Trods en udsøgt evne til at lege med ord indrømmer Salman Rushdie, at han aldrig har skrevet noget, der har rørt ham til tårer. Og hans karriere har ellers budt på både op- og nedture af den slags, der overgår selv den vildeste fantasi. Noget ganske særligt Men hverken lidenskabelige opfordringer til religiøs tolerance, begejstringen ved at skrive en sang til U2 eller romanerne 'De Sataniske Vers', 'Maurerens sidste suk' og 'Midnatsbørn' - sidstnævnte et så fremragende værk, at den er blevet bedømt til at være den bedste roman nogensinde, der har vundet Booker-prisen - har for alvor bevæget Rushdie. Så da han gik i gang med at skrive romanen 'Shalimar the Clown', og tårerne så begyndte at trille ned ad kinderne, blev han klar over, at han havde fat i noget ganske særligt. Stor følelsesladet oplevelse »Under hele skriveprocessen var jeg meget følelsesmæssigt påvirket. Mens jeg skrev, skete der noget, som aldrig er overgået mig før. Brudstykker af det, jeg havde skrevet, fik mig til at græde, og jeg tænkte: Hvad fanden sker der. Det hele er jo opdigtet, så hvorfor græder jeg?« »En af grundene til, at det har taget mig så lang tid at skrive denne bog, er, at den var en stor følelsesladet oplevelse for mig«, sagde Rushdie på den lige afholdte litteraturfestival The Paraty Literary Festival i Brasilien om sin niende roman, en thriller, der foregår i Kashmir, Californien, Frankrig og England. Kærlighedssvig og religiøs ekstremisme En hurtig gennemgang af romanens hovedtemaer giver et godt hint om, hvorfor Salman Rushdies øjne blev våde. Mange af de væsentligste motiver i 'Shalimar the Clown' har han selv personligt oplevet gennem årene: Kærlighedssvig - han har været gift fire gange, senest med en betagende indisk fotomodel, 24 år yngre end han selv. Religiøs ekstremisme - i næsten ti år hang Ayatollah Khomeinis fatwa over hans hoved. Et stresset liv splittet mellem USA, Europa og Sydasien - han er født i Indien, men ejer huse i både New York og London. Kashmir et fortryllende sted Men det, der virkelig fik ham til at græde, var, da han skulle beskrive ødelæggelsen af Kashmir, den omstridte bjergregion langs med den indisk-pakistanske grænse. Kashmir er en af romanens vigtigste baggrunde. »For mig var Kashmir det magiske sted fra min barndom. Det er et fortryllende sted, og at se det blive ødelagt gjorde et dybt indtryk på mig«, sagde Rushdie til en stuvende fuld sal på festivalen. Han er vokset op i Bombay, men bedsteforældrene kom fra Kashmir, hvor familien også tilbragte sommerferierne. Dengang var bjergregionen endnu upåvirket af grænsekrigen og stridighederne mellem hinduer og muslimer. Magisk mesterværk Lige siden 1987 har Rushdie villet inddrage Kashmir i en af sine bøger. På det tidspunkt lærte han et fantastisk persongalleri at kende, da han arbejdede på et dokumentarprogram om 50-års dagen for Indiens uafhængighed fra Storbritannien. Men det var ikke før 1999, at han fandt ud af, hvordan disse personer kunne indpasses i en bog. »Ofte er ideerne i mit hoved i lang tid, inden de bliver nedfældet på papir. Som forfatter har man en masse ideer om, hvad man en dag vil skrive om. Men mange af ideerne konkretiseres aldrig i et egentligt projekt, som man kan arbejde med. Jeg har i årenes løb lært at være meget tålmodig«, sagde Rushdie til journalisterne, inden han holdt festivalens hovedtale. Mere omfangsrig end forventet »Selv da jeg startede på at skrive denne roman ('Shalimar the Clown', red.), fungerede det først ikke særligt godt. Jeg havde nemlig allerede fået idéen til romanen 'Raseri', og ideen bag dén trådte mere og mere i karakter. Så jeg lagde 'Shalimar the Clown' på hylden og skrev i stedet 'Raseri'«. »Det var meget givtigt, for da jeg igen tog 'Shalimar the Clown' op, viste det sig, at jeg, uden at vide af det, i mellemtiden havde fundet ud af, hvordan den skulle skrives. Og den endte med at blive langt mere omfangsrig, end jeg havde regnet med«. »Oprindeligt havde jeg ikke tænkt mig, at den skulle foregå i så mange forskellige verdener og forsøge at koble dem sammen. Men sådan blev det. Det har taget mig lang tid at forstå«. Litterært talent overgår personlig charme Men i hvor høj grad Rushdie så har forstået det, forbliver et mysterium, indtil romanen udkommer 5. september. Rushdies britiske forlægger Jonathan Cape har nægtet boganmeldere adgang til både kopier af og uddrag fra romanen. Og Rushdie selv vil ikke tale med den skotske avis The Scotsman, for som han sagde med sin typiske frækhed, har han udelukkende udtalt sig til en række britiske aviser, for hvis han taler med andre, risikerer der at »gå kludder i det hele«. Men de første reaktioner på bogen viser, at Rushdies litterære talent langt overgår hans personlige charme. Kirkus Reviews - et litterært magasin, der anmelder nye bøger flere måneder