Forestil dig, at du ikke ved, hvorfor Jorden drejer rundt om Solen. Du spørger dig for og får svaret: »Jorden går rundt om Solen i en elliptisk bane i år, for det var, hvad den gjorde sidste år og året før og så videre bagud til planetsystemets oprindelse, og intet er sket, som kunne ændre på det«. Et korrekt svar sådan set, men også utilfredsstillende, ikke sandt? For svaret giver ingen indsigt i, hvad årsagen er til fænomenet. Man kan selvfølgelig diskutere, om Newtons forklaring er stort bedre, for hvad er tyngdekraften egentlig? Men den giver i det mindste grundlag for mængder af nyttige forudsigelser og beregninger som f.eks. satellitternes bane på himlen. Historiens dominans Jeg har eksemplet fra en af den teoretiske biologis veteraner, Brian Goodwin, som gæstede København under Bateson-konferencen i sidste uge. Goodwin har i en menneskealder talt imod de historiske forklaringers dominans i biologien. Når et træk hos en organisme forklares med naturlig udvælgelse, er det netop forhistorien, der henvises til, og Goodwins uvilje mod den slags forklaringer skyldes, »at sådanne forklaringer udelukker, at det skulle være muligt på andre måder rationelt at forstå den orden, som vi faktisk finder i den levende natur«, som Christian Baron skriver i sin udmærkede bog 'Naturhistorisk videnskabsteori'. Formdannelsens årsager Over for den historiske forklaringsmodel stiller Goodwin en strukturalistisk model, der med Barons ord »går ud fra, at biologiske fænomener er et udtryk for en bestemt type orden«, som gør det muligt at finde ahistoriske love for biologisk form. I den strukturalistiske model rettes blikket direkte mod formdannelsens årsager og lader sig ikke standse af genernes eventuelle mellemkomst. Generne er i denne optik ikke egentlige årsager, men snarere tjenere for de dybere regelmæssigheder, der gælder for komplekse systemer med et såkaldt kaotisk adfærdspotentiale. I bogen 'How the Leopard Changed its Spots' illustrerer Goodwin genernes rolle i formdannelsesprocessen med algen Acetabularium acetabulum. Denne vandlevende alge består af kun én celle, men er ikke desto mindre 4-5 cm lang og har en tydelig adskillelse i rizoid (en rodzone indeholdende genomet), stilk og hat. Hvis man skærer Acetabularium over på midten, vil den nederste del regenerere en ny hat magen til den gamle, og det bliver den ved med, selv om man gentager forsøget mange gange. Den øverste del derimod lever videre i nogle få uger og dør så. Dette svarer til konventionel visdom, hvorefter informationen om formdannelsesprocessen residerer i genomet. Men hvis man nu i stedet skærer algen over i tre dele, rizoid, stilk og hat, så vil hat og rizoid opføre sig som allerede beskrevet, hvorimod stilken viser sig at have bevaret evnen til at regenere en ny hat. Stilken kan dog ikke gentage dette nummer, men dør efter et stykke tid. Afhængig af proteiner Konklusionen af dette eksperiment er klar nok: Formdannelsesprocessen styres ikke af generne, da den jo i stilken kan forløbe uden disse. Stilken er på den anden side afhængig af proteiner, som ifølge sagens natur kun kan produceres, hvor der er et genom til stede, altså i rizoiden. Når stilken har opbrugt sin beholdning af proteinressourcer for formdannelsesprocessen, går den i stå. Genomets rolle er at levere råvarer, proteiner, mens selve formdannelsens dynamik er lagt i hænderne på de cytoplasmatiske strukturers selvorganiserende potentiale.