Den næstsidste romantiker (Deres Bibliopat) sad i sit bibliotek og læste i den uforkortede udgave af 'Den Sidste Mohikaner'. Svagt i baggrunden hørtes lyden af atomkraft - optaget af lydkunstnerne Kirstein og Kirkegaard, der var i Barsebäck med mikrofonerne 31. maj i år, på reaktor 2's allersidste arbejdsdag. Netop da anduvede der i Bibliopatens mailkasse et inspirerende indlæg om lyd fra Thomas W. Lassen, Maribo. Lyden af penselstrøg På baggrund af sidste uges klumme, der beskæftigede sig med antikke papyrusruller, skriver Lassen: »Kære Bibliopat! Den omtalte fantastiske maskine, som kan afspille indlejret lyd i årtusindgamle lerkrukker (- nu må jeg hellere få læst Merete Pryds Helles 'Fiske i livets flod' - kan jeg forstå!) har faktisk sine seriøse fortalere i den eksperimentelle arkæologi«. »Min tanke gik straks til en gammel artikel i den danske arkæologis ærværdige populærorgan 'Skalk', der i sit første nummer årgang 1970 beretter om amerikanske forsøg med (moderne) optagelse af lydspor i roterende lerkar og i et maleris penselstrøg (!) og rimelig succesfuld afspilning af samme lydoptagelser«. »Hvordan det senere er gået med forsøgene, ved jeg ikke, men tænk om vi faktisk en dag vil kunne høre, hvad der blev talt om ved drejebænkene i Mesopotamien eller pottemagerens sang i Sorring«. På sporet af den tabte lyd Ja, tænk hvis. Vi husker udmærket 'Skalk', som vor fader var ivrig abonnent på og stadig har i rødbrune årgange, men havde glemt artiklen om de amerikanske forsøg, som måske ligefrem har inspireret Merete Pryds Helle til omtalte roman, det vil vi snarest spørge hende om. Tanken er under alle omstændigheder fantastisk. På Det Kongelige Bibliotek har bibliopaten engang besøgt den aflåste musikafdeling sammen med detektiv og biblioteksdirektør Erland Kolding Nielsen. Her opbevares noder, og det ældste nodetryk, biblioteket opbevarer, er Petrus Tritonius' 'Melopoiae sive harmoniae tetracenticae', (Augsburg 1507), og det er da meget godt gået, men en ting er den menneskelige civilisations evne til at nedskrive melodier, en ganske anden er rigtige lyde. Gamle lyde, oldgamle lyde. Fra tiden før nutidens støjkilder. Hvor er de henne nu? Kan vi komme til at høre dem? Neandertalerens grynt Det er som regel lysets hastighed, folk finder fascinerende. Tænk hvis man kunne rejse hurtigere end lyset og dermed rejse i tiden? Her i hulen har vi aldrig kunnet forstå den gamle påstand om, at lyset fra dem, der byggede pyramiderne, stadig er på vej ud i rummet, og at en endnu hurtigere rejsende så at sige ville kunne sætte sig til rette et sted og vente på, at de levende billeder af pyramidebyggerne arriverede for en gang for alle selv at erfare, hvordan de mægtige stenmonumenter blev bygget. Nuvel, hvad med lyden? Lyd er som bekendt den mekaniske vibration af stofdele i et fast stof, væske eller gas, der udbreder sig som en bølge. Tænk, hvis man kunne 'indhente' lyden og høre fortiden! Er det mon muligt, at ældgamle lyde, en neandertalers grynt, kan ligge indkapslet i materiale som fluer i harpiks og vente på at blive hørt? Venter der rundt omkring på gamle ikoner og portrætmalerier små samtalebidder, som så at sige blev 'indkapslet' af den på lærredet hurtigt tørrende oliemaling? Arkæoakustik Vor læser spørger sig måske nu, hvad gamle lyde har at gøre med litteratur? Hertil er blot at svare, at vi her på anstalten betjener os af det udvidede tekstbegreb - og at selve problematikken om gammel lyd relaterer direkte til skriftsprogets onomatopoietiske udfordring, der, som bekendt, var kendt selv af de gamle grækere (deraf ordet) - selv i 'Ulysses' af Joyce er der som bekendt et udfoldet onomatopoietisk eksempel. Og vor læser skal ikke nøjes med lægmandsbetragtninger. Læser Lassen har nemlig også sendt os Christer Hamps tekst 'Arkæoakustik - luftkastel eller mulighed?' (vor oversættelse, BP) fra 1999, som enhver vil kunne finde på nettet. Hamp definerer arkæoakustik som »generhvervelsen af lyde fra tiden før optageteknikker blev opfundet«. Han slår fast, at sådanne lyde vil være blevet optaget uforvarende i forbindelse med, at folk har foretaget sig noget andet. Og pointerer endvidere, at ingen antik lyd indtil nu er blevet hørt, øv, og at de eksperimenter, der er blevet foretaget, alle har været forsøg på at reproducere de omstændigheder, som sådanne antikke lyde ville kunne være blevet optaget under. Infernalsk musik Her refererer han de succesrige Woodbridge-eksperimenter både med ler og lærreder. Et lærred blev bemalet, mens infernalsk musik blev afspillet, bagefter viste det sig, at nogle af penselstrøgene havde fanget lyden, og små musikstumper kunne identificeres! I et andet eksperiment udtalte maleren ordet 'blue' igen og igen, mens han malede - efter lang tids søgen var det faktisk muligt at opfange