»Besynderligt nok er denne detaljespækkede moppedreng af en selvfikseret generationsroman over store træk medrivende og morsom, begavet og jeg havde nær sagt: opbyggelig«. Det skriver vores egen Mikkel Bruun Zangenberg om multikunstneren Martin Halls tobindsroman 'Den sidste romantiker'. Decideret ulæselig Weekendavisens Lars Bukdahl er bestemt ikke enig: » Ingen kan forestille sig, hvilken prøvelse det har været at komme igennem denne bog, og jeg tvivler meget på, at forlagsredaktøren så meget som har prøvet: Bogen er decideret ulæselig på den ufedest tænkelige måde«. Stilistisk overkill Så er der ligesom ikke så meget mere at komme efter. Det skulle da lige være Bukdahls forslag til anmelderpraksis: »jo horribelt længere en dårlig roman er, jo radikalt mindre plads må man bruge på anmeldelsen« - en regel, Bukdahl dog selv prompte overtræder for fortsat at himle om de hall'ske dårligdomme. Halls stilistiske overkill er sindssygt anstrengende, og hver eneste sætning arbejder sig selv til døde, skriver Bukdahl. Han fortæller ellers, at han godt kunne lide den »selvglædens elegance«, der prægede Halls to forrige bøger. Men den skuffede kritiker er som bekendt den værste ... Helt til grin Bukdahl går også i rette med sin egen avis, fordi den har ladet Hall interviewe af en mand (Neal Ashley Conrad), som er takket i bogens kolofon. Og så finder han det ubehageligt at læse de hadske og hånske portrætter af afdøde Poul Borum og Michael Strunge (som ellers roser Hall på flappen! »en sær, pervers gestus« kalder Bukdahl det). Alligevel mener han, at »Den eneste, der er helt til grin i 'Den sidste romantiker', er den eneste, romanen tager helt alvorligt, nemlig Martin Hall. Sikken kongekåbe på det nul!«. Nu er det vist feset ind hos selv den mest tykpandede, hvad Bukdahl mener om Hall. Floromvunden sex De »ret ondsindede« portrætter af afdøde personer i 'Den sidste romantiker' generer vist også Ekstra Bladets Henrik Quietsch. Men ellers er han glad for bogen og dens »præcise diagnoser af tidens skiftende (og alligevel sørgeligt ens) dårskaber og paradokser« og synes, den »balancerer fornemt mellem det selvsmagende og det selvudleverende«. Quietsch giver fem stjerner. »Eneste anke er de mange floromvundne beskrivelser af den seksuelle akt, men det er selvfølgelig en smagssag«. Her er det uklart, om anken går på det floromvundne eller på de mange seksuelle akter. I betragtning af at anmeldelsen står i Ekstra Bladet, er det måske det første ... Men så har Henrik Quietsch nok glemt romanens titel: 'Den sidste romantiker'. For uanset hvor mange opfattelser der kan være af begrebet romantik, så hører eksplicit sex ikke til det. Men Quietsch skal roses for et lille bonmot, som han muligvis har fra Hall: »Flugten fra hverdagen bliver også en slags hverdag til sidst«. Manglende selvkritik Berlingskes Per Krogh Hansen er i sin anmeldelse først ædruelig på grænsen til det kedelige. Han beskriver samvittighedsfuldt bogens ærinde og er såmænd også inde på hudfletningerne af Strunge og Borum, men forarges ikke synderligt: »Der er i det hele taget mange sjove karikeringer af medie-, litteratur- og musikfolk på den lange vandring fra 80'ernes sortromantiske himmelstorm over de mediehysteriske og pornoficerede 90'ere til i dag. Og detaljer en masse«. Og så kommer der lidt fut i Hansens fejemøg, for 700 sider detaljer er for meget: »Undervejs får man som læser alle de symptomer, man hører maratonløbere berette om - tunnelsyn, svimmelhed og længsel mod målet - og et enormt behov for at sige til arrangøren, at han skulle have planlagt et 10 kilometers løb i stedet, thi hverken vej- eller vejrforhold er til denne type anstrengelser«. »Plot er der ikke meget af, strukturen er episodisk, og episoderne synes ikke at føre meget med sig videre«. Og i en helt anden stil end Bukdahl leverer Krogh Hansen et i al sin lavmælthed nok så lammende slag: »man (kan) undre sig over, hvor lidt selvkritik bogen, anskuet som erindringsværk, indeholder«. Krigserklæring i billeder En anden af ugens markante udgivelser, Klaus Rifbjergs roman 'Esbern', har fået sit i Kultursektionen, så her går vi over til digteren Thomas Bobergs første digtsamling, efter han flyttede tilbage til Danmark fra Peru for et par år siden. 'Livsstil' hedder den, og det er jo en titel, der kan få selv ejendomsmæglere til at spidse øren. Det er måske arven fra nys nævnte Borums ultrakorte anmeldelser i Ekstra Bladet, Kamilla Löfström Kristensen prøver at løfte samme sted. Eller også har hun ikke fået mere end de otte linjer at gøre godt med i sin anmeldelse af 'Livsstil'. Hun vælger at hefte sig ved to korte mindedigte for hhv. Klavs Bondebjerg og Morti Vizki, men får dog også plads til at konstatere, at Bobergs digte i stemning »springer mellem dagdrømmerens patos og sortseerens fortvivlelse«. Og så mener hun, at »Bobergs linjer er vrede og heftige - indimellem så voldsomme, at de stjæler opmærksomhed fra hinanden«. Jyllands-Postens anmelder Erik Svendsen skriver: »Man kan roligt sige, at digtsamlingen er misantropisk og morbid i sit anlæg. Den slags er underholdende læsning«. Og efter at have kaldt 'Livsstil' »giftig. Et overfald. En krigserklæring i en strøm af billeder« sætter Svendsen trumf på: »Livsstil er en grum digtsamling. Et mareridt og en nedbrydende aktion for en journalist eller sociolog. Men for os andre er den en prøvelse værd«. Dristighed og klarsyn Her i organet er Zangenberg atter på spil med følgende salut: »Bobergs sviende og ormstukne og lebendigt rasende, men også ømme og frækt flossede digte tilbyder et opløftende flabet alternativ til livsstilssygen«. Og i Information er den mere garvede Erik Skyum-Nielsen da også næsten ustyrlig, måske i lettelse over, at »Digteren har her fundet tilbage til den dristighed og det klarsyn, der afsatte indtryk fra første færd, dengang for over 20 år siden, da han var 'firser'-debutant«. Også Skyum hefter sig ved, at »Ja, Danmark får sandelig på komedie i denne veloplagte og velgennemtænkte bog«. Men smukkest synes Skyum ikke overraskende, at 'Livsstil' er, hvor »Bobergs centralærinde er at koncentrere (sig om) poesien selv, f.eks. i præcise enkeltklingende formuleringer (...)«. Alt i alt kan Boberg være meget tilfreds med sin lyriske landing i det danske medielandskab. Om romantikeren Hall røres af sin røvtur i Weekendavisen, er uvist. Men ret beset smager han vel bare sin egen medicin.