»Arundhati Roys politiske essayistik kan lyde som en båndudskrift fra en tale af Søren Søndergaard på Enhedslistens landsmøde, men heldigvis kommer hun af og til i tanke om, at hun rent faktisk har en kunstners evne til at skrive«. Vogt Dem for vennerne, for det er Klaus Rothstein i Weekendavisen, der skriver sådan om den indiske forfatter og samfundsdebattørs nys oversatte essaysamling 'Menigmands guide til imperiet'. Og Rothstein, kendt fra bl.a. Dansk Flygtningehjælp og PEN og egne essays, må ellers udpræget betegnes som en af vennerne. Han citerer da også i næsten lammende længde Roys kritiske synspunkter på f. eks. krigen i Irak, synspunkter, som han naturligvis deler. Ros til forlag Rothstein er - ligesom Henrik Jensen i Kristeligt Dagblad - inde på, at Roy nok er skrevet tør som skønlitterær forfatter (hun fik et spektakulært internationalt gennembrud med 'De små tings Gud), men tager hatten af for Arundhati Roy, »som også i den grad har påtaget sig rollen som den politiske forfatteraktivist, der er imod og skriver så det giver genlyd i globaliseringen«. Og så roser Rothstein forlaget People's Press for overhovedet at have bundet an med udgivelsen af »samfundskritisk, politisk essayistik af en indisk kvinde!«. Så hjælper det måske lidt, at kvinden ser godt ud? Manglende nuancer Det er Henrik Jensen inde på i Kristeligt Dagblad: »Hun er en meget nydelig, yngre Tredje Verdens-kvinde, som det trendy People Magazine i 1998 udnævnte til at være blandt de '50 smukkeste mennesker i verden'!«. »Det må kunne gøre enhver samfundskritisk forfatter rasende, og rasende er hun«. Ja, Jensen går så vidt som til at sige, at Roy »er noget af en krampe«. Til trods for at Roy vist anerkender modstand som nødvendig og ikke entydigt har taget afstand fra terrorisme, ser Jensen alligevel Gandhi som Roys utvivlsomme og let genkendelige forbillede. (Her havde Rothstein såmænd Noam Chomsky). Den subjektive, vredesboblende prosastil tager magten fra Roy, mener Jensen, og hun taber læseren på grund af de manglende nuancer. Pædagogisk fremstilling Roy kan med andre ord ikke styre sin vrede (det ville i den retning også være svært at leve op til Gandhi!), og Jensen kan ikke helt følge hendes indignerede kritik af de enorme dæmninger, som godt nok ødelægger en flod og de mennesker, der bor ved den, men som også (efter sigende) er en forudsætning for afskaffelse af fattigdom og sult. Men han er ikke blind for dæmningernes symbolske betydning. Marcus Rubin fremhæver i sin anmeldelse, at Roy har bevaret »både sine indiske rødder og den sprogfornemmelse, der gjorde hende berømt i første omgang«. Prisværdigt i betragtning af hvilket mediecirkus antiglobaliseringsbevægelsen har udviklet sig til. Rubin kan dog heller ikke nære sig for at kalde forfatteren 'den smukke Roy'. Og i den pose blandede godter, han mener enhver essaysamling er, finder han en del »lige lovligt lokalt«. Herunder dæmningsproblematikken, hvor Rubin i tråd med Jensen finder »en snert af fortidsidyllisering«. Nu kan man indvende, at hverken fortidsidyllisering eller hensynsløs naturudnyttelse er særlig lokalt ... Men Rubin »synes bedst om Roys angreb på Bush og hans uendelige 'krig mod terror'«, og så teksterne om Indiens og Pakistans atomkapløb, som minsandten i Rubins optik også er lokale. Han priser Roys faktuelle indsigt og pædagogiske fremstilling og slutter: »Man kunne ønske, at flere forfattere også i Vesten gjorde sig samme umage med at sætte sig ind i tingene, før de fremkommer med deres uforgribelige mening om dette og hint«. Skrap og uden skånsel I Jyllands-Posten skriver Vilhelm Topsøe om 'Menigmands guide til imperiet', at den »er skrap og ordvalget er uden skånsel«. Kritikken virker stærkest, skriver Topsøe, »når den bliver helt konkret«, men der er også kæpheste, der bliver redet så mange gange, at det bliver trættende. Sproget er han i modsætning til de andre anmeldere ikke imponeret af, men det kan skyldes »den mundrette, men noget platfodede oversættelse«. Ikke desto mindre er bogen »en knytnæve i synet på vor selvtilfredshed og bedreviden«. Stof og form i konflikt En anden knytnæve, om end nok ikke i synet, får læseren efter alt at dømme af den tysksprogede rumænske forfatter Herta Müller, der flygtede til Vestberlin i 1987. Hendes selvbiografiske roman om sin opvækst er i følge Jyllands-Postens Henriette Bacher Lind »en indædt og stærk bog«. 