De stod stuvet sammen under parasoller, paraplyer og hvad der ellers kunne give ly for den insisterende regn. Alligevel formåede de litterære notabiliteter, der var inviteret til Gyldendals efterårsreception, både at mingle, kindkysse og indtage pindemadder i den regnvåde gård i Klareboderne. Toneangivende tale Såvel småsnak som storsladder holdt dog øjeblikkeligt inde, da forlagets litterære direktør Johannes Riis stillede sig på et trappetrin og skuede ud over forsamlingen med syv tætskrevne A4-ark i hånden. Oven på forrige års reception konstaterede forfatteren og debattøren Ole Grünbaum, at der er fire årlige taler i Danmark, der slår tonen an her til lands: Statsministerens nytårstale. Folketingets åbningstale. Dronningens nytårstale. Og Gyldendal-direktørens tale ved forlagets efterårsreception. Ris til biblioteker Måske nok en tilsnigelse. Men igen i år leverede Johannes Riis en tale, der udløste både fnys og latter i den tætpakkede gård. Først stod folkebibliotekerne for skud: En ting er, at bibliotekernes faldende bogindkøb betyder færre bibliotekspenge til landets forfattere og oversættere, erklærede forlagsdirektøren, men samtidig er bibliotekerne ved at omstille sig selv - og dermed deres brugere - til skærme og informationsforsyning frem for de gode, gamle bøger. Johannes Riis erklærede, at han gerne ville minde bibliotekernes om deres fornemste opgave: At formidle bøger. »Ingen tvivl om, at de danske folkebiblioteker har gjort en stor og fortjenstfuld indsats for indvandrerintegrationen; det er fint, at der nu er bibliotekarer, der opfatter sig selv som networkere og streetwalkere; det er fint, at der er indrettet væresteder og informationscentraler, ikke et ondt ord om det«. »Men så alligevel. Man kunne jo godt spørge, om det er rimeligt, at det sker på litteraturens bekostning«, erklærede forlagsdirektøren. Kanon-debatten Så var det debatten om litteraturkanonen, der fik et fur, indledt med et citat fra lærer Tofte i Scherfigs 'Frydenholm': »Her i Danmark slår vi os ikke for brystet og bedyrer, at vi er danske. Det er kun, når danskheden antastes, at den kommer til bevidsthed«. Johannes Riis kritiserede kanonmodstanderne for at udnævne projektet til nationalt og dermed parkere det langt ude på højrefløjen, og forlagsdirektøren konstaterede, at Dansk Folkeparti har benyttet kanondebatten til at sætte sig tungt på fortolkningen af kulturarven. Men diskussionen om national kontra international kanon er forvildet, erklærede Johannes Riis, og »et eksempel på den helt specielle blanding af storhedsvanvid og mindreværdskompleks, der traditionelt har præget vores forhold til omverdenen«. Krig kontra kanon Klapsalver. Så trådte forfatterinden Inge Eriksen hen og daskede forlagsdirektøren på maven: »Du glemmer, at vi, der er vokset op med Falkenstjerne, ikke har en moralsk ret til at diskutere det her«. »Ja, ja, men vi skal jo tænke på eftertiden«, forsøgte Johannes Riis sig. »Eftertiden, den må tage vare på sig selv«, erklærede Inge Eriksen fast og forsvandt ind i mængden. Heller ikke Henrik Nordbrandt ville diskutere litteraturkanon, men det af ganske andre årsager: »Hvorfor skal vi diskutere noget så pjattet som en kulturkanon, når Danmark er i krig? Den diskussion fylder overhovedet ikke nok. Og så kan det andet være totalt ligegyldigt«, erklærede den drivvåde forfatter. Kendis-klubben Under en gennemvædet parasol stod Hanne-Vibeke Holst og erklærede sig enig med Johannes Riis: »Kanondebatten er enormt vigtig, og jeg er glad for, at Johannes Riis insisterer på, at en litteraturkanon skal være elastisk. Men jeg er som ham også lidt forbeholden for, at diskussionen og kanonen kommer i kløerne på de forkerte og bliver brugt til kulturkamp i stedet for et våben mod den mere og mere kulturløse tid, vi lever i«. Og så gik snakken lystigt videre under regnen. De var der jo alle sammen; Klaus Rifbjerg, der bredt smilende tog imod utallige variationer over sætningen 'tillykke med anmeldelserne'; Henrik Nordbrandt, der uvant med det tarvelige sommervejr ledte efter en jakke; Ib Michael, Morten Sabroe og Preben Wilhjelm, der dannede halvcirkel og grinte ad hinanden. Majse Njor og Camilla Stockmann, der stod i et hjørne og talte om, at Henrik Dahl havde Nik&Jay-hår. Og alle, alle de andre.