vi er faktisk ved at søge yderligere penge til forskning ad de sædvanlige kanaler«. Centret beder blandt andet om penge hos Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation til forskning i kristendom og højreekstremisme i 1930'erne. Mange af mellemkrigstidens højreekstremister sværgede til konge og fædreland. Men hvad med de stærkt højreorienterede, der ligesom Kaj Munk også tog Gud med i remsen? Kaj Munks breve og historiske rolle i tiden kan være nøglen til det. »Det bliver også interessant at dykke ned i, hvordan Munk mildest talt var begejstret for Mussolini og Hitler, og hvordan han havde et anstrengt forhold til parlamentarisme«. »Ved krigen ændrede det sig brat, men jeg ved ikke, om han nogensinde opgav sin beundring for de stærke mænd. Det mener Per Stig Møller og andre, men jeg er ikke så sikker på, at de har ret. Jeg tror aldrig, Munk blev demokrat«, siger Søren Dosenrode. Tempel? Så måske viser centret sig i virkeligheden at bide de hænder, der har fodret det. Måske piller forskningen ved den piedestal, mange borgerlige har placeret Kaj Munk på. Søren Dosenrode drejer i hvert fald halsen frem og tilbage i skjorteflippen og griner højt, når han bliver spurgt, om centret er en del af en nationalkonservativ front. »Nej, det tror jeg altså ikke, vi kan bruges til. Vi er universitetsfolk. Vi har mildt sagt forskellige politiske holdninger, og nu vil vi dyrke kritisk Munk-forskning«. »Hvis man tror, vi bygger et tempel for Kaj Munk her - sådan et sted, hvor man først skal falde på knæ for at komme ind - har man i hvert fald taget fejl«.