De vrede stemmer forstummer, idet vi træder ind i den fyldte foredragssal. »Her har vi vores unge morder«, proklamerer forstanderen. Hans greb om min skulder er for alvor begyndt at gøre ondt. På vej op langs bænkerækkerne stikker de andres øjne i mig med deres krav om retfærdighed. Maiken, 19 år, er pludselig ikke længere en flue på væggen. Fra podiet ser jeg ud over forsamlingen og ville ønske, at nogen kunne fortælle dem det, de så gerne vil vide. Men Thyra ligger død på kirkegården med en kniv i brystet, og heller ikke den tandløse Else kan længere berette, hvad der skete den nat ved skulpturen. »Bliv der«. Forstanderen puffer mig hen foran det store maleri og bestiger talerstolen i pyjamas og sandaler. »Politiet kan være her når som helst«. »Hvad hvis hun flygter igen?«. Fra første række peger Dagmar på mig med en dirrende finger. »Ja, bind hende«, råber Judith under et af de mørke vinduer. Forstanderen nikker. »Jeg ved, hvordan I har det«, siger han. »Men vi må alle sammen gøre vores bedste for at besinde os, indtil ordensmagten kommer«. Judith sætter sig skuffet igen. Hun hvisker med Sebastian. Jeg ser ned på mine hænder, der er blodige som den første morgen, hvor jeg vågnede på højskolen og ikke vidste, hvem jeg var. Ligesom da mærker jeg kvalmen, mens jeg anstrenger mig for at huske. Efter mødet med Thyra på kirkegården er jeg blevet sikker på, at Elses død var et uheld. Men hvorfor slog hun mig? Og gemte jeg virkelig hendes lig? I det samme går døren til salen op. Jeg når at tænke, at det er politiet, før den ene af de hulbrystede fætre forpustet træder ind. »Hvor har du været?«, råber forstanderen. »Jeg sagde jo, at alle skulle mødes her!«. Kærligheden og medlidenheden i den hulbrystedes øjne fanger mig i et langt gråt blik. Han sætter sig tavs ved siden af sin fætter på bagerste række. »Denne her sag var tæt på at blive yderst belastende for højskolen«, fortsætter forstanderen. »Heldigvis har vi i nat selv pågrebet morderen, og sagen er dermed ...«. »Enough!«. Midt i salen rejser Karl-Heinz sig. »Jeg vil ikke være med til at lade de unge bøde for fortidens synder!«. På forreste række drejer Dagmar, Inger og Ragnhild hovederne. »Halt die Klappe!«. Ingers grå krøller hopper. »Jeg vidste, at han ville komme og ødelægge det hele. Men Thyra ville ikke lytte«. Karl-Heinz ignorerer dem og kanter sig ud fra bænken. »Maiken skal ikke hænges op på noget, hun ikke har gjort«. »Nu tror jeg bare, vi venter på politiet«. Forstanderen stiller sig foran mig. Karl-Heinz træder op på podiet og puffer til ham, så han tumler omkuld. Så vender den gamle amerikaner sig mod salen. »Thyras og min kærlighed var fra starten umulig«, begynder han, mens forstanderen ligger og snapper efter vejret. »Jeg var jo bare en ung rekrut og Thyra køkkenpige«. Karl-Heinz drejer hovedet og sender mig et ulykkeligt smil. Jeg smiler forsigtigt tilbage. »Vi planlagde at gifte os og flytte hjem til Tyskland, så snart krigen var ovre«. »Tyskland?«, råber Judith. »Jeg troede, du var amerikaner«. Dagmar afbryder: »Det var din ide, at hun skulle føde i dølgsmål, var det ikke?«. »Ingen ville vel have en tyskerunge dengang«. Karl-Heinz sukker. »Men at I fem kunne gøre et lille uskyldigt barn fortræd, har jeg aldrig forstået«, siger han stille. »Egentlig tror jeg heller aldrig, at Thyra forstod det. Hver gang jeg er vendt tilbage, har det stået imellem os«. Bagerst i salen har den ene hulbrystede fætter rejst sig. »Der er noget, jeg må fortælle«, råber han. »Det var mig, der skjulte Elses lig«. Han ser trodsigt på forsamlingen. »Jeg fandt Maiken med spaden og troede, det var hende, der havde slået Else ihjel. Derfor gemte jeg både liget og spaden«. »Lad os nu ikke komplicere sagen yderligere«, pruster forstanderen og forsøger at få fat i kanten af talerstolen. Karl-Heinz skubber ham væk. Han peger på de tre damer på forreste række. »Indrøm det dog!«. Hans stemme gjalder under det høje loft. »Fortæl, at Elses død var et uheld. At Maiken overraskede jer, da I ville fjerne barnet«. »I evakostume«, spytter Dagmar. »Hvad skulle det berusede pigebarn også der? Sådan en ...«. »Så Maiken greb jer på fersk gerning?«, hoster forstanderen nede fra gulvet. »Jeg spurgte, hvad de lavede, og så slog Else mig ned«. Jeg trykker på bulen i nakken og husker det nu. »Jeg må være kommet til at skubbe hende i forvirringen«. Karl-Heinz nikker. »Damerne her gav den bevidstløse Maiken spaden i hænderne og sneg sig væk som de lumske hekse, de altid har været!«. »Det var sådan, jeg fandt dig«, siger den hulbrystede og sender mig et genert smil. »Først ville jeg bare bære dig op i seng. Men så kom du til bevidsthed«. Han ser helt sød ud. Så hulbrystet er han da heller ikke. Jeg kigger ud over salen og forstår det med ét. Den aften, jeg mistede alt, fik jeg til gengæld noget nyt. Tanken gør mig et øjeblik lige så forstenet som skulpturen i haven, der ikke er der mere.