og høre ordet igen ved hjælp af en 'pickup'. Selv i forbindelse med arkæoakustik optræder Leonardo da Vinci. Hamp nævner, at maleriet af Mona Lisa ofte nævnes som et objekt, der muligvis kan være en kilde til lyd, men ak. Maleriet er malet direkte på træ, og det materiale er formentligt for stift til at vibrere så meget, som det er påkrævet, mener Hamp. Øv igen. Vil man høre lyden af gamle forfattere, der selv taler, bør man besøge Dansk Lydhistorie på nettet. Prøv: www.statsbiblioteket.dk/dlh/index.html. Her venter både Henrik Pontoppidan, Johannes V. Jensen, Georg Brandes, Gustav Wied og H.C. Andersen. - O.k., det med Andersen er løgn ... Quiz 1: Hvad hedder Nordens ældste verdslige melodi? Quiz 2: Baronesse Maria von Trapps bog om sangere og nazister m.m. - og lyden af en film. Hvilken? I sidste uge lød quiz 1: »De er studerende på et amerikansk universitet, en dag knækker den ene af de to venner det gamle dokuments hemmelighed. Hvilket dokument?«. I Quiz 2 efterlyste vi navnet, som gemmer sig i anagrammet Ramoth Bezer ...Meget spændende ... Kære Bibliopat, Quiz 1: Vi begynder med et citat: »It is the world's longest book about a man having a dream, and it makes Marcel Proust, who wrote the world's longest book about a man eating a piece of cake, look like Ernest Hemingway«. Værket, der her bliver omtalt, hedder noget så spændende som 'Hypnerotomachia Poliphili' og optræder i Ian Caldwells og Dustin Thomasons roman 'The Rule of Four' (på dansk 'Belladonna dokumentet', som må være svaret på quiz 1). Jeg har for et par måneder siden købt romanen i en signeret 1. udgave i håbet om, at der her var tale om en ny 'Da Vinci Code', men den er nu desværre kun halvt så god som Dan Browns værk. Hvorfor er der i øvrigt så mange, der hader den bog? Bevares, det er ikke Marcel Proust-niveau, vi her taler om, men mindre kan vel også gøre det. Quiz 2: 'Ramoth Bezer' er titlen på Niels Brunses roman fra 1994. Det er også en god bog. En universitetslærer har af en afdød yndlingsstudent fået overdraget et manuskript fra 1700-tallet. Det beskriver en rejse til byen Ramoth, også kaldet Bezer. Men Ramoth Bezer er også et anagram for hovedpersonens navn: Robert Zahme. Spændende, ikke sandt? M.v.h. Jeppe Meier, Børkop Husk Danteklubben Kære Bibliopat, I quiz 1 er der tale om 'Hypnerotomachia Poliphili', som bruges som udgangspunkt i romanen 'Belladonna dokumentet' af Ian Caldwell og Dustin Thomason. I øvrigt en mærkelig anglificeret titel - hvorfor bliver den ikke bare stavet Belladonna-dokumentet? Det gør sig åbenbart ikke godt nok på en forside, hvilket en direkte oversættelse af den originale titel 'The rule of four' åbenbart heller ikke gør. I øvrigt en glimrende roman, der i litterær kvalitet overgår alt, hvad Dan Brown har flikket sammen, hvor underholdende det end måtte være. Når man så har læst Browns bøger og 'Belladonna dokumentet', så er næste skridt jo Matthew Pearls 'Danteklubben', og er man nået så langt, skal man næsten ikke snydes for 'Vejskiltets Modbevis' af Iain Pears. Lidt mere krævende, men også langt mere nærende end Dan Browns hurtigmad. I den forbindelse skal Umberto Eco selvfølgelig også nævnes, man han er jo helt uden for kategori. Nu er det jo ikke Weekendavisen, men derfor kan vi jo godt hygge os med anagrammer i quiz 2. Bogstaverne i Ramoth Bezer kan arrangeres om til Robert Zahme, navnet på fortælleren i Niels Brunses roman, der jo hedder - 'Ramoth Bezer'. Jeg er lige gået i gang med den - bedre sent end aldrig - som en opvarmning til 'Havmanden'. Med venlig hilsen Henrik Bendix Pedersen Det forkullede bibliotek Kære bibliopat, Jeg har med stor fornøjelse læst dit nyeste indlæg om 'The Oxyrhyncus Papyri', da det er et emne lige efter mit hjerte. Jeg har fulgt udforskningen, efter jeg blev gjort opmærksom på den i en lille notits i kultursektionen i Politiken 19. april i år. Bl.a. virker det interessant, at der er fundet en alternativ udgave af Johannes-åbenbaringen, der angiver det berygtede (og i satanistiske kredse vidt udbredte) 'Number of the Beast' til at være 616 i stedet for det gammelkendte 666. Kan nummeret være udskiftet, alt efter som de historiske begivenheder ændrer sig og nye ærkefjender af kristendommen dukker op? Men jeg vil lige gøre opmærksom på, at det ikke er det eneste store projekt, der genfinder tabte tekster fra antikken. I Italien bruges nogenlunde samme teknik som ved Oxyrhyncus-projektet til at tyde det forkullede bibliotek fundet i en villa i den romerske by Herculaneum. Den første genfundne bog af epikuræeren Philodemus ('Om Poesi') er allerede udgivet, og der varsles en stor 'høst' af epikuræiske tekster, muligvis nogle af Epikur selv i den nære fremtid. Link: http://www.humnet.ucla.edu/humnet/classics/philodemus/philhome.htm. Venlig hilsen Sune Nilaus Olsen