inden deres udgivelse - har som et af de få set romanen. De kalder den »et mesterværk inden for den magiske realisme, der mindst er på højde med og muligvis endda er 'Midnatsbørn', 'Skam' og 'Maurerens sidste suk' overlegen«. Den bedste bog Selv Rushdies konkurrenter på den litterære scene siger, at romanen overgår alt, hvad han tidligere har lavet. »Jeg mener, det er den bedste bog, han har skrevet«, siger Liz Calder, festivalens organisator og 'Midnatsbørn's forlægger. »Jeg vil dog altid elske 'Midnatsbørn'. For overraskelsen og glæden ved at have opdaget og udgivet den betyder, at den altid vil være noget helt særligt for mig«. »Men jeg mener, at 'Shalimar the Clown' er den mest opsigtsvækkende af Rushdies bøger. Den har den samme kraft, den samme dybde og er en lige så skøn og stærk fortællekunst som 'Midnatsbørn'«. »Personbeskrivelsen, men først og fremmest sproget, er helt usædvanligt levende og indfanger en utrolig stor del af det moderne liv«, siger Liz Calder. En stjålet hustru Romanen, der er den niende i rækken, siden 'Grimus' udkom i 1975, er med Rushdies egne ord lige så meget »en række tragiske kærlighedshistorier mellem forældre og børn, mellem mænd og kvinder, mellem folk og de steder, hvor de bor« som en beskrivelse af »lykken i dens forskellige afskygninger«. Romanens omdrejningspunkt er dens fire hovedpersoner: Max, tidligere chef for terrorbekæmpelse og USA's ambassadør i Indien; Shalimar, hans chauffør fra Kashmir; Max' datter; en smuk indisk kvinde, som forlader Shalimar til fordel for den slibrige Max, og det vækker en drabelig vrede hos hendes tidligere mand. Bogen starter med, at Shalimar følger efter Max til Californien for at myrde ham som hævn for at have stjålet hustruen. Knarvorn Selv om Rushdie ikke afslørede mange detaljer fra romanens handling, fortalte han det brasilianske publikum, at det voldelige sammenstød mellem den muslimske og den angelsaksiske verden - et af bogens centrale emner - er noget, han mener, forfattere ikke længere kan sidde overhørigt. En af de begivenheder, der var med til at forme romanens kontekst, var angrebet 11. september på USA. Sammenstødet mellem to civilisationer gjorde et dybt indtryk på ham, både som forfatter og som et menneske, der har lidt under den intolerance, der inspirerede bombemændene. Rushdie mener, at angrebet har ændret meget. Navnlig har det forstærket fornemmelsen af, at verden er blevet et lille sted, hvor historier krydser hinanden og vikles ind i hinanden. 2.000 fremmødte »Geopolitik og folkevandringer gør, at den verden, vi lever i, bliver stadig mindre og mindre. Det er en verden, hvor vores egen historie ikke er løsrevet fra de andres. Jane Austen (engelsk forfatterinde, 1775-1817, red.) skrev sine bøger for 200 år siden, mens Napoleonskrigene (1803-1814, red.) rasede«. »Og det gjorde hun vel at mærke uden at nævne krigen med ét ord. Men dengang, og det er ikke en kritik af hende, kunne hun forklare sine personers liv uden at have brug for at henvise til det omgivende samfund. Sådan er det efter min mening ikke længere«, sagde Rushdie til festivalens 2.000 fremmødte. Nytænkning er nødvendig »Engang kunne man tænke på New York, Brasilien, Indien og den arabiske verden som forskellige og adskilte universer. Men det er de ikke mere«. »Det ser vi dagligt, og derfor er det blevet endnu mere vigtigt for mig at forsøge at skrive bøger, hvor disse forskellige virkeligheder er forbundne med hinanden, og hvor de indbyrdes forbindelser er en del af selve budskabet i fortællingen«. »Jeg tror, at alle de forfattere, jeg kender, har forstået, at nytænkning er nødvendig«, sagde Rushdie. Magtfuld og symbolsk vigtig position Rushdie har for nylig grublet meget over disse spørgsmål, selv om han har fået mindre tid til at tænke over livet, nu hvor det atter er blevet mere normalt. Siden den iranske regering i 1998 annullerede fatwaen over ham, har han skrevet fire bøger, er blevet gift igen, har indtaget en både magtfuld og symbolsk vigtig position som præsident for den amerikanske forfattersammenslutning PEN's amerikanske center og har genvundet modet til at færdes offentligt uden livvagter. Festivalens stjernenavn Den typisk pjuskede Rushdie luntede under festivalen rundt i Paratys brostensbelagte gader, hvor lokale indbyggere stoppede ham. Og det irriterede ham, indrømmer den knotne gamle forfatter. Rushdies mangel på takt, når han konfronteres med nysgerrige sjæle fra lokalsamfundet, har givet ham øgenavnet 'Salman Knarvorn', en uheldig udmærkelse for den, der var festivalens stjernenavn. Men skulle han have hørt om eller kendt til de lokales utilfredshed med ham, kunne man ikke mærke det på ham. Både på scenen og foran kameraerne var han munter og smilende. Når det kommer til stykket, skal der mere til for at få Salman Rushdie til at græde.