'Kongen bukker og dræber' som den hedder, er samtidig »en afsøgning af sprogets absolut yderste muligheder og en analyse af byrden af et modersmål. Stoffet og formen ligger i konstant konflikt, og forfatteren må slås indædt med hvert ord, begreb og genstand«. Det lyder interessant, men også lidt skræmmende for denne læser, som godt kan lide, når forfatteren har slåsset færdig, før jeg ser produktet. Men er man opvokset i et absurd helvede som Rumænien under Ceaucescu, hvor politiet går ind i ens hjem og flytter på tingene i ens fravær, kollegerne er betalte spioner, telefondamerne lytter med og mennesker forsvinder sporløst eller dræbes ved fingerede trafikulykker, skriver man ikke om duftende madeleinekager. For så bliver sagesløse gladiolus til de herreplanter, der udsmykker talertribuner, og måger genkalder mindet om de flygtningelig ved Donaus bredder, de hakkede i. Det voldtagne sprog Intet er, hvad det giver sig ud for at være i sådan en stat (et samfund vægrer man sig ved at kalde det), og sproget er det første, der bliver voldtaget. Inden jeg kommer for godt i gang, får Henriette Bacher Lind atter ordet: »Herta Müllers sprogsans er unik, hendes billeder totalt ureglementerede og overrumplende. Med foruroligende nidkærhed dissekerer hun sproget og strækker associationerne til det bristefærdige«. Med sådan et værk er oversætteren kommet på en svær opgave, og Thomas Thurah roser da også Karsten Sand Iversen i Information, hvor han om Müllers bog skriver, at hele afsnit er næsten ulæselige. »Ikke fordi de ikke er præcise nok eller udtryksfulde nok. Tværtimod. De er med deres langsomme og alvorlige pertentlighed trykkende nøjagtige og (...) så omfattende som et mytologisk leksikon«. Unødig patos Man slæber sig fysisk af sted og kommer dog aldrig helt frem, skriver Thurah, og det mener han - tror han nok - ikke som en fornærmelse. Efter et liv i en omskrevet virkelighed ligger det tungt med ironi og dobbelttydighed, ligeså med lethed. Herta Müller når kun til fremmedhed og mislykket nærhed, skriver Thurah, og hun behøver ikke at gøre sig til for at være 'særlig', for hun bærer sin biografi som en snegl sit hus. Thurah er taknemmelig for Müllers konkrete beskrivelser af sine oplevelser, men synes nok, at hun ind imellem forvandler sin særlige erfaring til foragt for dem, der ikke deler den, og som ikke aner, hvad ufrihed er. Og så finder Thurah stedvis jagten på sproget unødigt patetisk. »Det patosfyldte er et svagere kort at spille end ironien og letfærdigheden«. Det skriver Thurah, som ellers just har påpeget, at Müller i kraft af sin erfaring ikke behersker netop disse ting ... Floskelgalleriet Om samme emne slutter Mogens Damgaard i Fyens Stiftstidende omvendt, at Müller »er beundringsværdigt overbærende over for vesterlændinge og vores letfærdighed, som f.eks. når professionelle litterater beskriver Det Fremmede Blik som et eftertragtet særpræg«. For indehaveren af erfaringer som Müllers og det deraf følgende fremmede blik er ingen af delene eftertragtelsesværdige. Bent Blüdnikow i Berlingske Tidende kalder Herta Müllers tone »mørk og til tider bitter« og også han har bemærket hendes optagethed af den store forståelseskløft til de vestlige intellektuelle, som man aldrig vil kunne gøre ufriheden begribelig. Han tænder ikke på de »sproglige funderinger« og finder 'Kongen bukker og dræber' mest medrivende, når Müller »forbinder de sproglige spekulationer med sin egen historie«. Men Blüdnikow kan alligevel bruge de »sproglige petitesser« til at minde os om, at vi selv bør »granske i vores floskelgalleri af meningsbærende ord. Ord som under den kolde krig var beregnet på at holde verdens brutalitet så langt borte fra den danske hygge som muligt og tilsløre tingenes virkelige tilstand«. Altmodisch alvor Michael Lambæk Nielsen (Politiken) synes enig i, at 'Kongen bukker og dræber' indimellem handler for meget om sprogets begrænsninger. »Det beklumrede og klaustrofobiske ved et system, der inderliggjorde ødelæggelsen af menneskelig substans allerede hos femårige, har sat sig i forfatterens sprog og stil, hvor der er en altmodisch alvor på spil, som vi ikke er vant til her i smørhullet«. Og han fortsætter: »Herta Müllers æstetik er dybt præget af en smerte og en tid, der allerede nu synes fjern«. Det sidste ved jeg nu ikke; her i smørhullet er vi da i vores terrorpsykose så småt ved at indføre den totalitære stats faste kendetegn, overvågningen ... To kvinder uden for vores kulturs mainstream har med hver deres problematiske erfaringer forsøgt at råbe os op i denne uge, og helt forgæves var det vist ikke.